Læsetid: 6 min.

Orhan Pamuks nye roman er en generøs indgang til hans egen verdenslitteratur

Den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk har skrevet en vidunderlig spændingsroman om mødet mellem to myter og en ung mands kamp for at finde en far
»Nutiden bliver hos Pamuk gennemtrængt af fornemmelsen af alt det, der er tabt, og fortiden bliver nærværende som en skæbne, vi først opdager, når det hele er slut.« skriver Rune Lykkeberg.

»Nutiden bliver hos Pamuk gennemtrængt af fornemmelsen af alt det, der er tabt, og fortiden bliver nærværende som en skæbne, vi først opdager, når det hele er slut.« skriver Rune Lykkeberg.

Spencer Platt

1. februar 2019

Orhan Pamuk skriver en slags verdenslitteratur, som ingen andre mig bekendt skriver i dag. Østen og Vesten bliver i hans romaner flettet sammen på en måde, så vi opdager, at vi alle er vestlige og østlige. Civilisationernes sammenstød finder sted i hvert enkelt menneske, og derfor er menneskene ikke adskilt af civilisationer, men kan træde ind og ud af de samme fortællinger. Det er enkelt.

Myter og realiteter knyttes hos Pamuk sammen, så vi forstår, at myterne kun er blevet myter, fordi de afdækker vores genkommende virkelige dramaer, og realiteterne kun kan overskues gennem de gamle fortællinger. Nutiden bliver hos Pamuk gennemtrængt af fornemmelsen af alt det, der er tabt, og fortiden bliver nærværende som en skæbne, vi først opdager, når det hele er slut.

Det lyder som abstrakt litteratur, men den er forbundet med et bestemt sted: Istanbul, som er navnet på Pamuks selvbiografi, scene for hans fiktioner og det sted, forfatteren har levet mere eller mindre hele sit liv og selv siger, at han vil dø. Og Pamuks bøger er altid fortællinger om mennesker, hvis liv vi følger som dramaer, når de forsvinder i Istanbuls labyrintiske gader, fortaber sig i den turbulente trafik og kæmper for at finde deres egen plads mellem fædre og sønner, mødre og døtre, forventninger og realiteter. Mellem det gamle Tyrkiet, de blev født ind i, og den nye verden, som de altid er kommet for sent til at være med til at forme.

En genkendelig myte

Det er en helt anden verden, der åbner sig i den 66-årige nobelprismodtager Orhan Pamuks bøger. Men vi genkender menneskene og mønstrene, når vi bagefter går ned i Superbrugsen på Halmtorvet for at købe toiletpapir og toastbrød. Det er vores verden, som er blevet større.

Således også i Pamuks roman Den rødhårede kvinde fra 2016, der nu i Leyla Tamers fine oversættelse fra tyrkisk udkommer på dansk, hvor en kvinde forklarer fortælleren, hvordan han skal skrive: »Din bog,« siger hun til ham, »skal være både oprigtig og eventyrlig. Den må være ægte som en historie fra det virkelige liv og så genkendelig som en myte. Så vil det ikke kun være dommeren, som forstår dig, men alle«.

Det, hun forklarer fortælleren i bogen, er også en programerklæring for Pamuks egen litteratur.

Men Pamuk har i sine seneste to bøger eksperimenteret med en ny stil. Hans gamle bøger var skrevet i lange komplicerede sætningsforløb, som myldrede med tanker, minder, associationer, indtryk og blikke. De rette linjer og faste rammer, som holder verden på plads, blev opløst i hans sætninger, og vores almindelige billeder af virkeligheden blev visket ud i et virvar af indskud, tilføjelser og kroppe. Disse bøger er skrevet i cirkler og buer, som skaber deres egen skønhed.

Men som sagt er Pamuks nye bøger, Dette fremmede i mig og Den rødhårede kvinde, skrevet let og direkte, som om det var mundtlige fortællinger. Den sene Orhan Pamuk har genopfundet sig selv. Og hans nye bøger er blevet overraskende bestsellere i Tyrkiet og har nået flere hundrede tusinde læsere.

Dramaet i Den rødhårede kvinde slås an i åbningen: »Egentlig ønskede jeg at være forfatter. Men begivenhederne, som jeg vil fortælle om, førte til, at jeg blev geotekniker og entreprenør. Mine læsere må ikke tro, at hændelserne er overståede og hører fortiden til, fordi jeg begynder at fortælle min historie. Tværtimod, jo mere jeg husker, desto mere træder jeg ind i dem. Derfor føler jeg, at også I vil blive revet med af hemmelighederne, der gemmer sig bag det at være far og det at være søn.«

Orhan Pamuk: ’Den rødhårede kvinde’.

Gucca

Den er henvendt direkte til læserne, så vi forstår, at hans forestillinger om, hvordan hans liv skulle have været, blev knust af begivenhederne. Vi lærer også, at fortællinger og virkelighed ikke er absolut adskilte, men griber ind i hinanden, så vi ikke kan være sikre på, hvad vi skal tro. Og det hele handler om forholdet mellem fædre og sønner.

Faderskab og traditioner

Cem bliver som ung mand forladt af sin far, som var en smuk mand, politisk aktivist og havde sit eget apotek. Men en dag forsvandt han fra familien, og moren tvang Cem til at tage manuelt arbejde, så han selv kunne spare op til sine universitetsstudier.

Cem får job hos en gammel brøndgraver, mester Mahmut, som engagerer ham til at udgrave en brønd til nye bebyggelser uden for Istanbul. Mahmut er en mand af den gamle verden, som skulle have særlige evner til at mærke, hvor man skal grave efter vand, og som behersker det traditionelle håndværk.

De to arbejder i dagevis på at grave sig ned til vandet. Men de støder på klippegrund, arbejdet trækker ud og de overskrider deres tidsplaner. Men de to giver ikke op. De udvikler deres egne rutiner sammen, når de henter tobak til mester, drikker te i den nærliggende landsby, og går samme tur hver aften. Mahmut kalder Cem for »lille herre«, fordi han kommer fra et uddannet hjem, men han lærer ham også det gamle håndværk og disciplinerer ham som arbejdskraft. Mahmut tager sig af Cem med en omsorg, som han ikke oplevede fra sin egen far. De to fortæller hinanden historier om livet om aftenen, når de sidder under åben himmel, inden de skal sove i det telt, som er deres midlertidige bopæl.

Det er på den ene side en realistisk fortælling om en ældre mand og en yngre mand, som skal udføre et stykke arbejde sammen. Men det er på den anden side også en mytologisk historie om, hvordan to mænd graver sig dybere og dybere ned i jorden for at finde vand og bliver forbundet som fader og søn.

Mahmut beder en aften Cem, om han ikke vil fortælle en historie. Og Cem kan ikke komme i tanker om andre end Sofokles’ tragedie om Kong Ødipus, der uden at vide det kom til at gifte sig med sin mor og dræbe sin far. Den historie kan Mahmut ikke lide.

Inde i landsbyen ser Cem en aften en smuk rødhåret kvinde, som er noget ældre end ham. Han kredser omkring hende, drømmer om hende og forestiller sig, hvordan han vil erobre hende. Han bliver besat af hende. Hun inviterer ham til en forestilling på det omrejsende teater i byen, hvor hun arbejder. Han bliver stærkt bevæget over teatrets fortolkning af den persiske digter Ferdousis historie, om hvordan faderen Rostam slår sin søn Sohrab ihjel.

Han fortæller sin historie til den rødhårede kvinde, som belærer ham: »Find dig en anden far. Vi har mange fædre i dette land: statsfader, hudfader, mafiafader … Ingen her kan leve uden en far.« Det er en moderne indsigt, fordi fædre bliver til noget, man selv skaber som barn. Men det er også et mytisk vilkår, som Cem bliver besat af. 

De to fortællinger, Sofokles’ græske tragedie om sønnen, der dræber sin far og den persiske legende om faren, der dræber sin søn, bliver til motiver gennem hele Cems liv. Man kan ikke leve uden en far. Men i den vestlige tradition er faren en, man gør op med, og i den østlige tradition er faren en autoritet, man bliver nedbrudt af. Og begge opdager først, når de har gjort det, at de har ødelagt den anden. Dette sammenstød mellem to fortællinger bestemmer den unge mands oplevelse af verden og bliver til Cems eksistentielle kamp.

Og det bliver i Den rødhårede kvinde foldet ud som en mesterlig spændingsroman, hvor indsatserne stiger med uvisheden om, at intet er, hvad det giver sig ud for at være, og at alle relationer bliver farlige.

Sådan har de store temaer aldrig mødt hinanden før i Orhan Pamuks vidunderlige mytologiske realisme.

Orhan Pamuk: ’Den rødhårede kvinde’. Oversat af Leyla Tamer. Gyldendal. 256 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu