Læsetid: 4 min.

Et møde i ondskabens tegn

Ny bog om Hitler og Mussolinis selvvalgte indbyrdes skæbnefællesskab
Benito Mussolini og Adolf Hitler i 1941

Benito Mussolini og Adolf Hitler i 1941

Wikimedia Commons

11. januar 2019

I filmen Diktatoren fra 1940, dobbeltfortællingen om den lille jødiske barber og diktatoren Hynkel af Tomania, udødeliggjorde Charles Chaplin blandt meget andet de famøse møder mellem tidens to store europæiske hhv. fascistiske og nazistiske ledere i Italien og Tyskland, Mussolini og Hitler.

Chaplin var velorienteret politisk og fremstillede, ganske vist komisk men ikke upræcist, væsentlige sider af forholdet mellem de to: venskabet eller påstanden om det, skinsygen, mistroen, frygten og i sidste ende hadet, hele historien garneret af Chaplins forudanelse om frygtelige følger for Europa og verden. Bekymringen var ikke ilde anbragt.

Den tysk italienske relation på højeste plan fik som bekendt skæbnesvangre følger for millioner af mennesker og ødelagde store dele af Europa inklusive diktatorernes egne lande. For Italiens vedkommende endte det fascistiske regime i borgerkrig med opgør og titusinder af døde under og efter regimets fald og likvideringen af Mussolini i slutningen af april 1945. I Tyskland var slutresultatet af tolv års nazistisk diktatur et ruineret land delt i to, der først blev føjet sammen igen 45 år efter Hitlers selvmord.

Skæbnefællesskabet i ambition om evig alliance landene imellem og symboliseret i personligt venskab mellem den italienske og tyske udgave af det 20. århundredes nationalistiske, racefanatiske despot stod klart for dem begge.

I første række for Hitler, der inden sin ophøjelse som fører og rigskansler i 1933 grænseløst beundrede Mussolini og dennes beslutsomhed, brutalitet og succes. Senere omfattede Mussolini sin lærenemme elev nord for Alperne med betagelse og slet skjult misundelse. Hitlers regime var langt mere entydigt end Mussolinis mere diskutable magtstilling med et opretholdt kongedømme og adskillige indbyrdes, ikke undertrykte fraktioner i fascistpartiet. Mussolini blev aldrig statsoverhoved og formelt øverstkommanderende for de væbnede styrker, hvorimod Hitler efter rigspræsident Hindenburgs død i 1934 overtog hele butikken, og med de lange knives nat samme år mod det stærke SA udryddede alle konkurrerende modstandere.

Litteraturen om de to diktatorer er rigelig, men en mere dybsindig sammenlignende analyse af forholdet har været savnet. En sådan leverer den britiske historiker Christian Goeschel med bogen: Mussolini og Hitler. En fascistisk alliance.

Venskabet som udtryk for diktatorernes ejerskab til deres lande er en afgørende faktor i forholdet, et venskab der sættes i scene og påstås forstærket gennem årene, hvor det modsatte snarere er tilfældet. De to diktatorer ser i stigende grad afhængigheden som en klods om benet, men da de selv har pustet hengivenheden op på statsniveau og til sidst ikke kan fravige myten, er de også fanger af den. Dertil kom den latente fjendtlighed mellem de to folk, hvor italienerne misbilligede tyskerne som højrøvede og grådigt dominerende og tyskerne foragtede de sydlandske racedepraverede italienere som upålidelige, dvaske og feje.

Som krigen skred frem, og det blev klart hvad vej det gik, fik man på hver side stigende behov for syndebukke og gode forklaringer på alle ulykkerne. For Hitlers vedkommende var det forholdsvis nemt, italienernes krigsindsats var svingende, og trods italienske soldaters ofte oversete tapperhed og periodiske effektivitet, var anstrengelserne forgæves, og de italienske styrker konstant vigende. Fiaskoen kunne den italienske ledelse tilskrive tyskernes ulidelige dominans og mistro, der til sidst førte til sammenbrud og tysk besættelse af landet.

Christian Goeschel gør meget ud af selve mødernes faste ceremoniel og deres gennemgående struktur af primadonnatræf. Begge diktatorer ønskede at fremstille sig som alvidende, stærke mænd der gerne gjorde op med institutioner, diplomati og eksperter. Resultatet var derefter. De to sad i timevis alene og aftalte ting og sager, ingen rigtigt var klar over bagefter, hvad dybest set indebar. Heller ikke altid diktatorerne selv.

Forfatteren står ikke for fristelsen, men drager en lavmælt parallel til verdenssituationen i 2017, hvor en vis amerikansk præsident agerer på en måde, der ikke ville have været Mussolini fremmed. Diktatorerne i den selvskabte rolle som konger af den store gulerod gebærdede sig med andre ord ud i det rene rod, hvor en mere professionel indsats meget vel kunne have medført farligere resultater for de allierede. Kort sagt, de var uduelige både som feltherrer og politiske analytikere. Begge amatører, Hitler større end Mussolini, men igen: begge uden evne og vilje til at lytte til andres råd og eksperternes viden.

Det skal ikke glemmes at både Hitler og Mussolini først og sidst dyrkede brutaliteten og ren skinbarlig ondskab som politisk parameter. Det var hvad de mødtes om, her var de enige om målet og dette var deres respektive bevægelsers hensigt og mening. Denne ikke uvæsentlige pointe lader Christian Goeschel trods en nuanceret fremstilling ikke læseren i tvivl om. Folkedrab og krigsforbrydelser veg heller ikke Mussolini tilbage fra, tværtimod. De italienske jøder gik det ilde under fascisternes og italiensk politis aktive medvirken.

Christian Goeschel: ’Mussolini og Hitler. En fascistisk alliance’. 554 s. ill. Overs. Lone Østerlind. Kristeligt Dagblads Forlag. 300 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Frede Jørgensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Kurt Nielsen
Olaf Tehrani, Frede Jørgensen, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer