Læsetid: 9 min.

Michel Houellebecqs nye bog Sérotonine er en stor roman og en lille verdenshistorie

Michel Houellebecqs syvende spektakulære roman er fuld af antidepressiver, onani, samtidsdiagnose, menneskehad og dannelse – og længsel efter lykke
Michel Houellebecqs syvende spektakulære roman er fuld af antidepressiver, onani, samtidsdiagnose, menneskehad og dannelse – og længsel efter lykke

Sofie Holm Larsen

11. januar 2019

Der er ét sted, som frigørelsesbevægelserne stræber efter. Én position, som kampe imod undertrykkelse og dominans har som deres mål, og et sæt af privilegier, som dem der ikke har dem, drømmer om, når de ser billederne af frihed, rigdom og sikkerhed i de vestlige landes skønneste byer.

Det er den privilegerede hvide mands sted, position og privilegier.

Man kan sige, at identitetspolitik starter med erfaringen af distancen til det sted og de privilegier. Den sociale og politiske afstand. Kvinder, der oplever, at de kun på grund af deres køn er forhindret i komme i den hvide mands positioner. Arbejdere, som, fordi de er arbejdere, bliver lukket ude. Sorte, som, fordi de bliver set som en anden race, er forhindret i at leve det frie og privilegerede liv, og seksuelle minoriteter, som, fordi de ikke lever op til det, der bliver regnet for normalen, bliver holdt nede. 

Forestillingen om de vestlige samfunds fremskridt er i høj grad fortællingen om, at de udelukkede lukkes ind, og at det, der har været de fås privilegier, skal blive til de manges muligheder.

Michel Houellebecq: ’Sérotonine’.

Den franske forfatter Michel Houellebecqs syv romaner er alle skrevet fra det sted og den position, som de andre har stræbt efter. Hans fortællere er dannede, privilegerede og hvide mænd i fyrrerne, som alle har den frihed, de muligheder og den sikkerhed, som de andre stræber efter. Deres liv er kampens mål og historiens slutpunkt. Og derfor er hans romaner blevet skrevet og læst som mesterfortællinger om den vestlige civilisation. Hvis deres liv er frygteligt, er de andres stræben jo meningsløs. 

Og dommen er sort og hård.

»Det er sådan, en civilisation dør,« som han skriver i sin nye roman Sérotonine: »uden bekymringer, uden fare, uden drama og med meget lidt blodbad, en civilisation dør af træthed, af afsmag ved sig selv. Socialdemokratiet kunne åbenlyst ikke tilbyde mig noget som helst, kun en forevigelse af det, der mangler. En appel til glemslen« (min oversættelse, rl). 

Fraværet af modstand

Den vestlige hvide mand går ikke ned, fordi han møder en stærkere modstander. Det er fraværet af modstand, som tager livet af ham. Han drikker, han bruger smukke kvinder som instrument for sin lyst, han forbruger, han rejser og han tilfredsstiller sine egne behov. Langsomt nyder han sig selv ihjel.

Siden sin formidable debutroman Udvidelse af kampzonen fra 1994 og det store gennembrud Elementarpartikler fra 1998 er Michel Houellebecq blevet forbandet som menneskefjendsk racistisk, kvindeforagtende, pornografisk og afskyelig, og han er blevet beundret som den forfatter, der kunne skrive sandheden om vores civilisation.

Han skriver imod den postkoloniale politiske korrekthed og nyliberalismen på samme tid, han udstiller de frigjorte som egoister, de dannede som småborgere og de rige som dumme svin. Han smadrer alle kulturens myter. Men med sin litterære stil og ambition bekræfter han en anden myte om forfatteren som det geni, der kan og skal sige hele sandheden om samtiden.

Tilbage i ruinerne af den vestlige kultur står han selv som det sidste ikon: profeten. Han udgav sin roman Platform om masseturisme og terrorisme i Østen året inden de såkaldte Balibombninger i 2002, og hans forrige roman Underkastelse fra 2015 om en islamisk regeringsovertagelse i Frankrig udkom samme dag, som to maskerede mænd råbte »Allah er stor« på gaden i Paris, efter de havde trængt ind hos satiremagasinet Charlie Hebdo og skudt 13 journalister og tegnere. Én af dem var endda Houellebecqs gode ven.

Modsætninger og sammenstød

Og Sérotonine, som udkom fredag i Frankrig, fortæller historien om, hvordan modsætningen mellem det mondæne Paris og de sammenbrudte landområder radikaliseres til uoverskueligt voldelige sammenstød mellem ordensmagten og rasende landmænd. Det ender med skyderier og adskillige døde. Man kan ikke sige, at profeten Houellebecq forudså De Gule Vestes opstand. Men hans roman afdækker konflikten mellem en verden, hvor nogle har så meget, at de ikke har mere at kæmpe for, og den provins, hvor andre kæmper en desperat kamp for deres gamle produktionsformer og livsformer, som de aldrig kan vinde.

Fortælleren i romanen, Florent-Claude Labroute, er ansat i Landbrugsministeriet. Han er 46 år gammel og bor sammen med sin tyve år yngre japanske kæreste Yuzu i et spektakulært prestigebyggeri i Paris. Han var enebarn i en velstående familie, hvor hans forældre elskede hinanden mere, end de elskede deres søn, og sammen tog de deres liv med hinanden i hånden, da faren blev uhelbredeligt syg. Om sig selv siger han: »Jeg havde overhovedet ingen klasse, men jeg havde penge, faktisk ikke så få penge.«

Florent-Claude har allerede givet op, da romanen starter. Han fortæller i erindringspassager om de kvinder, han var forelsket i som ung, og den kvinde, Camille, som han virkelig elskede og levede sammen med, men mistede, fordi hun opdagede hans affære med en kvinde. Det var et lille hverdagseventyr, han blev lokket af, men Camilles sorg over opdagelsen mindede ham om det menneske, han burde have været, og kastede ham tilbage i lede over sig selv.

Han beskriver Paris som en sygdom, man bliver smittet af, og det sociale liv i storbyen som »en maskine, der ødelægger kærligheden«, fordi den konstant tilbyder kortsigtede tilfredsstillelser, han ikke kan sige nej til, men som ødelægger de forpligtende relationer, han gerne ville kunne realisere. Han erkender, at hans længsel efter lykken gør ham ulykkelig, og at hans liderlighed gør det umuligt for ham at fastholde kærligheden. Vores helt vil gøre sig fri af sine destruktive drifter, og for at kunne fungere på et socialt minimum, som betyder, at han kan hilse på sine naboer, gå i bad hver dag, passe sit arbejde og administrere sine anliggender, tager han det antidepressive psykofarmaka, Captorix.

I en passage, som karakteristisk for Houellebecqs stil forekommer nøgternt cool, men radikaliserer eksistentielle dramaer i korte sætninger, gengiver fortælleren effekterne af Captorix: »De mest forekommende uønskede bivirkninger ved Captorix var kvalme, tab af seksualdrift, afmagt. Jeg havde aldrig lidt af kvalme.«

Kapitalismen

Det middel i Captorix, som skaber balancen i hjernen og koster begær og vilje, hedder Sérotonine. Titlen på romanen er således både en konkret medicinsk betegnelse og en metafor for hans tilstand. Således er Houellebecq kynisk og romantisk på samme tid.

Fortælleren bor sammen med Yuzu, men de lever separate liv, og han arbejder i Landbrugsministeriet, men de ødelæggende tendenser, han observerer, kan han ikke forandre. Hans arbejde er at redigere noter og rapporter, som sendes videre til forhandlere i den europæiske administration. Han kan se, at de bedste landbrugsprodukter bliver kultiveret lokalt og dyrket med omsorg for jorden og dyrene, men han kan også konstatere, at forhandlinger er selvstændige universer, som ikke tager hensyn til, om det er abrikoser fra Aix-en-Provence eller mobiltelefoner fra Kina, der forhandles: »Det er et univers for altid lukket for ikkeforhandlere,« som han konstaterer, hvor frihandelsideologien vinder hver gang.

Han foragter kapitalismen, men han foragter også hele forestillingen om, at man kan gøre noget ved det. Han ledes ved den teknokratiske frihandelsødelæggelse af naturen og landbruget, men han ledes også ved miljøbevægelsen:

»Jeg væmmedes ved Paris, denne by inficeret af borgerlige økoansvarlige forekom mig afskyelig, jeg var måske også selv borgerlig, men jeg var i det mindste ikke økoansvarlig, jeg kørte en firehjulstrukken dieselbil – jeg havde måske ikke udrettet noget stort i mit liv, men i det mindste havde jeg bidraget til ødelæggelsen af planeten.«

Han opsiger sin stilling, forlader Yuzu og overvejer selvmordet. Men der er alligevel for mange små forbrugsfornøjelser, han ikke kan undvære.

Han opdager en anden mulighed i et dokumentarprogram på fransk tv. Man kan vælge det, der hedder »frivillig forsvinding«, som er en forfatningssikret rettighed. Florent-Claude forsvinder frivilligt og indlogerer sig på et af de få hoteller i Paris, hvor man stadig må ryge på værelset. Hver dag går han samme tur, drikker sin kaffe og spiser sin morgenmad samme sted, inden han går hjem, drikker sig fuld og ser de samme programmer på tv.

Men ved juletid synes han, det bliver for pinligt at opholde sig på hotellet. Det er hans sociale minimumsbevidsthed, som får ham til over for hotelpersonalet at lade, som om der er mere i hans tilværelse. Han kører til Nordfrankrig for at besøge sin eneste ven, Aymeric d’Harcourt-Olonde, som er efterkommer af en flere århundreder gammel aristokratisk slægt. Aymeric har ikke solgt sin families herregård og jord, men er blevet tilbage for at føre slægtens bestemmelse videre.

Nu oplever Florent-Claude effekter af den landbrugspolitik, han selv har været med til administrere. Vennens landbrug er blevet smadret af konkurrencen på det indre marked; slægten og bedriften er dømt til undergang. Aymeric er blevet forladt af sin kone, lever alkoholiseret alene tilbage og henter de gamle våben frem fra kælderen for at tage kampen op mod frihandelsregimet og de lastbiler, som bringer mælk til lavere priser fra Irland ind i Frankrig.

Afstanden mellem overfloden i storbyen og afmagten i landbruget bliver gribende konkret for fortælleren, der drager omsorg for sin gamle ven og opfordrer ham til at sælge alt og leve af indtægterne. Men den fallerede aristokrat vil hellere risikere sit liv for sin bestemmelse end opgive uden kamp.

Det er her, de eksistentielle konflikter i bogen bliver til dramatiske scener, som kan minde om De Gule Vestes opstande, og de sociologiske betragtninger over samtiden bliver flettet sammen med litterære fortællinger om menneskeskæbner, venskaber og bevægende forsøg på at gøre noget rigtigt og vigtigt, selvom kampen er tabt på forhånd.

En modbydelig verden

Midt i sin gamle vens undergang på landet mindes Florent-Claude sin gamle kærlighed til den unge kollega, Camille. Det var, da hun chokeret så en kolossal kyllingebedrifts industrielle ødelæggelse af dyrene for at skabe forbrug til lave priser, at hun søgte hans omsorg mod en uhyggelig verden. Hun oplevede den destruktion, som de administrerede, og de fandt sammen i et forhold, som blev et fristed i en modbydelig verden. Det var den hengivenhed, han svigtede, og den kærlighed, han lige siden har savnet.

Florent-Claude er indimellem lige så hadsk over for verden, racistisk, kvindeforagtende og opgivende som alle Houellebecqs tidligere fortællere. Men det afspejler hans had til sig selv. Og hans resignation over for verden er ikke en afvisning af tilværelsen, men følgen af en oplevelse af lykken, som resten af livet ikke kunne leve op til. Vi får i bogen Houellebecqs rituelle kynisme, misantropi og rituelle fejringer af porno og misbrug. Men der er også minder om en kærlighed, eksempler på solidaritet og antydningen af lykken som en mulighed på en måde, vi ikke tidligere har set hos ham. 

Det er en bedre roman end mange af hans tidligere fortællinger, men det er også en mindre verdenshistorie. Romanen åbner sig lidt mod livet, men den lukker sig også om den hvide mands udsigtspunkt som verdens fortæller. Han er ikke verdenshistoriens hovedperson, men en af mange karakterer i det, som Balzac kaldte menneskehedens komedie. Hans tendenser til foragt for japanere, homoseksuelle og kvinder afslører, at han er ude af stand til at realisere sig selv socialt i en virkelighed, som sætter nye betingelser for anerkendelse og respekt.

Det sted, som han lever, og den position, han ser fra, er afviklet af historien på samme måde som Aymerics aristokratiske livsform og landbrug. De to er hinandens modsætninger, men de er også hinandens spejlinger som hvide mænd fra den gamle verden. De er spærret inde i deres gamle forestillinger om lykken og således blinde for, at frigørelseskampene for kvinder, arbejdere og minoriteter også har skabt nye muligheder for dem selv. De oplever historien som en brutal udvidelse af kampzonen, men ikke som det, den også er: en solidarisk udvidelse af livsverden. Deres sammenbrud er ikke hele verdens sammenbrud, men det er virkeligt og smertefuldt og fortalt, så man forstår, hvordan deres forestillinger om lykken må gøre dem ulykkelige, og deres kamp for det gode ender med at gøre ondt. Deres deroute er ikke menneskehedens undergang. De kan kun se sammenbruddet, fordi de lever i det gamle regimes forestillingsverden.

Og Houellebecq er sammenbruddets geni.

Michel Houellebecq: ’Sérotonine’. Flammarion, 352 sider, 249 kroner i Den Franske Bogcafé i Fiolstræde i København.

De fleste kritikere tager vel imod den franske forfatters nye roman, der ikke skuffer fans af hans særlige blanding af morsom misantropi og civilisationskritik – men der er også dem, der finder hans vision for mistrøstig og hans hovedperson uudholdelig
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pietro Cini
  • Samuel Grønlund
  • Runa Lystlund
  • Stig Bøg
  • Michael Larsen
  • Søren Askegaard
  • lars søgaard-jensen
  • Hans Aagaard
  • Britta Hansen
  • Niels Møller Jensen
  • Torben K L Jensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Ejvind Larsen
  • Steffen Gliese
Pietro Cini, Samuel Grønlund, Runa Lystlund, Stig Bøg, Michael Larsen, Søren Askegaard, lars søgaard-jensen, Hans Aagaard, Britta Hansen, Niels Møller Jensen, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

- men det er en meget fin formulering af tingenes tilstand af Rune Lykkebergs hånd.

lars søgaard-jensen, Niels Møller Jensen, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Valdemar Vest

Ok, RL er ikke bare chefredaktør for Information, deltager i Deadline, Debatten og P1 - men læser også 352 siders fransk litteratur udgivet 4. januar, hvorefter han skriver denne anmeldelse...

Så spørgsmålet er, sover han?

Runa Lystlund

Hvem er bedre til at skrive om den hvide privilegerede mand, end Houellebecq selv. Han beskriver sig selv. It takes one to know one.

Han tyder samfundet i dag på en uhyggelig realistisk måde. Om han er fremmedhader vides ikke rigtigt. Bøgerne skal sælges og hvad sælger bedre end en provokation. Se bare vores egen Lars von Trier.

Om befolkningerne i Europa er fattigere i dag end tidligere er vist ikke korrekt. Det er udkantsområderne heller ikke. De rige er bare blevet ekstremt rige.

Hvis vi nu tager og sammenligner 50ernes Danmark og Danmark i dag, så er vi blevet mere rige. Derimod forventer vi mere af livet og vores karrier og er på mange måder mere urealistiske i vores forventninger til livet. Hvis vi nu tager en dansk film som Baronessen på Benzinstationen, så var Danmark et klassesamfund, nærmest et kastesystem, hvor hver kendte sin plads. Der var de adelige, højestretsdommeren, overlægen, håndværkeren, bonden og arbejderen.

Vi accepterer ikke længere dette klassesamfund, fordi i 60/70erne havde arbejderne "sejret ad helvede til", som Thomas Nielsen kan citeres for og var flyttet i parcelhus. Det var almindelige menneske, der fik egen jord under fødderne og stemte nu på V og DF. Nogle af deres børn fik udannelse og skiftede status. For mange er disse veluddannede blevet fjenden, som nu kaldes eliten, selv om mange af dem tjener mindre end en håndværker eller specialarbejder. De blev så at sige klasseforrædere.

Mange arbejdere har desværre mistet deres job til globaliseringen. Mange er utilfredshed, fordi de ikke vil finde sig i en bestemt plads i kastesystemet, derfor er de så nemme at narre af nationalistiske profeter så som DF, Nye Borgerlige og andet godtfolk. Det samme sker i hele Europa og i USA.

Akademikere er blevet til eliten, selv hos Nye Borgerliges Pernille Vermund, som selv er uddannet arkitekt og står til at flytte sammen med en gylden gammel mand.

Jeg er dog alligevel ikke sikker på, at Houellebecq har helt ret om samfundet med sin nye bog.

Grethe Preisler

Ak ja, Runa Lystlund,
- og den eneste overlevende af de medvirkende på rollelisten til 'Baronessen fra Benzintanken' fra 1960 er Ghita Nørby, som fylder 84 i dag.

Vi må bære over med nutidens unge på fyrre og deres manglende litterære dannelse, som forleder dem til at mene, at det var årsunger som chileneren Isabel Allende og danskeren Inge Eriksen, der introducerede den litterære genre 'magisk realisme' i kongeriget Danmark i slutningen af nittenundredtresserne- og begyndelsen af nittenhundredhalvfjerdserne. Og ikke, som sandt var og er, færingen William Heinesen, der ligesom du mestrede det danske skriftsprog betydeligt bedre end de fleste første- og andetårs studerende på RUC og CBS anno 2019 ... ;)