Læsetid: 4 min.

Der mangler noget Line Knutzon i Mungo Parks opsætning af ’Camille Clouds brevkasse’

Mungo Parks teaterversion af ’Camille Clouds brevkasse’ hylder Line Knutzons successatire på tidens selvtilstrækkelige selvhjælpsånd og har sine morsomme momenter. Men et rigtigt skarpt spin-off er stykket ikke. Det kunne også have heddet ’Mens vi venter på Camille Cloud’
Camille Clouds brevkasse på Mungo Park er åbenlyst en hyldest til Knutzons karakterer og har som sådan også sine både moderate og meget morsomme momenter.

Camille Clouds brevkasse på Mungo Park er åbenlyst en hyldest til Knutzons karakterer og har som sådan også sine både moderate og meget morsomme momenter.

Bjarke MacCarthy

29. januar 2019

Camille Cloud: Iværksætter og selvhjælpsguru med erfaringsbaseret ekspertise i succes. Uddannet »alt muligt forskelligt inden for alt muligt, som hun dog ikke ønsker at offentliggøre«.

Eneimportør af den tvivlsomme belgiske vin med det luksuriøst lydende navn Le Tout Maison Cru, indehaver af egen endnu mere tvivlsomme »produktlinje med bl.a. hudplejeprodukter« og i det hele taget tvivlsom produktiv tidsånd med et omfangsrigt oeuvre bag sig, bestående af alt fra bagebøger, indretningsbøger og samtalebøger (med sig selv selvfølgelig) til spinningvideoer og ikke mindst det »psykofilosofiske hovedværk« De 3 søjler og opfølgeren De 3 bølger (»en stærk billedbog om vejen til succes«).

Dramatikeren Line Knutzons – af selvfedme, selvtilstrækkelighed og skamløs selvpromovering sprængfærdige – karakter er absurd sjov satire over de selvudnævnte åndelige vejledere, der sælger varm luft om, hvordan man lever det gode liv i det 21. århundredes selvtilstrækkelighedssamfund.

Cloud opstod i Knutzons og digterne Naja Marie Aidt og Mette Moestrups fællesbog Frit Flet i 2014 og fik siden sin egen fiktive brevkasse i Weekendavisen.

Den blev så siden til bogen Camille Clouds brevkasse. Og nu er samlingen af Clouds kosteligt ubrugelige og ofte irritable svar på spørgsmål om alt fra hvad klokken er, til hvad livets mening er, stillet af et kosteligt galleri af mislykkede mennesker, altså også blevet til teater.

Mens vi venter på Camille Cloud

Teaterstykket Camille Clouds brevkasse er skåret som en slags Mens vi venter på Godot (på lattergas måske). Blot venter forsamlingen af de yderst forskellige fjollede typer, der én for én indfinder sig i Nadia Nabils humoristiske scenografi af kommunalt udseende stole opstillet omkring en slørindhyllet tom trone af puder i rigtig guru-stil, altså på Camille Cloud, som de er mødt frem for at høre et foredrag af.

Mens den sagnomspundne Camille Cloud, som både de og vi i spænding venter på, ligesom Godot i Samuel Beckets berømte eksistentialistiske drama om det moderne menneskes absurde søgen efter livets mening tilsyneladende ikke har tænkt sig at dukke op, begynder hendes følgere (Malin Rømer Brolin-Tani, Anders Budde Christensen, Marianne Mortensen og Mads Hjulmand) til gengæld at præsentere sig selv, deres problemer og, ikke mindst, hvordan de forestiller sig, at Clouds svar ville lyde, for hinanden.

Det virker både godt og klogt at lade den udeblevne Camille Cloud – der, som én siger, hidtil »kun er set på skrift« – være det tomme omdrejningspunkt for den komik, der opstår, når perlerækken af personager, som skriver til hendes brevkasse, mødes i den fysiske verden.

For mennesker som gøgleren, der lever alene med sin ethjulede cykel i en helårscampingvogn, hverken »er på a-kasse eller andet« og derfor ikke kan forstå, hvorfor folk møder ham med hånlig latter; som den superprætentiøse mand, der elsker at holde prætentiøse enetaler og at være overordnet i alt, han siger; som drengen uden albuer, der har fået et par rundsave af sin far, men ikke forstår, hvad det er, han skal save i; eller personen, der endnu ikke er født og leder efter en bog med titlen Kan det betale sig? af en endnu ufødt forfatter, og mange, mange endnu sjovere andre skriger virkelig på at blive vakt til live som sketchfigurer.

Mens vi venter på Line Knutzon

Anders Budde Christensen når næsten Dirch Passer’ske højder med en råbemonolog og i rollen som Gregers, en mand i en havestol, »der ikke kan mere«, at falde på halen som en havestol, hver gang han præsenterer sig.

Malin Rømer Brolin-Tani gør en formidabel figur, især som den selvhøjtidelige dansk-svenske hviskekunstner Gøran Foldman, der siden sit sidste »hviskeværk« The pencil, der »blev opført på en tømmerflåde julenat i 2012 og fik mange rosende ord med sig«, har arbejdet »intenst« med sin hvisken og af praktiske grunde bruger Clouds brevkasse til at gøre skriftlig reklame for den nye fem kvarter lange hviskemonolog Shake, han dagligt opfører på Hovedbanegården, da han jo »som udgangspunkt« kun hvisker (»også privat«).

Det er åndssvagt sjovt, at Rømer Brolin-Tani ikke bare hvisker de ord, men hvisker dem, sætning for sætning, i øret på en kvinde udvalgt blandt publikum, der så siger dem højt.

Om den sande Camille Cloud også dukker op, skal ikke afsløres. Til gengæld crasher Clouds diametrale modsætning »Line Knutzon« – som Knutzon så genialt lader Cloud betragte som sin stalker – i Rømer Brolin-Tanis skikkelse festen for at afsløre Clouds bedrageriske business.

Den sande Line Knutzon har, så vidt historien melder, ikke været involveret i Mungo Parks iscenesættelse af hendes bog.

På den ene side virker det næsten lidt overflødigt, at Knutzons eneste egentlige bog som ren ’kun på skrift’-forfatter absolut skal laves til teater, men ikke til teater lavet af Line Knutzon.

På den anden side spiller Heinrich Christensens iscenesættelse af Knutzons brevkassebog også fint på sådan – helt i Camille Clouds ånd – at være et spinoff af et spinoff af et spinoff, for Mungo Parks Knutzon-kopi er ikke uden selvironi.

Camille Clouds brevkasse på Mungo Park er åbenlyst en hyldest til Knutzons karakterer og har som sådan også sine både moderate og meget morsomme momenter. Som satire på selvtilstrækkelighedssamfundet har hyldesten dog langtfra samme klare kritiske kant som sit – ikke alene absurd sjove, men også politisk skarpe – forlæg. 

Line Knutzon selv skal de næste to år være husdramatiker på Betty Nansen Teatret, og hvad det fører med sig, kan vi jo så vente videre i spænding på.

’Camille Clouds brevkasse’. Mungo Park. Instrueret og dramatiseret af Heinrich Christensen. Indtil den 6. marts.

Til trods for sit smukke ydre er der intet glamourøst over Amira Jasmina Jensens portrættering af den franske Océane.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu