Læsetid: 4 min.

Onelinermættede digte om de former, et privilegium kan antage

Molly Balsbys debutdigtsamling kombinerer hestekitsch med privilegietjek i en beskrivelse af sorg og kærlighed, som er bedst, når den er hidsigst
4. januar 2019

Med titlen på sin digtsamling – Ponyprivilegiet – leverer debutanten Molly Balsby (f. 1993) et nyttigt nyt ord til alle, der står og mangler en præcis betegnelse for den manøvre at udnytte sine »svagheder til en fordel«, idet man er »cute og hardcore på samme tid«.

Sådan bliver begrebet ponyprivilegium defineret i digtsamlingens første og mest fyndige digt, som i øvrigt munder ud i det, der må gælde for bogens slogan:

»Hyp hyp motherfuckers
Hyp hyp!«.

Denne cute og hardcore, kulrede og aggressive opfordring er også trykt med sølvskrift på bagsiden af bogen, hvis omslag udgøres af et affotograferet lyserødt, skinnende satin. Balsby har en herlig aggression kørende for sig.

Ponyprivilegiet er også, når jeget undskylder sig selv eller nedgør sine egne bedrifter og siger:

»jeg har bare skrevet denne her lillebitte bog om heste«.

Ponyprivilegiet er beslægtet med gammeldags kvindelist, hvor man får sin vilje gennem udspekuleret udøvelse af underdanighed, eller med Balsbys ord bruger »afmagten som en magt«.

Molly Balsby: ’Ponyprivilegiet’

Begrebet bliver den prisme, som den gennemgående jegfigur bruger til at se på sin egen måde at være i verden på som ung kvinde og indehaver af en såkaldt ponykrop, der i modsætning til hestens ikke udmærker sig ved at være nyttig, men ved at være nuttet.

Ponyprivilegiets anfægtede jegfigur er ikke alene i verden. Samlingens tredje digt introducerer et du, som stadig er der, men hun

»møder ham ikke længere
som sin næste«

og en far, som var der, men er død nu.

Så er de på banen, og det bliver de ved med at være, for det er forholdet til dem, der bliver oprullet i digtsamlingens fire afsnit, ’Ponyprivilegiet’, ’Dødens grammatik’, ’Lilla Älskling’ og ’Undone’.

Et ret traditionelt forløb for (især en debut)digtsamling. Bogen tager den formative sorg over farens fravær (først som eksildansker i Kenya, siden som død) og et nyligt overstået kærlighedsforhold under behandling og får undervejs slået fast, at »kærligheden er det største privilegium«.

Privilegier er (sammen med kitschede pony- og hestebilleder) digtsamlingens gennemgående fokuspunkt ud over poesihistoriens to store fede hovedbeskæftigelser sorg og kærlighed. Mens bogens unge, følsomme og dejligt iltre jegfigur taler om sin far og om sin flamme, foretager hun hele tiden et privilegietjek af sin egen situation og sine relationer til resten af verden.

At tjekke sine privilegier er et amerikansk importeret, tidstypisk udtryk for en selvkritisk disciplin, der skal forhindre en i at udtale sig eller opføre sig som en forkælet (eller med et mere tidstypisk ord: privilegieblind) ignorant, der tror, at alle mennesker har præcis samme muligheder.

Balsby skriver skarpe kontante onelinere om privilegier, når hun for eksempel beskriver sin fars livsvalg sådan her: 

»Han flyttede til Kenya for at genvinde sine privilegier blandt de uprivilegerede.
Når man først har vænnet sig til at være privilegeret
føles lighed som undertrykkelse.«

I de digte, der handler om den gamle flamme, som har haft selvmordstanker, virker privilegietjekket mere påklistret og sekundært i forhold til den blotte beskrivelse af en først fin og så falmet måde at være sammen på. Linjer som:

»Det er privilegeret at leve
Det er privilegeret selv at kunne vælge at dø« giver indtryk af, at det meste kan kaldes for et privilegium, hvis det er det, man vil.

Interessen for, hvem der har hvilke privilegier hvornår er også et udtryk for en indignation, der rækker ud over de to mere eller mindre nære forhold til faren og til kæresten, som udgør bogens handlingsspor. Den indignation kvalificeres altså kun nogle gange af analytisk skarphed, men næsten hele tiden af tydelig temperamentsfuldhed. Og her (som så mange andre steder) er tydeligt temperament plus skarp selvironisk sans lig med en humor, som er bogens største force.   

I et af de svagere digte (der kan kendes på, at de er melankolske frem for bistre) står det elskede og begærede du på en altan og ser på måger, som han på fortænkt vis beskriver som »forstenede fjermaskiner«. Det bliver man ikke klogere af, men det er alligevel okay, viser det sig, fordi det ungfølsomme, højstemte digt fungerer som oplæg til et digt længere henne i bogen, på den anden side af bruddet med mågekiggeren, hvor jeget fra selv samme altan ser på en måge, der ikke skal tro, den ejer hele himlen: 

»Nyd din tur rundt om solen sammen med os andre
Mågeidiot.« 

Et andet humoristisk højdepunkt i Ponyprivilegiet er, når jeget konstaterer, at hun i mange år har misforstået, hvad Anne Linnet synger i sin sang »Du drømmer«.

 »Du har grund til at smile, ikke til at græde« er i hendes hoved blevet til »Du har grund til at smile, pligt til at græde«. Til opdagelsen af den misforståelse skriver Balsby: 

»men ak, for sent!
Nu er det min poetik«.

Lidt krukket, men allermest sjovt. Især på baggrund af den beskrivelse af kærlighed og sorg, der ellers fylder i bogen, og som er værd at tage alvorligt.

Molly Balsby: ’Ponyprivilegiet’. Basilisk. 76 sider. 200 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu