Orhan Pamuks nye roman er en generøs indgang til hans egen verdenslitteratur

Orhan Pamuk skriver en slags verdenslitteratur, som ingen andre mig bekendt skriver i dag. Østen og Vesten bliver i hans romaner flettet sammen på en måde, så vi opdager, at vi alle er vestlige og østlige. Civilisationernes sammenstød finder sted i hvert enkelt menneske, og derfor er menneskene ikke adskilt af civilisationer, men kan træde ind og ud af de samme fortællinger. Det er enkelt.

Myter og realiteter knyttes hos Pamuk sammen, så vi forstår, at myterne kun er blevet myter, fordi de afdækker vores genkommende virkelige dramaer, og realiteterne kun kan overskues gennem de gamle fortællinger. Nutiden bliver hos Pamuk gennemtrængt af fornemmelsen af alt det, der er tabt, og fortiden bliver nærværende som en skæbne, vi først opdager, når det hele er slut.