Læsetid: 4 min.

I en sprække mellem liv og død

Lotte Kirkeby tager i sin stilsikre romandebut om et dobbelt dødsfald livtag med besværligt psykologisk stof
11. januar 2019

Når der i dødsannoncer og offentlig omtale af dødsfald tales om »de nærmeste«, ser man sædvanligvis for sig en lille, sortklædt gruppe, stående helt tæt, som om de efterladte har samme distance til den døde, og som om de er ’sammen i sorgen’.

Men dette billede brydes ned i Lotte Kirkebys intense, spændingsfyldte roman med samme titel, hvor tre søskende (i løbet af én nat viser det sig) mister begge deres forældre og midt i samarbejdet om oprydning og begravelse må erkende, at de har haft forskellig afstand til og meget divergerende billeder af far og mor. De kan derfor ikke dele smerten, selv om de gerne vil, og den vokser, netop fordi de prøver, men opdager, at de ikke kan.

Lotte Kirkeby: ’De nærmeste’.

Historien, som på nutidsplanet spænder over en uge, fortælles af Anna, den eneste af de tre, som har fået børn: to teenagepiger med hver sin far. Ida fik hun med Uffe, men hvem der er faren til Anna, får læseren aldrig oplyst. Til gengæld får man gennem lange fortællertilbageblik indsigt i en familie, hvor forældrene i en eller anden forstand havde nok i hinanden og til deres tre nu for længst voksne børn overførte en særlig (overklassemæssig?) brist, en manglende evne til at etablere og bevare nære relationer. Alle tre søskende er karakteristisk nok singler.

Tydeligt i Annas erindring står billedet af moren, perfekt og stilfuldt klædt, lænet op ad en dørstolpe med dagens henholdsvis første og sidste cigaret. Man aner et behov for orden, faste regler og ritualer, og den replik af moren, som virkelig får brændt sig fast hos læseren, lyder da også: »Jeg vil ikke mere, når han er væk.«

Faren har nu ellers i et stykke tid været på et plejehjem, og derfor har moren haft rig lejlighed til at rydde op. De tre søskende bliver derfor færdige på ingen tid og kan bruge så meget desto mere af deres energi på at falde tilbage i deres gamle roller, men samtidig kredse om alt det psykologisk tunge:

Hvor svært det er at give slip. Hvor vanskeligt det er at få det meningsløse til at give mening. Det, at de på den ene side måske slet ikke kender hinanden, og det, at de så på den anden side »ikke kan gå videre uden hinanden«. Det, at ingen i virkeligheden kan vide, hvordan andre mennesker har det, og at søskende i det skjulte kan konkurrere om deres forældres kærlighed, samtidig med at de viderefører mønstre fra faren og moren.

Hårdest plaget er måske Annas lillebror Christian, han, som faren, fuld, en fatal dag på stranden, kaldte det barn, de aldrig skulle have haft. Stærkest, men samtidig yderligt sårbar, virker storesøster Eva, der i løbet af samtalen hos præsten er tæt på at fremkalde det helt store søskendeopgør. Dog ender de, fornemmer vi, med at affinde sig og måske blive forsonet.

Og hvor ender så læseren? I første omgang i en knugende foruroligelse efterfulgt af en gavnlig psykologisk indsigt. I anden omgang i respekt for den lavmælte, dvælende, men insisterende stemmeføring, hvormed forfatteren viderefører den rolige udforskning af situationer og nære relationer, som drev debutnovellerne i Jubilæum (2016).

Men i tredje omgang følte i hvert fald denne læser sig nu en smule taget ved næsen. Hvorfor må jeg ikke få at vide, hvad det var for et sidespring, der resulterede i Annas graviditet nummer to og opløsningen af hendes forhold til Uffe? »Jeg skulle have holdt min mund,« siger hun, og andetsteds: »Jeg blev forladt af en mand, der elskede mig og måske stadig gør det.« Den af Ernest Hemingway inspirerede og ofte højt lovpriste »isbjergsteknik« bevirker, at information på et følelsesmæssigt vitalt punkt bliver holdt tilbage.

Til gengæld er Lotte Kirkeby eminent til at skildre jegfortællerens langsomt fremvoksende forståelse af, at det, hun lige nu slås med i forhold til sine forældre, er det samme, som hendes forældre sloges med over for deres tre børn, og som Annas døtre om ikke så længe kommer til at kæmpe med i forhold til hende selv: At man ikke holder op med at elske sine børn, selv om de bliver store.

»Det ser bare sådan ud. Kærligheden bliver ikke mindre, men en anden, og man bliver nødt til at lægge afstand, hvis man vil beskytte sig selv, for de forlader en. De gør det hele tiden, de bliver og forsvinder i samme bevægelse, og man bliver nødt til at trække sig, så man ikke selv forsvinder sammen med dem, så man ikke går til grunde.«

I Lotte Kirkebys roman er alt, formuleret med dens egne ord, »forbi næsten før det er begyndt«. Men i ridsen mellem optakt og ophør udsættes læseren for en langsom, sensitiv og livsklog, psykologisk dybdeborende undersøgelse af livet, som vi oplever det, her, ved siden af døden.

Lotte Kirkeby: ’De nærmeste’. Roman. 208 s. Kr. 249,95. Rosinante. Udkommer d. 11. januar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu