Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Thomas Vinterbergs film om russisk ubådsulykke virker for konstrueret til at være rørende

Skuespillerne virker fløjet ind fra hver sit filmiske univers til en velmenende genopførelse af en virkelig tragedie i Thomas Vinterbergs engelsksprogede katastrofefilm ’Kursk’
Man glemmer ikke et øjeblik, at det er en film, man er i gang med at se, skriver Lone Nikolajsen om Thomas Vinterbergs ubåds-drama, ’Kursk’. 

Man glemmer ikke et øjeblik, at det er en film, man er i gang med at se, skriver Lone Nikolajsen om Thomas Vinterbergs ubåds-drama, ’Kursk’. 

UIP

Kultur
24. januar 2019

Historien om den russiske atomubåd Kursk, som gik på grund i Barentshavet i 2000 under en militærøvelse, tilhører selvfølgelig ikke Rusland. Der er intet principielt i vejen for, at den bliver fortalt af en dansk instruktør med et internationalt (eller i hvert fald tværeuropæisk) hold af skuespillere, som alle sammen taler engelsk, fordi det er det sprog, de har til fælles, og som det er lettest at sælge film på.

Katastrofefilm skal være stort opsatte, og store opsætninger er typisk internationale – engelskprogede – samarbejder. Det gælder også for Thomas Vinterbergs nye film, Kursk, der er skrevet af Robert Rodat (bedst kendt for at have skrevet krigsfilmen Saving Private Ryan fra 1998). 

Men selv om det ikke er specielt kontroversielt at skildre russere som engelsktalende med forskellige europæiske accenter, er det virkelig heller ikke befordrende for den illusion om autenticitet, som en film om en historisk begivenhed lever af.

Distraherende international

Det spænder ben for ens indlevelsesevne at se belgiske Matthias Schoenaerts spille lykkeligt gift med franske Léa Seydoux og bedste venner med danske Magnus Millang og tyske Matthias Schweighöfer. Skuespillerne virker, som om de er fløjet ind fra hver sit filmiske univers til en velmenende genopførelse af en tragedie, der først og fremmest er lokal.

De følelser af skræk, afmagt og uretfærdighed, som filmen bejler til, er ganske vist universelle, men de er også hele tiden fedtet ind i en overtydelig historie om det postsovjetiske Ruslands kynisme (personificeret af Max von Sydow i rollen som russisk officer) kontra NATO’s hæderlighed (inkarneret af Colin Firth i rollen som kommandør David Russell).

Det er meget muligt, at det overordnede billede af rollefordelingen i den tragiske ulykke er retvisende, men det gør historien gumpetung, at såvel godhed som ondskab i den grad overspilles.    

I modsætning til sidste års mest kiksede internationale, engelsksprogede produktion – finske Arto Halonens thriller Skytsenglen om det såkaldte hypnosemord, der fandt sted i København i 1951 – lykkes det dog Kursk (og måske især filmfotografen Anthony Dod Mantle) at etablere et troværdigt billede af flådebasebyen Murmansk som et sted, hvor et lokalmiljø og en masse liv udfolder sig. 

Der er konstant udsigt til havet fra de ydmyge højhuse, hvor flådesoldaterne bor, og fra bjergene omkring byen, hvor deres børn løber op og vinker farvel til Kursk, da den stævner ud af havnen. Idet ubåden forsvinder ned under havets overflade, skifter filmen til bredformat. Så ved man, at der skal gøres plads til at få alle ulykkerne med. 

Skålevisefællesskab

Som det hører sig til i en katastrofefilm, bliver der indledningsvis gjort noget ud af at skildre den idyl, som flådesoldaterne arbejder for at opretholde og glæder sig til at komme hjem til.

Den øverstkommanderende ombord på Kursk, Mikhail Averin (Matthias Schoenaerts), træner i første og vældigt forvarslende scene evnen til at holde vejret under vand med sin lille søn i familiens badekar. Mikhail og hans kone, Tanya (Léa Seydoux), venter deres andet barn og er, ser man, lykkelige sammen.

Mikhail og hans kolleger fra flåden har det problem, at der ikke er penge til at udbetale hele deres løn, men så går de bare sammen – som de gode kammerater, de er – og bytter deres af flåden tildelte armbåndsure, så der bliver råd til champagne til deres ven og kollega Pavels (Matthias Schweighöfer) bryllup.

Det er først senere i filmen, man bliver opmærksom på, hvor nyttigt det er at have styr på tiden, når man er strandet på bunden af Barentshavet i en ubåd, på hvis dæksel man skal banke hver hele time, for at dem inde på flådestationen kan høre, man stadig er i live.

Under brylluppet rejser flådekammeraterne sig og synger en skålevise på melodien til ’Oh Tannenbaum’. Det er ikke sidste gang, det sker i filmen, og det er typisk for det fællesskab, filmen fremstiller som eneste mulighed for overlevelse, at det er braldrende og skålevisepræget.

Skræk og rædsel blandes med en jovial omgangsform nede i ubåden, mens de langsomt løber tør for ilt og håb. Sådan holder mænd i katastrofefilm modet oppe hos hinanden, og man glemmer ikke et øjeblik, at det er en film, man er i gang med at se.

’Kursk’. Instruktion: Thomas Vinterberg. Manuskript: Robert Rodat (Biografer over hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det er altså sjovt med de evindelige ønsker om at bruge kunsten til adgang til et privat følelsesunivers.
Hvad er der galt med at blive klogere af værkoplevelsen - samspillet mellem form og indhold, især? Men selvfølgelig giver også de særlige intertekstuelle elementer, der altid er til stede i vestlig kunstnerisk praksis, en dybere tilfredsstillelse end tusind bortviskede tårer.

Ole Kresten Finnemann Juhl

Ubådskatastrofefilmen over dem alle - Das Boot - hvor alle involverede taler tysk, så illusionen opretholdes; og spændingen ligeså. Se den, så behøver du ikke se flere klaustrofobiske film om ubåde.

" Historien om den russiske atomubåd Kursk, som gik på grund i Barentshavet "

Den gik ikke på grund. En øvelsestorpedo eksploderede....og det er noget helt andet.