Læsetid: 5 min.

Narkomanfilmen ’Beautiful Boy’ er en rå renselse for tilskuerne

Det er som at være inde i en dybt smertefuld erindring at se den fremragende film ’Beautiful Boy’, der handler om en fars kamp for at få sin søn ud af et bundløst narkomisbrug
Det er som at være inde i en dybt smertefuld erindring at se misbrugsdramaet ’Beautiful Boy’, der har Steve Carrell og Timothée Chalamet i hovedrollerne som far og søn.

Det er som at være inde i en dybt smertefuld erindring at se misbrugsdramaet ’Beautiful Boy’, der har Steve Carrell og Timothée Chalamet i hovedrollerne som far og søn.

Francois Duhamel

17. januar 2019

Vi har et system, som vi er blevet enige om, har vi ikke? Et system, hvor kærligheden og vores sociale relationer nok skal få os gennem livet – relationer til kærester, familie, venner og bekendte i varierende grader af følelsesrigdom- og -fattigdom.

Hvert vores individuelle sociale sikkerhedsnet. Og se engang, hvordan vi dag for dag kæmper for at få den forbistrede kærlighed – helt ned til en lille debil tegneserietommeltots minimale sympatitilkendegivelse.

Og er vi ikke blevet enige om, at kærligheden og de sociale relationer er meningen med livet, egentlig vel vidende at det er en mening, som vi bare opfinder og holder i live? Ellers ville vi jo bare gå gennem eksistensen med et tomt blik og dø i et stort rungende univers, der er pissehamrende ligeglad med os.

Det er et eksistentielt gashåndtag, som vi er blevet enige om at dreje i bund for ikke at give op. Og så i øvrigt ikke tale mere om dét.

Stofferne udvider det sorte hul

Men nogle mister pludselig grebet. Dem, der har fået depressioner, voldsomme traumer, angst, sågar stress eller måske bare har en overudviklet perspektivsans. De står pludselig uden for systemet og forstår ikke, hvad meningen med det hele er.

Og det er måske allersværest for narkomanen, for han har fået en ny mening i tilværelsen: stofferne. Der fylder det sorte hul dér inde i kroppen, men samtidig – og det er jo det giftige ved stoffer – udvider det og fremmedgør dem mere og mere fra deres menneskelige relationer.

Felix van Groeningens Beautiful Boy fortæller brillant den knusende og virkelige historie om Nic Sheff, der falder dybere og dybere i misbrug og når bunden med sin afhængighed af meth-amfetamin (stoffet, de tjener formuer på i Breaking Bad)

Timothée Chalamet, som mange af os allerede elsker for den unge hovedrolle i sidste års Call Me By Your Name, er helt forunderlig i hovedrollen som den unge Nic (to yngre skuespillere står for de tidligere år).

Se, hvordan han forsøger at skjule, at han er høj ved morgenbordet, men næsten ikke kan være i sin utidige krop. Eller se, når han forvandler sig til en hvæsende junkie, der bare vil have sin far til at opføre sig som en pengeautomat.

Komikeren og nu også dramaskuespilleren Steve Carell (den amerikanske The Office, Foxcatcher, False Flag Flying etc.) spiller hans far, David Sheff, og han er blevet en mester i at underspille. Her i rollen som manden, der hele tiden forsøger at give sin søn rum på nye måder.

Et presserende tema i USA

Misbrug og forældres kamp med børns sygdom er ikke nyt for belgiske van Groeningen med film som The Broken Circle Breakdown og The Misfortunates på samvittigheden.

Og unges narkomisbrug er også blevet behandlet signifikant i Christiane F. – i morgen er det slut, Luna, Requiem for a Dream og om lidt også i Julia Roberts-filmen Ben Is Back.

Det er et genkommende tema, som lige nu er yderligere presserende i USA, hvor opiat-epidemien raser, og den hyppigste dødsårsag for folk under 50 ifølge Beautiful Boy er en overdosis.

Og van Groeningen føjer en stor film til ovennævnte række. Fordi det ikke er en dømmende film, fordi der spilles så formidabelt, fordi der fortælles så knivskarpt med små detaljer. Og fordi den er så rystende ren i sin tilgivende kameraæstetik og i sin hukommelseslignende fortællestruktur.

Får grundvoldene til at skælve

Film kan ses som filmet og fiktionaliseret hukommelse, og akkurat som i vores hukommelse er Beautiful Boy nonlineær. Vi hopper jo hele tiden frem og tilbage i tid, når vi erindrer. Så i stedet for at køre et lige ud ad landevejen-narrativ (selv om fortællingen da skrider fremad), så klippes der i Beautiful Boy frem og tilbage i tid – i stil med Charlie Kaufman, ham med Evigt solskin i et pletfrit sind.

Faren ser på sønnen og ser så i et klip knægten som lille dreng og så i et nyt klip en stofmisbruger, der kaster op på sin far. Og han ser den glade teenager, der pludselig bliver mut og udtryksløs og kun liver op, når en anden stofmisbruger, Kurt Cobain, skriger for i Nirvana på bilradioen.

Francois Duhamel

Det er som at være inde i en dybt smertefuld erindring at se Beautiful Boy – og det er relevant for alle typer misbrug. Også denne søn af en alkoholiker kunne mærke grundvoldene og grundtraumet skælve.

Relationen mellem far og søn er central. I Bernardo Bertoluccis Luna udvikler mor-søn-forholdet sig incestuøst, her udvikler relationen sig til et nuanceret opgør med farens drømme om sin søns liv – og med den tid, faren er rundet af.

Han er babyboomer, og alle hans livsoptimistiske råd spiller fallit.

Egentlig har Nic et godt liv. OK, hans forældre er skilt, så han må rejse lidt frem og tilbage, men hos faren, der har forældremyndigheden, er der varme, vild natur og endda et fællesskab med faren omkring musik og friluftsliv.

Men Nic falder alligevel ind i sig selv, og det klæder virkelig filmen, at man – som man også gør hos Narcotics Anonymous – afholder sig fra at søge en forklaring på, hvorfor det ender i hårdt stofmisbrug. Og filmen viser også, hvor fantastiske stofferne føles i en sexscene med en medmisbruger. Hvilket selvfølgelig er en form for forklaring. At mennesket længes efter ekstasen – og er grådigt.

En rå renselse

Tilbage til det stilistiske: Beautiful Boy er også musikalsk en nydelse. Van Groeningen bruger musik proaktivt, den er en stærk medfortæller, og der bruges både kendte og mindre kendte perler fra 70’erne (farens ungdomstid) og 90’erne (knægtens), men også fra nu og her.

Van Groeningen forstår, hvad det er for en nihilistisk vrede, Nirvana finder i sine fans. Og det er en brutal genistreg at bruge englestøjen hos Sigur Rós som udtryk for narkorusens ankomst. Og i øvrigt et godt billede på, hvad symfonisk støjrock kan gøre ved sine lyttere.

Mens Nic – igen – er væk, finder faren en bog med hans tegninger. De er fulde af dæmoner, der fabler om, at stofferne ejer ham. Til sidst er der ikke tegninger længere, men kun skrevne ord, der bliver stadig mere ulæselige. Optegninger fra et liv, der er sort smurt ind i lort. Og det er Beautiful Boy også. Men den er også en rå renselse.

’Beautiful Boy’. Instruktion: Felix van Groeningen. Manuskript: Felix van Groeningen og Luke Davies. Amerikansk (Biografer landet over).

Unge Elio (Timothée Chalamet) og den noget ældre Oliver (Armie Hammer) forelsker sig i Luca Guadagninos betagende ’Call Me by Your Name’. Foto: UIP
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu