»Nu skal du ikke få gode ideer,« er det sidste, jeg hvisker til min 14-årige søn, da biografmørket sænker sig, og de første billeder af den Oscar-nominerede dokumentarfilm Free Solo indtager salen. Som familiens klatreekspert virkede det inden visningen som en strålende idé at tage ham med. Han kendte allerede friklatreren Alex Honnold og havde set hans TED Talk, da jeg nævnte muligheden for at komme med som klatrekritiker og hjælpe med at forklare de mere tekniske sider af sagen som kunsten at udføre en ’double dyno’.
Få minutter inde i filmen begynder jeg at fortryde, for måske puster en film som den her til den energi, der fik ham til at tage den over plankeværket i børnehaven og trave en tur på egen hånd, da han kedede sig på legepladsen. At klatre uden sikkerhedsliner som Honnold er de færreste mødres drøm om en sund hobby, så i mit stille sind ønsker jeg et øjeblik, at filmen er elendig, og Alex er en usympatisk og dumdristigt opmærksomhedssøgende thrill-seeker, så vi hurtigt kan afskrive ideen om nogensinde at gå i hans klatrespor.
Karakterstudie og klatrekunst
Da lyset bliver tændt, er vi imidlertid enige om, at filmen er fremragende og tegner et komplekst portræt af både fænomenet friklatring, Alex’ drøm om perfektion og det på mange måder problematiske projekt med at lave en film om en mand, der i flere sekvenser kan falde ud af framen til den sikre død. Og heldigvis lader filmens fascinationsværdi ikke umiddelbart til at være smittefarlig…
Min søn forklarer, at han godt kan forstå Alex, men han skal ikke selv nyde noget af at lege med livet på den måde. Lettelsen er stor, og i stedet for, at jeg i et lettere hysterisk toneleje skal bruge resten af dagen på at forklare mine reservationer over for at frisolosøge sig mod klippevægge, kan vi snakke om filmens mange kvaliteter.
For dem er der nok af i instruktørparret Elizabeth Chai Vasarhelyi og Jimmy Chins imponerende filmpræstation, som skiftevis tager os ind på livet af Alex og ud i Yosemite-nationalparkens storslåede landskaber.
Filmen præsenteres som fortællingen om Alex’ projekt med at blive den første til at friklatre op ad den godt 1.000 meter høje monumentale monolit El Capitan. Undervejs får filmskaberne imidlertid fortalt om meget andet, for de fulgte Alex gennem to år og vil også gerne introducere friklatring som fænomen – som desværre er præget af, at friklatrere sjældent når pensionsalderen, hvilket er med til at sætte Alex’ både fysisk og mentalt krævende ambitioner i relief.
Jagten på den grænsesøgende perfektion
Filmen følger de minutiøse forberedelser, mens Alex udtænker og afprøver den bedste rute mod toppen. Samtidig møder vi hans nye kæreste Sanni, som prøver at forstå hans passion for at udfordre grænserne. Alex er på morsom vis hudløst ærlig og laver først i filmen en rationel analyse af, at Sanni er sød og ikke alt for stor, så der er plads til hende i hans autocamper.
Forholdet udfordres, da de klatrer sammen, og hun ikke sikrer ham ordentligt. De kommer sig over faldet, og skildringen af deres forhold er en vigtig del af fortællingen om Alex og hans tilgang til verden. Vi møder også kort hans mor og får et indblik i en familie uden kram, præget af morens motto om, at ’næsten ikke er godt nok’.
Skiftene mellem klatreprojektet og privatlivet skaber god dynamik, og filmen prøver aldrig at overforklare Alex, mens han får udfordret sine krigerkultur-ideer om, at livet kun handler om at præstere. Som han siger, sker der ingenting, hvis man er glad og tryg. Han drives af at opleve det øjeblik, hvor alt føles perfekt, men han kender 30-40 klatrere, som ikke har overlevet den perfektionsjagt, og hans ønske om en ’low gravity day’ ændrer klang undervejs.
En filmisk tour de force
Alex’ projekt er nervepirrende, men filmens scoop er også den perfekt koreograferede filmplan for at følge ham på klippen. Det kræver minutiøs planlægning at filme, så man er helt tæt på uden at forstyrre. Ikke mindst i Yosemite, hvor droner ikke er tilladt.
Vasarhelyi og Chin er selv klatrere, som tidligere har lavet den roste klatredokumentar Meru. Til Free Solo fik de et godt budget af National Geographic og samlede et hold af erfarne klatrer-kameramænd, som hænger på klippen og filmer. En væsentlig del af filmens spænding kommer fra at føle med en kameramand på jorden, som er for nervøs til at kigge i søgeren, når Alex er på El Capitans sværeste strækninger.
Klarer han den eller ikke? Mange ved det på forhånd, og ellers er svaret kun en søgning væk. Lige meget om man ved det eller ej, er den velfortalte film spændende fra start til slut, og det er rørende at se glæden i Alex’ ansigt, mens han i en næsten uforståelig atletisk kraftpræstation arbejder sig opad.
Free Solo har været et hit i amerikanske biografer, fordi den ikke kun henvender sig til de særligt indviede eller adventurepublikummet. Man behøver ikke vide, hvad en ’double dyno’ er for at få en stor oplevelse. Og min teenager mener, at man roligt kan tage sine store børn med uden at frygte, at de soloklatrer på en klippevæg lige om lidt – men giv dem lige et kram bagefter …
’Free Solo’. Instruktion: Elizabeth Chai Vasarhelyi og Jimmy Chin. Amerikansk. Premiere i Grand Teatret, København, og udvalgte biografer i en begrænset periode.
