Læsetid: 2 min.

Maya Jane Coles’ ublufærdige, musikalske fremtoning skaber skridsikkerhed på dansegulvet

Ifølge produceren Maya Jane Coles behøver en 4/4-rytme ikke betyde optimisme og munterhed. Den kan også stå for sørgmodighed, sortsyn og forvirring. Hendes seneste EP, ’Waves & Whirlwinds’, er et melodisk deep house-projekt, der virker, som om det er blevet til for at slå fast, at det er okay at føle og feste samtidigt
Så nemt som ingenting får Maya Jane Coles de fem numre på ’Waves & Whirlwinds’ til at lette fra computeren.

Så nemt som ingenting får Maya Jane Coles de fem numre på ’Waves & Whirlwinds’ til at lette fra computeren.

PR-foto

22. januar 2019

Endnu en elektronisk artist, der i en tidlig alder har valgt at kaste sit DJ-alias fra sig for at stå frem under eget fødenavn, er den britisk-japanske producer Maya Jane Coles. Som Nocturnal Sunshine har hun fyret op under fodsåler på betongulve med sine basdrevne klubsets.

Men som privatperson og digital komponist præsenterer Coles et anderledes, nærhedsskabende lydunivers, hvor der både er plads til at danse og til at stå stille i luften.

Gennem forskellige kunstnernavne og livekonstellationer har hun allerede stået bag omkring 15 udgivelser. Genremæssigt spænder de lige fra industriel techno til valen synthpop.

Via EP’en Waves & Whirlwinds får man en blid, melodisk indføring i Maya Jane Coles’ nye, vitale houseprojekt. Den er netop udkommet på hendes eget pladeselskab. Så nemt som ingenting får hun de fem numre på Waves & Whirlwinds til at lette fra computeren, svæve omkring og omslutte lytterne. Og i sin helhed lander EP’en let og elegant inden for feltet deep house. En subgenre, der dyrker catchy, cykliske klangflader i den melankolske ende, uden for mange stemmer til at forstyrre rytmen.

For Waves & Whirlwinds er et instrumentalt værk, kun tilført enkelte, fragmenterede og baggrundsagtige, lyriske passager. Disse utydelige, repeterede linjer udgør et minimum af sangtekst og befinder sig helt i niveau med synthakkorder og trommespor.

En ’girl boss’

Numrene »Isolate« og »Other Side« er vidunderligt afdæmpede, minimalistiske downtempo-indslag, mens det efterfølgende »Visionary« etablerer et skridsikkert dansegulvsfundament.

Akkurat ligesom Maya Jane Coles selv, fremstår hvert nummer på Waves & Whirlwinds som en ambitiøs og uafhængig individualist. Det er overbevisende, hvordan hun formår at lade hver af sine kompositioner rumme så meget karakter, og samtidig skabe en form for synkron udvikling mellem dem.

Waves & Whirlwinds er lyden af en girl boss. En skarp, energisk personlighed med både kant og intellekt. Men tro ikke, at EP’en af den grund kommer til at virke kynisk. For Maya Jane Coles er ikke sådan en chef, som er bange for at vise intimitet. Hendes musik er blevet til for at slå fast, at det er okay at føle og feste samtidig.

Lige fra det upbeat åbningsnummer »Don’t Leave« er det tydeligt, at Coles insisterer på at gå dybt i sig selv. Hun vader direkte frem på scenen, nøgen og elektrisk sitrende. Og hendes trap-agtige vokal, der opfordrer til at stikke hænderne i vejret, er en passende anledning til at mærke nummerets styrke på sin egen krop, og optage lidt af dets emotionelle selvsikkerhed.

For ifølge Maya Jane Coles behøver en 4/4-rytme ikke betyde optimisme og munterhed. Den kan også slå takten an for sørgmodighed, sortsyn og forvirring.

Det bittersøde miks af techhouse og pop piskes luftigt igennem Maya Jane Coles’ ublufærdige, musikalske fremtoning. Sammenholdt med hendes generte og identitetssøgende aliasser kommer Waves & Whirlwinds til at virke som en nøgleudgivelse for den unge brite, både som musiker og som menneske.

Maya Jane Coles: ’Waves & Whirlwinds’ (I/AM/ME)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Houmøller

Hvad er det for noget vrøvl at udtale?
“Ifølge produceren Maya Jane Coles behøver en 4/4-rytme ikke betyde optimisme og munterhed. Den kan også stå for sørgmodighed, sortsyn og forvirring.”