Læsetid: 4 min.

Niels Lyngsø tog på ’silent retreat’ og skrev en sjov bog om det

Meditationens ironman. Således omtales det vipassana-kursus som forfatteren Niels Lyngsø ti dage i ’ædel tavshed’ deltog i. Det var hårdt, men han kom ud med en ny forståelse af tilværelsen, psykologisk, filosofisk og spirituelt
Forfatteren Niels Lyngsø satte sig for at gennemføre ’meditationens ironman’: Ti timers daglig meditation i ti dage, uden at man må tale med sine medmennesker eller omverdenen.

Forfatteren Niels Lyngsø satte sig for at gennemføre ’meditationens ironman’: Ti timers daglig meditation i ti dage, uden at man må tale med sine medmennesker eller omverdenen.

Stine Bidstrup

11. januar 2019

Nogle bøger er sværere at anmelde end andre. Niels Lyngsøs: Ti dages stilhed hører til de svære, fordi man mest har lyst til at gentage alt, hvad der står i den.

Lyngsø beskriver, hvordan han lærte en særlig meditationsform, vipassana-meditation, hvor man sidder stille i tavshed med benene over kors, mærker sin vejrtrækning og kroppens overflade fra toppen af hovedet til nederste lilletå og op igen. Og ned igen. Og op igen, til gongongen ringer. Ti timer om dagen i ti dage, uden at tale.

I begyndelsen mærker Lyngsø intet ud over kroppens værken af den langvarige stillesidden, men mod slutningen af retreatet kan han, så længe han er i stand til at forholde sig nysgerrigt undersøgende, opløse selv en smertefølelse i vibrationer i forskellige hastigheder og intensiteter – det, vi dybest set består af, og som observationen af kroppens overflade skal tjene til.

Respekt

Jeg skylder vel at fortælle, at jeg selv har været på det samme vipassana-retreat for 15 år siden, og siden har dyrket denne meditationsform (om end med afbrydelser). Derfor er der meget i beskrivelserne, jeg føler mig kongenial med, hvorfor man kan mene, at jeg er forudindtaget som anmelder.

Men på den anden side er jeg i stand til at værdsætte dybden og den indsigt, Lyngsø videreformidler sine erkendelser med, og dér har jeg selv fået uddybet og genopfrisket en del. Han er gået til sagen med en seriøsitet og en selvindsigt, som aftvinger respekt, men som vipassana-meditation på den anden side i sig selv fremmer og udvikler.

Jeg genkender også den indledende følelse af akavethed i omgangen med mennesker, som man hverken kan tale med, røre ved eller have øjenkontakt med. Niels Lyngsøs spekulationer over, hvad hans værelseskammerat vil mene om, at han åbner vinduet, når de skal sove, har jeg selv haft. Jeg endte med bare at åbne det: Hvis mine to roommates ville have det lukket, måtte de lukke det!

Pælesidning

Bogen indledes med en præsentation af forfatterens motivation for at tage på silent retreat. Vi får alle reservationerne, plus tilståelsen af, at han hurtigt opdager, han fuldstændig har misforstået, hvad meditation går ud på.

Det er en erkendelse, der indfinder sig nogle gange undervejs, hver gang han indser nye fejltagelser og opdager nyt om bevidsthed, sindsligevægt eller om sine egne fordomme. Kosteligt er det, hvor han efter et par dage i en krop, der smerter af stillesidning, indser, at det, han har bedrevet, ikke er meditation, men pælesidning. »Protestantisk selvpineri.«

Gennem seancerne følger vi hans voksende indsigt i egoets opførsel, »det indre kommentarspor«, »den indre befalingsmand«, som kommer efter ham, og hans gengivelser af de affekter, der ophidset strides med hinanden, er stærkt underholdende.

»Det var som en ufrivillig liveblog fra de oprørte vande i mit indre. Aggressive kommentarer blev imødegået af defensive kommentarer – og nye kommentarer om at jeg da for fanden skulle holde min kæft med de kommentarer.«

Socialangst, mindreværd og bedreværd, aggression, misundelse, længsel og afsky – alt sammen gennemspiller egoet som »en melodramatisk og selvcentreret forestilling der blev opført i døgndrift i mit sind«. Og indsigten i hans ’fisefornemme ego’ vokser.

Noget man gør

Efter relativt få dage oplever han pludselig, at alting indeni tier: Der er tomt.

»At kalde noget ubeskriveligt er en falliterklæring for en forfatter, og jeg erklærer mig herved komplet bankerot, for det jeg oplevede, var og er uden for sproget,« skriver han. Men aldrig i sit liv har han oplevet noget så fredfyldt.

(Det har jeg aldrig oplevet.)

Oplevelsen gentager sig ikke, men afkaster en vigtig erfaring om de poler, der skal undgås, hvis sindsligevægten skal bevares: craving og aversion. Mediterer man for at opnå en salighedstilstand, er egoet i gang med endnu en craving, og sindsligevægten et pist væk.

Det er en vigtig pointe, at erkendelserne ikke er et resultat af tankevirksomhed, men af praksis. Meditation er noget, man gør, det er en sindspraksis, ikke en intellektuel øvelse. Lyngsø erfarer, at kroppen ikke kan lyve, men også at de ’knuder’, ’sankharaer’, der har lagret sig igennem livet opløses, hvert øjeblik det lykkes at undgå at reagere, undgå at generere en ny sankhara. Så vil en gammel sankhara stige op i bevidstheden, ledsaget af en kropsfornemmelse.

»Hvis man bevarer sin sindsligevægt, vil den før eller siden opløse sig. I hvert eneste sindsligevægtige øjeblik renser man altså sig selv for gamle knuder.«

Hjerneforskningen

Ind imellem de afsnit, hvor praksiserfaringerne beskrives, optræder afsnit, der sammenligner disse med, hvad hjerneforskningen kan bidrage med. Her får vi blandt andet at vide, at amygdala, sædet for skræk og angst, skrumper, mens forreste del af pandelappen, der har at gøre med koncentration og opmærksomhed og rationalitet, bliver tykkere. Hjernen ænder sig af meditation.

I sidste instans udmunder det hele i spørgsmålet om, hvad bevidsthed er. Og erfaringen om, at dét kan man ikke tænke sig til, kun udforske i praksis.

Alle burde stifte bekendtskab med denne bog.

Niels Lyngsø: ’Ti dages stilhed – Et essay om bevidsthed og meditation’, Gyldendal, 192 sider, 200 kroner

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
  • Jørn Andersen
  • Randi Christiansen
  • Bo Stefan Nielsen
  • Arne Albatros Olsen
  • Carsten Mortensen
  • ingemaje lange
  • Gert Hansen
Niels-Simon Larsen, Jørn Andersen, Randi Christiansen, Bo Stefan Nielsen, Arne Albatros Olsen, Carsten Mortensen, ingemaje lange og Gert Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er buddhist men ikke selv pinerisk-tror jeg og vil det ikke. En af mine buddhistvenner har været igennem også og for ham var det værste den manglende mulighed for at tale sammen.
Jeg skulleeller skal ikke nyde noget. Men artiklen fortæller tydeligt det som min gruppeven også beskrev.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Det er en vigtig pointe, at erkendelserne ikke er et resultat af tankevirksomhed, men af praksis. Meditation er noget, man gør, det er en sindspraksis, ikke en intellektuel øvelse”.

Det lyder som et interessant værk, Niels Lyngsøe har skrevet, et værk som de fleste læsere, med en portion kritisk eftertanke, vil kunne lære meget af.

Til gengæld mangler jeg i anmeldelsen en kritisk, især filosofisk og psykologisk, distance til værket.

Det er noget af en påstand, at erkendelser ikke er et resultat af tankevirksomhed, men af praksis. Der er vel i stedet, i høj grad, tale om et ”både – og”.

De forskellige former for meditationspraksis er ikke kun et resultat af et ”her og nu”, men udviklet i en kulturel sammenhæng, og de har under deres mangeårige udvikling, ofte århundreder, været forstået og forklaret ud fra det, vi i et moderne vestligt samfund vil betegne som religiøse, filosofiske og psykologiske opfattelser.

Også selv om det konkrete forløb, som Niels Lyngsøe deltog i, strakte sig over et forløb på 1o dage.

Forinden har han også brugt tid på, i et vist omfang, at sætte sig ind i, hvad det egentlig var, han gik ind til, og efterfølgende, frem til aflevering af manuskriptet hos forlæggeren, gjort sig en række tanker om, hvad det er, han har været igennem. Tanker, der indebærer forståelse og forklaring af egne oplevelser og refleksioner undervejs.

På den baggrund må det, fra en anmelders side, også være relevant at inddrage et kritisk spørgsmål om, i hvilket omfang de erhvervede erkendelser kan være et resultat af selvopfyldende profeti og suggestion i forhold til forventninger.

Hos anmelderen optræder en række begreber og forestillinger af filosofisk og psykologisk karakter, knyttet til meditation generelt og til den nævnte særlige meditationsform, enten hentet i værket eller givet som et supplement ud fra egen forståelse og forklaring (hvad der er hvad, er undertiden uklart).

Spørgsmålet om, hvad bevidsthed er, er væsentligt, og det er klart, at man ikke kan tænke sig til det uden forskellige former for praksis, men lige så rigtigt må det være, at det ikke kan udforskes i praksis uden efterfølgende omtanke formuleret som erkendelse af religiøs, filosofisk og psykologisk karakter.

Så langt som man nu kan komme med brug af sproget og kunsten.

Jeg erindrer en anekdote fra min studietid i filosofi, fortalt af David Favrholdt, om en antropolog, der blev sendt ud for at udforske en såkaldt primitiv stamme.

Såvel rapporterne fra først og andet besøg hos stammen blev efter hjemkomsten underkendt med den faglige begrundelse, at forskeren ikke i tilstrækkelig grad havde taget del i det praktiske liv hos stammen og forsøgt at forstå den ”indefra”, men kun havde foretaget ”udvendige” beskrivelser af stammens liv.

Efter tredje besøg vendte forskeren ikke tilbage. En undersøgelse blev iværksat, og han blev nu fundet, som et aktivt medlem af stammen. Han nægtede at tage med tilbage, for det liv, han nu levede, anså han for langt mere værdifuldt end det liv, han havde forladt.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
” I sidste instans udmunder det hele i spørgsmålet om, hvad bevidsthed er. Og erfaringen om, at dét kan man ikke tænke sig til, kun udforske i praksis.”

Vel vidende, at Niels Lyngsøe har kendskab til Gilles Deleuzes og Félix Guattaris tænkning, i og med at han er oversætter af ”Tusind Plateauer - Kapitalisme og Skizofreni” (2005), finder jeg det relevant at fremhæve en parallel mellem Gilles Deleuzes og Félix Guattaris procesfilosofiske tilgang til bevidsthed og buddhistisk tænkning.

Dette uddybes for eventuelle interesserede i Psyke & Logos (2011, årg. 32 nr. 1) temanummer om mindfulness og meditation i en artikel af Bronwyn Davies.

Som der bl.a. står i tidsskriftets præsentation af artiklen: ” The inter-related areas I will etplore in this paper, in which deleuzian scholars and buddhist thinkerslpractitioners can fruitfully be put in dialogue with each other, include abandoning the self-as-entity or ego, resisting the pull of binary thinking, and the interconnectedness of being”.
https://tidsskrift.dk/psyke/article/view/8792

Arne Albatros Olsen

10 dage er lidt hard core , og kun for øvede med et vis terapeutisk selvindsigt.
Men prøv dog at gøre det bare en weekend, og du vil bliver forbavset over al den energi, som bliver tilovers bare, fordi du ikke taler med nogen og meditere.

Bo Stefan Nielsen

Tak for denne anmeldelse. Jeg har til gode at prøve Vipassana, men istemmer anbefalingen af stilhed og meditation. Jeg tror virkelig, vi har brug for det, ikke kun som en spirituel praksis, men også som et tiltrængt helle fra informationsbombardementet.

Niels-Simon Larsen, Karin Hansen, Arne Albatros Olsen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Det burde ikke kræve ti dages pælesidning (det kan ikke være sundt for kroppens funktionalitet) at blive opmærksom på den indre ottesporede motorvej af tanker og derefter foretage det rationelle valg, at det har man hverken tid eller lyst til at deltage i. Alle disse selvkørende tanker må passe sig selv, mens man fokuserer sin opmærksomhed, sin bevidsthed, på udvalgte områder og efter eget valg, tid og sted.

Det forholder sig jo så udmærket, at man kan meditere overalt. Øvelse gør mester, og tankerne ligger konstant på lur for at overfalde dig i uopmærksomme øjeblikke. Det er derfor en god ide at indføre en praksis i sit liv, hvor man øver sig i indre opmærksomhed og valgfrihed.

Niels-Simon Larsen, Viggo Okholm, Karin Hansen og Annika Rasmussen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

En praksis, som alle, der kapitaliserer på din (u)opmærksomhed, gør alt for at forhindre. Vågne mennesker er svære at snyde - 'and it's a jungle out there'.

Arne Albatros Olsen

Jeg vil faktisk anbefale enhver med terapeutisk selvindsigt og en meditations praksis at tage et silent retreat på 5 . 7 eller 10 dage. Opholdet vil give en sublimt forståelse for. hvordan det diskrimerede sind virker. Med andre ord at forstå den projektionsdannelse, som finder sted i din egen psyke, fordi hele din bevidsthed vil blive hensat til en slags ubevidst "gæringsproces", som vil bringe en masse uforløst materiale op til bevidsthedens overflade.

Men vær klar over at det kan være en meget voldsom proces for nogle, og at det skal som et minimum være en supervisor til stede, som man kan tale med ,hvis man vil få behov for det.

Jeg har selv været der, skal jeg hilse og sige.

Niels-Simon Larsen

Jeg har længe tænkt over at deltage i sådant et kursus, og nu har jeg gjort det. Siden i sommer har jeg mediteret dagligt og fundet stor balance i det.

Jeg har besluttet ikke at diskutere med lederen, hvad der let kunne falde mig ind. Det har flere årsager. Dels vil det forstyrre processen, og dels vil jeg kunne stille spørgsmål, der ikke er til at svare på, og hvorfor skulle jeg det? Det bedste, jeg har gjort i den forbindelse, er at læse Befrielsens juvel, Forlaget Løvens brøl, Gampopas beskrivelse fra 1100-tallet. Har introduceres man i, hvad Buddhas læse består af.

Aktuelle spørgsmål om, hvorfor det ikke er buddhisterne, der har opfundet velfærdsstaten, eller hvorfor så mange mennesker underkaster sig idiotiske guruer, må man selv finde svar på. På nettet er der torturberetninger om kurset i Sverige med Goenka, Hararis lærer. Og så stod jeg der igen med en guru, som nogle betragtede som torturofficer, men som andre fandt helbredelse ved.

Arne Albatros Olsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Mænd bliver nødt til at finde på noget der kan matche kvindens evne til at føde børn. Alt dette og pælesidning med er et bud.