Læsetid: 4 min.

På Momentum er Océanes selvmord et udtryk for den europæiske ungdoms mismod

Med forestillingen ’16:29’, der henviser til det klokkeslæt, hvor den 18-årige Océana sprang ud foran et tog med mere end tusind seere som vidner, afslutter instruktør Anna Malzer sin trilogi om Neo-Europa. En fin afrunding af hendes år som kunstnerisk leder på teater Momentum i Odense, hvor hun med vekslende held har omskabt det dokumentariske til teaterfiktion
Til trods for sit smukke ydre er der intet glamourøst over Amira Jasmina Jensens portrættering af den franske Océane.

Til trods for sit smukke ydre er der intet glamourøst over Amira Jasmina Jensens portrættering af den franske Océane.

Daniel Buchwald

29. januar 2019

Hvordan tager man et ungt menneskes tragedie og forvandler det til teater? Kan det på samme tid være respektfuldt over for den afdøde og stadig interessant for de levende?

Instruktør Anna Malzer har ikke været bange for at tage svære emner op i sin periode som kunstnerisk leder på Momentum i Odense. Hendes seneste forestilling består af to separate værker spundet over samme tema, hvoraf det første er skrevet og instrueret af Anna Malzer selv. En monolog om en ung kvinde, der vælger at afslutte sit liv på utraditionel vis.

I maj 2016 begik den 18-årige franske Océane selvmord ved at springe ud foran et tog. Det spektakulære i hendes handling lå især i det faktum, at hun live-streamede den via det sociale medie Periscope, hvor over tusind følgere så med.

Océane var med sit livs sidste gerning en bizar firstmover. Da toget kørte ind på stationen kl. 16.29, fik verden sit første (men ikke sidste) livetransmitterede selvmord. Det er optakten til hendes selvmord, der er omdrejningspunktet for den cirka tre kvarter lange monolog på Momentum med skuespiller Amira Jasmina Jensen i rollen som Océane.

Neo-Europa som mismodets højborg

Alt er lyserødt. Som i en pastelfarvet Barbie-drøm. Gulvet, lyset, møblerne, de smukt draperede satingardiner på bagvæggen, radioen, tøjet og den smartphone, der holdes i en hånd med lange, pinklakerede negle.

Der er faktisk intet i scenografien, som ligner den virkelige Océanes lille etværelseslejlighed i Paris-forstaden Egly. Den polerede, voluminøse stil i scenografien står i skarp kontrast til fortællingens dystre budskab. Som en ironisk kommentar til det lidet glamourøse samfund, Océane var en del af.

Men det er heller ikke en 1:1 rekonstruktion af de virkelige begivenheder, instruktør og dramatiker Anna Malzer iscenesætter. Det er i langt højere grad et forsøg på at indfange essensen af Océanes handling. Af den grundlæggende stemning af mismod, der var – og stadig er – fremherskende i bydelen. Ikke mindst blandt den yngre generation, der ikke ser nogen form for fremtid for sig.

»Jeg har det som tusind døde vandmænd på en motorvej,« siger Océane og bliver et symbol på den opgivende mentalitet. En mentalitet, der kunne afspejle ungdommen hvor som helst i en af det moderne Europas forstæder.

I 2017 bragte Information i Moderne Tider et stort essay skrevet af den britisk-indiske forfatter Rana Dasgupta. Ikke kun om Océanes selvmord, men også om den særlige mismodsstemning, som var fremherskende i de parisiske forstæder. En stemning, som Anna Malzer formår at skildre i 16:29.

»Det hele er bare skidehamrende slut,« konstaterer Océane på scenen kort før hun iklæder sig sit dødstøj: En lyserød blondekjole og en lang, sort cardigan, der giver hende et mere alvorligt udtryk end hidtil.

Anna Malzer har valgt ikke at lade selvmordet udspille sig på scenen. I stedet lades publikum alene tilbage med en storskærm, der uden nærmere forklaring afbilder en række af de sidste kommentarer, som Océanes følgere skrev til hendes livestream på Periscope.

At mennesker kan være modbydelige, hersker der ingen tvivl om i salen på Momentum. De korte sætninger på skærmen binder en fin sløjfe på en følelsespræget monolog og står som en ekstra påmindelse til publikum om, at der ligger en virkelig hændelse bag teatersalens dramatik.

To værker i stedet for et

I sin periode som kunstnerisk leder har Anna Malzer skabt tre doku-fiktive forestillinger.

Først var der Selvtægt om de svenske asylbrande. En på samme tid morsom og tankevækkende skildring af et lille bysamfund og frygten for det fremmede. Derefter var det Porno, der manglede fokus og en konkret begivenhed at skildre, hvorfor oplevelsen blev ligegyldig og desværre lidt plat. Men i den tredje og sidste del af trilogien er Malzer tibage på sporet. Og det endda med dobbelt op på oplevelserne.

For efter Océane-monologen og en kort pause bænkes publikum igen i salen for nu at overvære NEO-EUROPE – et 30 minutter langt videoværk skabt af hiphopkollektivet Capital Fluxus. Monologen og videoen præsenteres i programmet som to dele af det samlede værk 16:29, men de virker mere som to selvstændige og væsensforskellige oplevelser, der hver for sig kunne stå alene.

16:29 burde nok kun have været titlen på monologen, hvor Amira Jasmina Jensen leverer et virkeligt fint og indlevende portræt af den unge, franske kvinde. Hun udstråler på samme tid desperation og stålsat vilje til at gennemføre sin plan.

Hendes følelsesmæssige udbrud svinger fra selvskadende adfærd med en bloddryppende barberskraber over høje skrig til stille gråd under den lyserøde dyne på gulvet. Amira Jasmina Jensen giver Océane et menneskeligt præg og publikum får et indblik i, eller i hvert fald et bud på, hvilke følelser, der gik forud for hendes grænseoverskridende handling.

NEO-EUROPE, derimod, er som værk ikke blot en afslutning på fortællingen om Océane, men på hele Momentums fortælling om Neo-Europa. En sæson, der overordnet set har været vellykket.

Det interessante ved Momentum-modellen er netop, at teatret giver unge scenekunstnere plads at boltre sig på. Ikke blot i form af enkeltstående opgaver, men ved at lade en ny, ung kunstnerisk leder tegne hver sæson. Der skal være plads til både succeser og mindre vellykkede forestillinger på vejen. Og publikum får i hvert fald variation i teaterudbuddet med et sæt friske øjne hver sæson.

’16:29’ Tekst og instruktion: Anna Malzer. Med: Amira Jasmina Jensen. Lyd: Nanna Schleimann. Lys: Mads Eckert. Videoværk af Capital Fluxus. Spiller på Momentum til 20. februar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu