Læsetid: 3 min.

Moderne fabel om at gribe muligheden når den er der …

’Meget meget hurtige hest’ er en på samme tid skør og lækker historie. Lækker på grund af de glitrende, farvestrålende illustrationer og skør på grund af fortællingens twistede plot og hovedperson
’Meget meget hurtige hest’ er en på samme tid skør og lækker historie. Lækker på grund af de glitrende, farvestrålende illustrationer og skør på grund af fortællingens twistede plot og hovedperson

fra bogen

1. februar 2019

Det første man bemærker ved en hurtig bladring gennem Jan Oksbøl Callesens nye billedbog, Meget meget hurtige hest, er længden og lakken. Jan Oksbøl Callesen har tidligere gjort sig bemærket med to billedbøger om Hr. Løve: Hr. Løve og æbletyven og Hr. Løve og ånden i kaffen, begge moderne fabler om hhv. syndebukke og overforbrug. Også her er der tale om en moderne fabel af en slags, men noget længere end billedbøger sædvanligvis er, hele 52 sider, og med illustrationerne iført et lag lak, angiveligt for at bevare farverne. Og jeg skal lige love for at de kontrastfulde farver skinner op fra siderne: jordfarver, mintgrøn, gul, cyklamen og orange.

Historien handler om indianeren ved navn MEGET MEGET HURTIGE HEST (med versaler), som har fået sit navn, fordi han drømte, at han var en hurtig hest. I virkeligheden foretrækker han at sove og passe sin have og lade de andre om at gå på jagt. Lige indtil den dag hans have bliver ødelagt og spist af en forbifarende hest.

Han er naturligvis ulykkelig, for han elsker sin have. Men bedstefaderen beder ham om at sætte sig hurtigt op på hesten igen. Så at sige. For nu behøver han ikke at bekymre sig om haven mere. »Kom så. Man skal gribe muligheden når den er der,« lyder det fra bedstefaderen. Og det gør han så. Og rider derudaf.

Saxo

Der er en for det moderne menneske nærmest provokerende lethed og handlekraft i bedstefaderens påbud, da vi lever i en kultur, hvor man opfordres til at bearbejde sine tab som en forudsætning for at komme videre.

Det er en syret billedbog, hvis fortællende sproglige tone og tydelige moral minder om fablen, men som alligevel gakker langt ud over fablens sædvanlige grænser. Indledningen lyder »Engang fik« efterfulgt af »En anden gang« og sluttelig »En helt anden gang var der en fyr, der hed MEGET MEGET HURTIGE HEST«, hvilket jo mimer eventyrets begyndelse men også Louis Jensens firkantede historier. Slutningens »Vi skal derudaf« giver nogle morsomme associationer til både »D.A.U.D.A« af Sivas og Gasolins »Deruda’«.

Nogle vil helst have, at der sker noget hele tiden

Moralen om, at man må gribe de muligheder, der byder sig, for man ved aldrig, hvornår det sker igen, står ikke alene. I forhold til hovedpersonens stille livsførelse lyder det: »Sådan er folk så forskellige. Nogle vil helst have, at der sker noget hele tiden. Mens andre tager det stille og roligt. MEGET MEGET HURTIGE HEST tog det stille og roligt.« Når de andre undrer sig over navnet MEGET MEGET HURTIGE HEST, han sidder jo bare og ser planterne gro, svarer bedstefaderen, den vise gamle mand i indianerflokken: »Ja, det er godt at have noget at gå op i.« Hvilket jo er sandt, om end et noget kryptisk svar.

Callesen har et særegent visuelt univers, som kan forekomme næsten abstrakt. Heste, tippier, bjerge og mennesker er først og fremmest farverige udskårne former, der er placeret på siden i varierede beskæringer. Her er ingen skraveringer eller antydningen af malerstrøg og de lakerede sider emmer af air brush.

Teksten er tegnet af forfatteren, selv kolofonen er håndtekstet, hvilket giver et helstøbt udtryk. Det er et visuelt univers, som er både grotesk og humoristisk. Bedstefaderen er stor som en klippe og ansigtets furer ligner årene i et overskåret træ. Hovedpersonen har en enorm næse, og det lillebitte øje er placeret, hvor næseboret plejer at sidde. Sammen med det sorte, høje hår giver det en virkelig morsom effekt. Ikke mindst når MEGET MEGET HURTIGE HEST drømmer at han rider afsted, og man ser en sort langstrakt hest med den karakteristiske næse, en tydelig hage, lille øje og mund.

Hesten som spiser haven, er naturligvis identisk med hesten i drømmen og da de to hen mod slutningen rider afsted, farter de igennem en aflang sekskantet portal af en slags, hvorpå de smelter sammen: Nu har hesten den karakteristiske hage og næse men med en langt større mund og et større øje. Og den smiler.

På et af de sidste opslag går Callesen amok i farver og geometriske former, som var det et pladecover fra 1980’erne. Det er et heftigt opslag. For min skyld kunne historien have sluttet her uden det lidt for ironiske efterspil i form af bl.a. en dreng, der piller næse i en time, hvorpå »han rejste sig for at lave noget andet«. Måske starte en ny historie?

Jan Oksbøl Callesen: ’Meget meget hurtige hest’. Jensen & Dalgaard, 52 sider, 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu