Mens jeg har læst Henrik Ydes Martin Andersen Nexø-biografi i coffee table book-facon, med skinnende bogsider og et helt uoverskueligt antal noter, har jeg tænkt over, hvad Nexø har betydet i mit eget læseliv. Svaret er ’ikke så lidt’, og jeg vil mene, at betydningen også kan sige lidt om, hvilken slags forfatter Martin Andersen Nexø var og måske stadig er. Og lidt om, hvad der kan ligge i ord som arbejderlitteratur, proletarforfatter og det folkelige gennembrud. Sammen med Hans Scherfig, Hans Kirk, Morten Nielsen, Tove Ditlevsen og Dea Trier Mørch var Nexøs bøger lig med litteratur, mens jeg voksede op.
Det var de forfattere, mine forældre, der begge har gået syv år i skole, og begge begyndte at arbejde allerede som børn, læste og fortalte om. Litteratur var altså i mange år for mig kamp og politik, uden at vi vist kaldte bøgerne for arbejderlitteratur eller Nexø for proletarforfatter. Jeg fik derimod at vide, at Nexø var en fantastisk menneskeskildrer. Han skrev ikke om gode og onde, han skildrede mennesker, hed det.
Henrik Yde: ’Nexø’.
Det passer utrolig fint sammen med det citat fra Nexøs forord til 1906-udgaven af Pelle Erobreren, som Yde gengiver, hvori forfatteren »programmatisk skriver«, at værket skulle blive »en Bog om Proletaren – altsaa om Mennesket selv«.
For egen regning (ikke Ydes) kan jeg få øje på den nuancerede menneskeskildring i købmanden med pengene, der piner den fattige mands hest uden at denne protesterer i Ditte menneskebarn, men som man får ondt af, da han senere skyder sig selv med et jagtgevær. Eller Pelles far i Pelle Erobreren, der er en god og kærlig Lassefar over for sin dreng, men er fordomsfuld over for jøder. Forvalteren er ’jude’ advarer han Pelle om, »og det var jo juderne, som korsfæstede Kristus« og en jøde, »som snød Mor Bengta for hendes vakre hår«.
Nexø samlede på ismer og anskuelser
Proletaren som mennesket selv er en god figur at tage med sig igennem Nexøs værker. Yde karakteriserer ham videre som et kompleks af ideologiske ismer, kommunisme naturligvis, men inden den grundtvigianismen, og Ydes store pointe er, at Nexø i lige så høj grad var grundtvigianer som kommunist.
Det grundtvigske hænger sammen med højskoleophold på først Bornholm og så på Askov Højskole, hvortil Nexø ankom en aften den 3. november 1891 »fremmed og forlegen«, som han langt senere skrev i sine Erindringer. Også højskolemennesket Johan Borup følte Nexø sig tæt på. Yde citerer fra et brev fra Borup til Nexø fra sommeren 1929 (og som biograf er Yde over alt en formidabel citatfinder): »Er det dog ikke mærkeligt, at to Mennesker som vi kan være saa forskelligt opvoksede, paavirkede, udstyrede, og dog saa ens indstillede. Ofte naar jeg taler med mine Elever, og ikke blot om Litteratur men om alt hvad der findes mellem Himmel og Jord, fornemmer jeg, at vi staar sammen. Vi staar sammen, fordi vi, jeg, jeg ved virkelig ikke hvordan det gaar til.«
Nej, alt skal og kan ikke forklares, nogle gange er det nok bare at bide mærke i noget. Nexø samlede på ismer og anskuelser i stedet for at afgrænse dem. Han blev tidligt præsenteret for forskellige ideologier, skriver Yde. Darwinisme via botanikeren og digteren J.P. Jacobsens introduktion af Darwins udviklingslære, nihilismen nåede Nexø også at samle op. Nexøs lærer på Askov, fysikeren Poul la Cour fik det hele til at hænge sammen, fordi han kunne »spænde over ørstedsk romantik, bibelfundamentalistisk kristendom, industrialismens tekniske rationalitet og grundtvigsk folkelighed«.
Nexø mente, at højskolebevægelsen og arbejderbevægelsen burde være allierede, og i sine værker brugte han løs af det forråd af landbokulturens folklore, han havde med sig. Læg også mærke til alle de sangbidder og det gadesprog, som Nexø indsmuglede i sine værker.
Man kan stoppe op ved ordet ’menneskebarn’, der er et meget fint eksempel på, hvordan Nexø tog fra mange hylder som forfatter. Ditte er ifølge Yde en søster til Don Quijote, som Nexø var ganske optaget af og også oversatte uddrag fra. Hverken Don Quijote eller Ditte dømmer fordrukne småsvindlere og tugthusfanger. De hjælper dem. Oveni skriver Yde om tilnavnet ’menneskebarn’, at det kommer fra Salmernes Bog 8,5 og Hebræerbrevet 2,6, og Jesus kaldte jo ofte sig selv for ’menneskesønnen’.
Men, som Yde peger på, er Ditte søster til flere skønlitterære skikkelser ud over Don Quijote. Fantine fra Victor Hugos Les Misérables er endnu en. Fantine og Ditte er to versioner af mater dolores (’smertens moder’). Dostojevskijs Fyrst Mysjkin i Idioten er Ditte også søster til.
Yde fremhæver den sidste sætning i romanværket: »Naaede hun at blødgøre Hjærter?« og skriver, at det ifølge Dostojevskij også var »hovedpointen i Cervantes’ Don Quijote såvel som i hans egen Idioten. Alle tre romaners sigte er at fremstille det gode menneske, og alle viser de, hvorledes dette gode menneske – som i den kristne passionshistorie – går til grunde i en uforstående omverden.« (Og her kan jeg godt høre, at det karambolerer med min barndomslære om Nexø som skildrer af mennesker, ikke af gode og onde, men det må jeg forklare mig ud af en anden dag).
Og så er Ditte naturligvis lillesøster til Pelle Erobreren, som Nexø dedikerede til »mesteren Henrik Pontoppidan«, og her er endnu et litterært slægtskab så introduceret.
»Nexøs visionære storværk«, som Yde kalder Pelle-bogen, blev skrevet med Lykke-Per som den direkte anledning. Nexø læste den, og »saa spyttede jeg i næverne og tog fat«, som han selv formulerede det. Men Nexøs optimistiske værk, hans utopia, har også en forløber i et af hans egne værker, nemlig Soldage fra 1903, som Yde fremhæver som et af hovedværkerne, hvori digteren Morten vil skrive en bog om solen, ’Solmennesker’, »og om det der sejrer […] Den skal hedde Pelle Erobreren!«
Proletarforfatteren
Værkernes tilblivelseshistorier optager Yde. Når biografen sammenstiller citater og udpeger ligheder mellem Nexø og de forfattere, han læste, bliver biografien til mere end kvalificerede gisninger og høvlspåner fra værkstedet, værkerne vokser.
Men med Ydes biografi bliver det også tydeligt for mig, hvor begrænset biografien er som genre i forhold til at udfolde et forfatterskab som sprogkunst. Det er vist ikke biografiens opgave at bevæge sig fra det generelle niveau, som ideologierne i sagens natur befinder sig på, til at indfange de specifikke æstetiske kvaliteter ved et forfatterskab, men derfor kan jeg godt savne det.
For mig er der stor forskel på tilblivelseshistorien om, hvordan Ditte fik sit tilnavn, som er et eksempel på den læsning, der er gået forud for et værk, og så tilblivelseshistorier om, hvordan forfatterens møde med en pukkelrygget kvinde til en fest og en gammel bondekone på en rejse blev til den og den fortælling. Man bliver ikke klogere på selve den kunstneriske skabelsesproces af den slags, og det er også synd for realismen at blive beskrevet, som om man kan hælde virkelige oplevelser med bondekoner og pukkelryggede over på papiret.
Jeg kunne have drømt om, at Yde var blevet lidt ved et citat af Thomas Bredsdorff, som han gengiver, og som i mine øjne er en spændende karakteristik af Nexø som forfatter: »De bøger er så enkle, at de paradoksalt nok er svære at læse.« Ligesom jeg kunne drømme om en udfoldelse af et citat af Tom Kristensen fra en anmeldelse, hvor han kalder Nexøs værk for »kunst og propaganda i et«.
Men det er, som om der bor en tør akademiker i Yde, der ikke vil give licens til at bekende kulør og lade sig rive med af stoffet. Jeg fornemmer f.eks., at Alfonso M. fra Soldage er en spændende personage. Det tror jeg også Yde synes, for han har opsøgt hans familie (!), men hvad får vi? Knastørre facts om den virkelige Alfonso: at han ikke røg, hvor han boede osv.
Nexø oplevede begge verdenskrige, Anden Internationale, han gjorde modstand mod fascismen og rejste i Sovjet. Han var eksileret i Sverige og Tyskland. Alt i forfatterens liv er knyttet til det politiske lag. Da han blev skilt fra Grethe (kone nr. to), skrev hun stadig med »kammeratlig hilsen« i brevene til Martin og hans nye kone. Og da en gruppe i første halvdel af 1900-tallet igangsatte en aktion, for at Nexø skulle få Nobelprisen i litteratur, havde det også at gøre med den voksende nazisme.
At give prisen til proletarforfatteren ville være en politisk markering. Alt det fortæller biografien, og det er selvfølgelig en bedrift. Men vægten er på ’den berømte proletarforfatters’ liv og værk som data, ikke på sprogkunstneren Nexø.
Henrik Yde: ’Nexø’. Lindhardt og Ringhof, 560 sider, 500 kroner
