Læsetid: 4 min.

Pernille Fischer Christensens ’Unge Astrid’ er et mesterværk, der er mesteren værdig

Pernille Fischer Christensens film om Astrid Lindgren er rørende, klog, smuk, naturlig og melankolsk som forfatteren selv, og Alba August er lysende i fortællingen om den tid i Lindgrens liv, der for altid placerede hende på børnenes side
»Jeg kendte historien om Astrid og Lasse. Jeg forstod dens betydning. Men sjældent har jeg troet så meget på Astrid Lindgrens insisteren på at stå på børnenes side, som jeg gør det efter at have set denne film. Det er et mesterværk, der er mesteren værdig,« skriver Anita Brask Rasmussen.

»Jeg kendte historien om Astrid og Lasse. Jeg forstod dens betydning. Men sjældent har jeg troet så meget på Astrid Lindgrens insisteren på at stå på børnenes side, som jeg gør det efter at have set denne film. Det er et mesterværk, der er mesteren værdig,« skriver Anita Brask Rasmussen.

Nordisk Film Produktion

31. januar 2019

Der er en fortælling om Astrid Lindgren, som jeg altid vender tilbage til, hver gang jeg læser noget af hende, og hver gang jeg skriver om hende. Når man kender til den, ser man sammenhænge og idealer i forfatterskabet, som hun også selv så.

Det er den afgørende begivenhed, som Pernille Fischer Christensen med sin film Unge Astrid nu placerer helt centralt og helt rigtigt i vores forståelse af den store svensker.

Det var dengang, Astrid Lindgren hentede sin treårige søn Lasse til Stockholm fra det, han altid havde kendt som sit hjem hos en plejemor i København. Dengang hun besluttede sig for, at hun ligesom Jonathan Løvehjerte ikke ville være en lille lort. Hun ville gøre det rigtige, selv om det var svært. Og det var svært, ikke mindst for Lasse. Det er den erfaring, hun bærer med sig gennem hele forfatterskabet.

Lysende Alba August

Redaktør Blomberg (Henrik Rafaelsen) har ret i det øjeblik, han kigger ned på sin unge sekretær på Vimmerby Tidende efter at have hørt hende læse dele af sin første reportage til avisen op.

»Du er lysende,« siger han konstaterende og mildt til Alba Augusts unge Lindgren.

Og det er hun i sandhed, Alba August. Hun bevæger sig naturligt på den balancegang mellem melankoli og leg, som kendetegner Astrid Lindgrens bøger. Der ligger en energi og bobler i hende, som kunne være blevet til vrede, hvis ikke hendes far havde taget hendes hånd på det helt rigtige tidspunkt derhjemme på gården i Småland, og de sammen lagde hovedet mod koens side og mærkede dens varme og liv og glædede sig ordløst over det sammen.

Kærlighed får hun på gården i Vimmerby, men det er også i begyndelsen af 1900-tallet i Sverige, og mor (der spilles af Maria Bonnevie, så man lidt bedre forstår, hvorfor den første del af Skammerens datter, med Maria Bonnevie i rollen som skammer, var en storfilm, og hvorfor anden del uden hende ikke er) er splittet mellem kirkens snærende bånd og kærlighedens hæmningsløshed.

Da den unge Astrid bliver gravid med sin velmenende, men også lidt sølle og ikke mindst gifte redaktør, ved hendes mor ikke, hvordan hun skal hjælpe. Blot 18 år gammel arrangerer Astrid selv at komme til Danmark, hvor hun kan føde sit barn uden at opgive faderens navn.

Trine Dyrholms krop

Og her skal jeg love for, at hun møder Trine Dyrholm i rollen som Marie, der lever af at tage sig af børn som Astrids. Hun har kvindesagsplakater hængende på væggen, og med hele sin krop viser hun samfundet en art resigneret trods og Astrid omsorg ved at give de uønskede børn kærlighed og de ulykkelige unge kvinder opbakning.

»Det er godt, du kommer, det er der ikke så mange, der gør,« siger hun roligt til Astrid én af de gange, hun besøger lille Lasse i København.

Trine Dyrholms Marie kender til omstændighederne. Hun har set unge kvinder komme, føde, elske og give løfter og siden glemme de børn, de fødte i København, fordi de var nødt til det. Særligt i scenen i en park, hvor Astrid ikke forstår sin søns gråd, mærker man Maries erfaring, håb og resignation i både Alba Augusts fortvivlelse og Dyrholms krop, der står i udkanten af billedet og holder fast på sig selv og hverken for tidligt eller for sent bevæger sig roligt hen for at hjælpe Astrid og den grædende Lasse. Det er så rørende, så stærkt.

»Børn skal bare have kærlighed. Masser af kærlighed,« siger Marie med de ord, vi kom til at kende som Astrid Lindgrens, da hun efter tre år må bede en usikker Astrid hente Lasse hjem til Stockholm.

Det er så bevægende, at jeg er ved at komme til at græde bare ved at skrive ordene ned. For samfundet dengang var ikke indrettet til, at børn som Lasse fik kærlighed. Vi forventer ikke en historie om en elskelig og klog plejemor fra omkring år 1930. Men det får vi, og det er med til at styrke Pernille Fischer Christensens fortælling om Astrid Lindgren.

For hvorfor vælger hun et fattigt liv i Stockholm som ugift kvinde med barn, frem for at føde i dølgsmål og glemme det eller at gifte sig med et kærligt skvat?

Fordi hun ved, hvad kærlighed kan, og hun vil ikke være en lille lort. Hun tør ikke, men hun gør det alligevel. Som så mange af hendes karakterer gør det. Fordi kærlighed er både svært og rigtigt.

Og hvorfor er børnene helte i hendes historier?

I Pernille Fischer Christensens film er Lasse forklaringen. Lasse, der savner sin danske mor og ikke forstår sin svenske. Lasse, der bare må følge med, når en voksen tager hans hånd, og kun kan håbe på, at den er kærlig. Lasse, der er magtesløs og må flytte sig rundt som konsekvens af voksnes handlinger.

Lasse er de børn, der i glimt i filmen læser op af breve til den gamle Astrid Lindgren, hvor de takker hende for at turde fortælle dem om døden, for at forstå dem, for at være på deres side, for at give dem verdener, hvor de kan bestemme over deres egen skæbne. Og tro på, at de kan, selv om de ikke tør.

Jeg kendte historien om Astrid og Lasse. Jeg forstod dens betydning. Men sjældent har jeg troet så meget på Astrid Lindgrens insisteren på at stå på børnenes side, som jeg gør det efter at have set denne film. Det er et mesterværk, der er mesteren værdig.

’Unge Astrid’. Instruktion: Pernille Fischer Christensen. Manuskript: Pernille Fischer Christensen og Kim Fupz Aakeson. Svensk/dansk. Biografer over hele landet.

Stilbillede fra filmen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • ingemaje lange
  • Malan Helge
  • Olaf Tehrani
  • Viggo Okholm
  • Kurt Nielsen
Ejvind Larsen, ingemaje lange, Malan Helge, Olaf Tehrani, Viggo Okholm og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu