Læsetid: 3 min.

Mobiltelefon skygger for dansen i Sara Gebrans soloperformance

Sara Gebrans sengeperformance i Koncertkirken er som en sidste mobiltelefonbesked fra en kvinde på selvmordets rand. En meget lang besked
Sara Gebrans sengeperformance i Koncertkirken er som en sidste mobiltelefonbesked fra en kvinde på selvmordets rand. En meget lang besked

Palle Schultz

28. januar 2019

Mobiltelefoner er dødsensfarlige – i hvert fald hos optrædende under en teaterforestilling. For mens performeren stirrer på mobilens skærm og klikker og swiper, ryger performerens blik væk fra tilskueren, der hurtigt føler sig glemt.

Det er ikke desto mindre sådan en situation, den venezuelansk-danske danser og koreograf Sara Gebran har skabt for sig selv i sin dansesolo A Land Where No Dragons Hide – and I want Bright Shivering Lights in it, som Dansehallerne præsenterer i Koncertkirken på Blågårdsplads. Hele soloen er bygget op omkring mobiltelefonen: Mobilen, der fotograferer, videofilmer, afspiller video og går på nettet …

Blomst i lysthuset

Det er ærgerligt, for det er en heftig fortælling, Sara Gebran præsterer i denne dødsspiral af en kvindeselvudslettelse. Hun ligger med sin mobil under et rundt spejl på en blomsterseng. Hendes pyjamas og hendes madras er syet af samme stof, så hun glider i ét med sin seng. Ovenpå ligger hundredvis af silkeblomster, og når hun gnubber sig rundt i sengen, hænger nogle af blomsterne dekorativt fast i hende flotte, sorte krøller. Hun er smuk som et eventyr. Men hurtigt føles det, som om vi er blevet gæster i en soloflygtningelejr for en kvinde på selvmordets rand.

Som publikum sidder vi rundt om hendes madras, dybt inde i et hvidt plastiktelt midt inde i Koncertkirken. Stemningsmæssigt er alt i denne danseperformance parat til den store sanselighed: den lækre danserkrop, den lokkende madras, den håndholdte belysning, den heftige intimitet. Vi mærker fortroligheden samle sig i Laura Rathschau Nielsens lysthusscenografi. Og da Sara Gebran blødt lægger sin hånd på en tilskuers arm og dunker en stille rytme, er vi parate til at lade energien bølge igennem os på vej ind i hendes rum af hemmeligheder.

Indforståede ord

Desværre bremser Sara Gebran straks energien med ord til sin mobil. For hun undertrykker sin udtryksfulde krop og begynder i stedet at læse tekster op, som om dette var en forelæsning på universitetet. Hendes bløde, spanske accent gør de indforståede, engelske tekster endnu sværere at forstå. Det er åbenbart teoretiske tekster om livet, døden og overgrebet, men hun taler slet ikke til os. Hun messer til sin mobiltelefon – og for at det ikke skal være løgn, så optager hun sine endeløse oplæsninger på mobilen og afspiller dem, så vi hører samme uforståelige tekst to gange!

Det er rituelt, og det kan der i sig selv være en pointe i. Men det virker først og fremmest som en tvangshandling – uden logik for andre end performeren selv.

Hver gang, hun er færdig med at læse op fra endnu en ukendt bog, lægger hun den omhyggeligt i en dekorativ bunke ved siden af madrassen, nærmest som en varde, som fremtidige bjergbestigere kan finde engang … Kun hendes symbolske strøg af neglelak på tåneglene bringer lidt munterhed ind i situationen.

Drøn af bjergskred

Denne performance om ’et land, hvor ingen drager gemmer sig’, rummer mange fascinerende billeder – af kroppe, af dyr, af lava. Men værket er snarere en kunstinstallation end en danseforestilling; sådan som det generelt ses i Dansehallernes repertoire i disse år. 

I programmet kan man læse, at Sara Gebran har skabt sit værk hen over et helt år, og at hun undervejs har videregivet sit ’materiale’ til forskellige andre kunstnere som en slags stafet. Alligevel viser værket fra start til slut en kropskunstner, der undertrykker sin krop. Handler det om kvinden, der er blevet udnyttet af manden – og nu efterladt som en Ofelia på et leje af blomster? Handler det om kvinden, der indbyder manden til at lege? Eller om kvinden, der indbyder os tilskuere til at se hende lege med sig selv i sin blomsterseng? Eller er dette et eksistentielt værk om at forlige sig med døden?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at Lasse Munks lyddesign med dumpe bankelyde og drøn af bjergskred satte sig i kroppen undervejs – og at Sara Gebrans krop i blomstersengen rummede et vildt potentiale. Hendes mobiltelefon forhindrede det bare i at folde sig ud.

’A Land Where No Dragons Hide – and I want Bright Shievering Ligths in it’. Koncept: Sara Gebran. Scenografi: Laura Rathschau Nielsen. Lys: Flora Brandt & Balder Mark V. Nørskov. Lyd: Lasse Munk. Dansehallerne i Koncertkirken på Blågårds Plads i København. Til 27. januar 2019

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu