Læsetid: 4 min.

Det er ikke selve krigen, som gør ’Nord’ uhyggelig, men beskrivelserne af dem, der bliver tilbage, de ’almindelige’ eller ’normale’

Mørkt og stillestående om efterkrigstid
18. januar 2019

»Beskrivelser tilhører dem der samler, som katalogiserer.«

Halvvejs igennem Merethe Lindstrøms roman Nord tænker den navnløse fortæller tilbage på sine skoledage. Børnene bliver bedt om at tegne og benævne en plantes enkelte bestanddele: rod, stængel, støvbærere, frøkapsler. Lidt længere nede på samme side får fortælleren og tre andre drenge besked på at samle deres ting og stille sig op i skolegården. De er »uønskede«, skiller sig ud fra resten.

Nord handler om det farlige ved at definere noget – eller nogen – som ’anderledes’. Når vi møder den unge fortæller, er han på vandring langs landevejene, han følger sin kompasnål mod nord.

Han er på vej hjem. Han har været lejrfange og er siden blevet drevet med de andre mænd på lange marcher »som kreaturflokke«.

Nu er han flygtning. Vi befinder os mod slutningen af en krig, men det betyder ikke, at freden er til at stole på. ’Befrierne’ kommer fra øst og overtager huse og landsteder, bombeflyene larmer stadig på himlen.

Han får følge af en yngre dreng, og siden samler de et barn op, en lille pige, i en landsby, hvor alle andre er døde, og tager hende med sig. Landskabet, de går i, har ar efter det, der har fundet sted: En mur har skudhuller, hvor mænd har stået på linje, i en skov hænger de døde fra træerne som pynt. Nord har en spinkel handling, men meget tyngde. Parallelt med vandringen fortælles der fra landsbyen med det sigende navn Welcherweg, hvor fortælleren, da han stak af fra marcherne, blev taget ind af kvinden Aneska:

»Tankerne om hende er halvvisne planter nu, presset fast i et uforståeligt herbarium.«

Merethe Lindstrøm: Nord.

Det er umuligt at læse Lindstrøms roman uden at få uhyggelige associationer til Holocaust og Anden Verdenskrig. Men teksten selv er ikke tids- eller stedfæstet. I modsætning til Rigels øjne (2017), det afsluttende bind i Roy Jacobsens romantrilogi, hvor en kvinde vandrer med et barn gennem efterkrigstidens landskab, er Lindstrøms roman ikke historisk specifik.

Vi befinder os i et område med tyskklingende stednavne, og sproget har karakter af noget gammeldags, her handler man i »kolonialhandel« og kører med »kærre«. En omrejsende skuespillertrup virker næsten middelalderlig med sine malede kulisser og fortællingen om et forhekset udyr bag godsets mure. Samtidig er der noget nærmest allegorisk ved Lindstrøms portræt af den unge flygtning. Fortællerens deformitet, det der tilsyneladende skiller ham ud fra normalen og er grunden til, at han blev deporteret, er et par mærkelige udvækster på hans ryg; som vinger.

Dagene på vejene går med opkast og feber, hallucinationer og mareridt fra lejrene. Drengen, som fortælleren møder undervejs, sover med en sten i munden på grund af sulten. Landskabet og døgnet har ingen faste konturer, det hele flyder ud, ligesom fortællerens splittede sind. Alting er forrevet, såret, råddent. Det påfaldende, og mest foruroligende ved Lindstrøms roman, er den måde, det makabre ofte er beskrevet på, med stor ømhed og ynde, som her:

»Hun sidder uden for sit hus, en pæl er banket ned gennem den gamle krop. Sidder så fredfyldt, hænderne holder fortsat om dugen med stingene, hun bøjer sig over arbejdet.«

Eller et dødt barn på gulvet i et forladt hus:

»Nu er det klædt i løv fra den vinduesløse karm, og solen lader det sove i varmen her dagen igennem.«

Nord er en uhyggeligt smuk roman, det smukke trænger igennem ødelæggelserne, som naturen der overtager de forladte huse.

I modsætning til Lindstrøms forrige roman, Fra vinterarkiverne, som var en stærk personlig skildring af et familieliv tynget af misbrug og psykisk sygdom, er Nord et mere konceptuelt værk. Der er noget stillestående ved romanen, som heller ingen kapitler har, det er, som om personerne går og går uden at komme nogen vegne. Håbet om at finde hjem bliver langsomt mere abstrakt – ’nord’ er jo ikke et sted, men en retning; man vil altid kunne fortsætte videre. Samtidig holder det gammelmodige sprog romanens tempo i et stramt greb.

Det løber aldrig rigtig af med sætningerne, de er hele tiden sat i spænd mellem det frygtelige, de beskriver, og de sirlige formuleringer. Som læser venter jeg på en forløsning eller i det mindste et temposkift, et lille udsving i teksten. Det giver mening, inden for romanens univers, at denne forløsning ikke kommer, men det er også frustrerende, eller svært, at være fanget med fortælleren og hans følge i en så illusionsløs verden.

Mest skræmmende er alligevel beretningerne fra den landsby, hvor fortælleren en stund bor sammen med Aneska. Det er ikke fangelejren eller marcherne, selve krigen, som gør Nord uhyggelig, men derimod beskrivelserne af dem, der bliver tilbage, af de ’almindelige’ eller ’normale’ mennesker, som lever deres liv, mens krigen foregår et andet sted. Hvordan de reagerer, når flokke af de udstødte bliver marcheret forbi: med latter eller foragt, angst eller ophidselse. En ung pige, som har gemt sig i deres nærhed, er »noget de er usikre på værdien af«.

Lindstrøms roman udspiller sig i fredstid, men »freden kommer brølende, den har heller ingen dannelse«. Det er snarere et postapokalyptisk landskab. Nord er underligt stillestående, meget mørk og ekstremt ubehagelig. På samme tid frustrerende og stærk i sin insisteren på at beskrive menneskelig ødelæggelse.

Merethe Lindstrøm: ’Nord’. Oversat af Anders Juel Michelsen, Gyldendal, 211 sider, 270 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu