Læsetid: 4 min.

Skelsættende syner

Interessant, men ikke uproblematisk nøgleroman
1. februar 2019

En særlig undergenre af den såkaldte autofiktion er værker, der ud over at sløre grænsen mellem virkelighed og fantasi er udformet som en slags forsvarsskrift. Et dansk eksempel kunne være Pablo Llambías’ Natteskær, hvor fortælleren bedyrer sin uskyld i en fyringssag, mens et norsk kunne være Vigdis Hjorths Arv og miljø, hvor en kvinde forsøger at overbevise sine familiemedlemmer om, at hun blev seksuelt misbrugt som barn. Fælles for disse værker er, at scener og tankerækker strækkes væsentligt længere ud end i traditionelle romaner, så de i stedet for at skildre et handlingsforløb snarere fremstår som insisterende argumentationsrækker.

På samme måde kan Peter Legård Nielsens De kendte – der er uden genrebetegnelse, men i presseteksten kaldes en roman – læses som partsindlæg i en bitter strid om formandsposten i en dansk forfatterforening. Hovedpersonen deler navn med forfatteren, der ad to omgange var formand for Danske Skønlitterære Forfattere, hvilket oplyses på omslaget. De fleste af hans kolleger er i sand nøgleroman-stil forsynet med generiske navne, men samtidig med så mange biografiske detaljer, at de minder en hel del om bestemte virkelige personer.

Men bogen er – heldigvis – mere end det. Den er nemlig også historien om, hvordan en lille utilpasset dreng vokser op og finder sin plads i livet. Da han er fem år gammel, bliver Peters mor kvalt i sin seng. Selv om hendes mand kommer under kraftig mistanke, dømmes han aldrig for drabet, og Peter og hans søster må rystende nok blive boende hos deres far uden at vide, om han har slået deres mor ihjel. For Peter er barndommen præget af mobning, angstanfald og tvangstanker, og på et tidspunkt taber hans bedstefar ham ud ad et vindue, så han er tæt på at dø.

Selvretfærdig nøgleroman

Gennem livet ser Peter flere og flere syner, der primært handler om slanger, men også indebærer møder med Døden, hans underbevidsthed og træer, der taler til ham. Ved at gå ind i disse syner og tage dem alvorligt, åbner Peter sig gradvist for andre måder at forstå virkeligheden på. Samtidig fører det ham på sporet af den alternative behandlingsform ’rolfing’, som han begynder at praktisere efter selv at have været i behandling.

Peter Legård Nielsen: ’De kendte’.

Gucca

Beskrivelserne af Peters arbejde som terapeut er vilde og interessante. De skildrer en måde at omgås (og forstå) andre mennesker på, som jeg ikke er stødt på før. Her behandler han for eksempel en kvinde med piskesmæld: »Da han lægger fingrene på vagusnerven gennem huden ved halsen og mellemgulvet, tager kvinden en dyb indånding og fører ham med ned under havoverfladen […] Han er klar over, at de er i hendes underbevidsthed, og at der er et stort hav omkring dem […] Han kan fornemme, at hun føler en gammel angst.« Derefter når han gennem patientens krop frem til hendes mors hjerte og støder på et lille dyr: »Dyret kunne være morens modstand mod fosteret i de første uger efter undfangelsen, mens hendes krop skulle vænne sig til at rumme det lille lysende væsen. Pludselig giver spændingen slip og løber lynhurtigt gennem hendes blodårer og ind i moderkagen og gennem navlen og op i kvindens hjerte, som også slipper. Det giver et sæt i hende.«

Rolfing-uddannelsen fører også til Peters livsomstyrtende erkendelse af, at han »gennem sensitiviteten kunne ændre angst til kreativitet«, hvilket blandt andet ændrer hans skrivepraksis og gør ham i stand til at løse problemer med sit manuskript uden at læse det, ved i stedet at føre hænderne hen over det og mærke, hvor noget føles forkert.

Det er absolut i disse skildringer af uddannelsen og det efterfølgende arbejde, at De kendte har mest at byde på. Mig fængede de klart mere end skildringen af intrigerne i forfatterforeningen, hvor de mange beskrivelser af kollegafnidder, sene opkald og forhandlinger om biblioteksafgift flere steder er længere, end emnet kan bære.

Selv jeg, der som forfatter nok er mere end almindeligt optaget af fordelingen af bibliotekspenge, mister til sidst interessen for de strategiske overvejelser og snakken om procenter og promiller. Samtidig får de ofte flere sider lange udpenslinger af Peters holdninger netop karakter af forsvarsskrift – særligt når det kommer til hans tid som formand i forfatterforeningen.

Selv om Peter godt kan begå strategiske fejl, portrætteres han alligevel temmelig frelst i sit foreningsarbejde (og for den sags skyld også som rolfing-elev). Det får bogen til at virke selvretfærdig, hvilket ikke er uproblematisk, når den samtidig inviterer til at blive læst som nøgleroman. Ambivalent sympati kan sagtens være en kvalitet ved skønlitteratur, men når denne bog tilsyneladende lægger sig ud med virkelige mennesker, og både virker ensidig og forhippet på at vække min sympati, kommer jeg som læser til at føle mig mærkeligt inhabil. Jeg vil gerne tro på hovedpersonen, men til forskel fra når jeg læser en tekst, der åbenlyst er fiktion, kan jeg ikke gøre det her uden samtidig at få en lidt dårlig smag i munden.

Peter Legård Nielsen: ’De kendte’, Forlaget Blå, 406 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu