Alle de egenskaber, der er nødvendige, for at mennesker kan fungere i et fællesskab, kan udnyttes eller skabe problemer, hvis de ikke doseres ordentligt. Det er det interessante perspektiv i Lene Kaaberbøls romanserie Skammerens datter. Den anden film i filmatiseringen, Skammerens datter – Slangens gave, har nu premiere.
Hvor der i første film var fokus på skammens civiliserende egenskaber, så behandler den nye film drømme og mareridts suggestive kraft. På den ene side: Hvis du lever i en drømmeverden (hvad enten det er en god eller ond drøm), så ænser du ikke virkeligheden. På den anden side: Hvis du mister din forestillingsevne, så mister du også evnen til at handle og for eksempel gøre modstand over for repressiv magt. Ligesom skam er drømme en uundværlig egenskab, når du skal opbygge et samfund.
Lene Kaaberbøls serie er noget af det bedste og mest mangefacetterede, der er skrevet på dansk indenfor fantasygenren de seneste 20 år. Det har været en svær prioritering, men det er lykkes for manuskriptforfatterne og instruktør at fortælle en meget enkel og sammenhængende historie, der forhåbentlig også giver folk lyst til at læse bøgerne.
Skammerens datter, Dina, lever i en feudal middelalderagtig verden med små klansamfund. Hun og hendes mor har en magisk evne til at få en person til at genopleve gerninger og føle den skam over det, som de måske har forsøgt at fortrænge. I Skammerens datter lykkes det den onde Drakan (i første film spillet af Peter Plauborg, men i nummer to erstattet af Mikkel Arndt) at tilrane sig tronen blandt andet ved at forsøge at misbruge Skammerens kraft til at få den retmæssige tronarving, Nicodemus (Jakob Oftebro), til at tilstå en forbrydelse, han ikke har begået.
Vellykket eventyrfilm
I Skammerens datter II–Slangens gave har Drakan indført sit tyranni og forsøger at skabe fjendskab mellem klanerne. Dina opsøges af sin far, Sezuan (Dejan Cukic), der har slangens gave og mener, at Dina må have den samme evne. Dinas mor advarer hende mod sortemesteren, men hun er ikke sådan at skræmme. Sammen drager de ud for at redde Nicodemus og Dinas bror, Davin, der bliver holdt fanget i Drakans borg.
Desværre virker filmen ikke rigtig interesseret i at undersøge slangens gave, og opholdene hos Dina og hendes far virker som noget, der skal overstås for at komme hen til the real action. Rebecca Emilie Sattrup, der spiller Dina, viste ellers allerede i den første film, at hun besidder et skuespiltalent, der sagtens kan møde en større udfordring. I stedet fokuseres der på Nicodemus, der er helten, der ikke ønsker at være helt, men har så stærkt et moralsk kompas, at han ikke kan lade være. Det er jo en heltetype, vi har set før.
Men når det er sagt: Skammerens datter II–Slangens gave er en vellykket eventyrfilm. De scener, hvor der er brug for, at man ser den skrækkelige søslange og en brændende borg, er gennemførte. I andre situationer er uhyret blot antydet eller borgen udelukkende set indefra. Den genrebevidste Antboy-instruktør Ask Hasselbalch giver Skammerens datter II alt det, som enhver eventyrfilmserie skal indeholde i sin anden del: en lang vandring, hvor relationer skal opbygges, et større fokus på at drive fortællingen fremad frem for dybere karakterstudier og et opgør, der antyder, at et større slag er på vej. Vi glæder os.
’Skammerens datter II–Slangens gave’. Instruktion: Ask Hasselbalch. Manuskript: Gunnar Järvstad, Philip LaZebnik, Søren Frellesen og Astrid Øye. Baseret på Lene Kaaberbøls ’Skammerens datter III–Slangens gave’. Vises i biografer over hele landet.
