Læsetid: 4 min.

To have i brevveksling

Siri Ranva Hjelm Jacobsens lille bog ’Havbrevene’ er en legende og udfordrende brevveksling mellem de to søsterhave, Atlanterhavet og Middelhavet
25. januar 2019

I begyndelsen var jordkloden dækket af vand, men da landet gjorde oprør og brød frem, blev havene skilt fra hinanden. Det var en smertefuld tid. Så havene begyndte langsomt at udvikle de første bakterieorganismer, som siden hen skulle gå på land og blive til alverdens dyr – på denne måde kunne vandet rejse med disse ’beholdere’ over landjorden. Planen, eller utopien, var, at havene igen en dag skulle mødes og dække jordens overflade, som en spejlkugle.

Sådan lyder den alternative skabelsesberetning, som læseren præsenteres for i Siri Ranva Hjelm Jacobsens lille bog Havbrevene.

Når vi møder de to søstre, Atlanterhavet, der med sine 180 millioner år på bagen er storesøster, og Middelhavet, blot fem millioner år gammelt, er planen allerede et godt stykke på vej. Nogle af disse organismer, eller »kryb« som de kaldes, er nemlig med tiden blevet mennesker.

De har udviklet »viljen til at eje og længslen efter at sove i ske«, og deres virke på jorden ser efterhånden ud til at bidrage til, at havene kan nå deres mål. Således står der i et lille P.S. i et af bogens første breve: »Nyt fra søster Arktis – det skrider frem!«

Verden set fra havenes perspektiv

Det er en brevveksling mellem de to søsterhave, vi læser. Storesøster A er rolig og barsk, ingenting overrasker længere denne kæmpe. Hun er »så stor, at planeten må bære dig med begge hænder«, som hendes lillesøster på et tidspunkt skriver.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen: ’Havbrevene’.

Atlanterhavet kan huske langt tilbage, til det første havs tid, og hun ligger med blikket vendt mod verdensrummet og venter på den nye verden. Lillesøster M er mindre stålsat i sin tro på planen, mere urolig.

Søstrenes forskelle illustreres i en smuk og enkel lille udveksling mod slutningen af bogen: »Tænk på, vi bliver den eneste lyd i verden,« siger den ene. »Netop den tanke kan være forfærdelig ensom,« siger den anden.

Det er verden set fra havenes perspektiv, ikke mindst deres tidsperspektiv, vi er vidne til – ikke menneskenes. Havbrevene består af ganske korte tekster, søstrenes breve til hinanden, ind imellem billedkunstner Dorte Naomis grafiske tryk, der netop ligner noget, som hører en skabelsesberetning til. Med nogle af brevene følger også små historier, skrevet i kursiv, fortællinger om havet, som menneskene bærer med sig.

Der er noget meget sirligt ved Hjelm Jacobsens lille bog, samtidig med at den til tider er ret uhyggelig.

Når lillesøsteren, Middelhavet, begynder at tvivle på planen om at oversvømme verden, er det, fordi hun alligevel har et svagt punkt for disse ’kryb’ på landjorden.

Som hun skriver i et brev til sin søster: »Hvor skal fuglene lande?« Endnu mere ubehageligt bliver det, når hun beretter om, hvordan mennesker forliser i deres forsøg på at krydse hendes vande: »Jeg lytter til deres synkende stimer. Hjernernes kliklyd, der gradvist stiger og så ebber ud. De står på bunden og duver med lunger, der spjætter af plankton og lyskrebs. Når ålene kommer, kigger jeg væk.«

Mødet mellem det mystiske og mærkelige

Mest interessant ved Havbrevene er en diskussion, som finder sted, af Pieter Bruegels kendte maleri »Landskab med Ikaros’ fald« og William Carlos Williams’ ekfrase over billedet.

I bogen er en kunstprofessor foran et publikum i samtale med en amerikansk soldat, som har været udstationeret ved grænsen til Mexico; samtalen skal tilføje »et lag oven på kunsten«, en virkelighedseffekt. På Bruegels maleri ses en bonde og et kystlandskab, og nederst i højre hjørne, et par baksende ben – det er Ikaros, der drukner.

I Williams’ digt hører man, at den omgivende verden er »concerned with itself«, og at Ikaros’ druknedød er »a splash quite unnoticed«. Hos Hjelm Jacobsen er det imidlertid omvendt, lillesøster Middelhavet er smerteligt optaget af den græske sagnfigur og betragter ham som en slags tabt søn.

Det påfaldende ved denne samtale på Metropolitan-museet i New York er spørgsmålet om perspektiv. Ikke kun, hvad Ikaros’ far, Daidalos, tænkte, da han så sig tilbage (i Hjelm Jacobsens bog præsenteres vi for en anden version af den græske opfinder end den, man kender fra Ovid), men også hvilken rolle beskueren af maleriet spiller.

»Vi er alle sammen tilskuere,« siger kunstprofessoren; det er derfor, Bruegels billede kan vække skyldfølelse hos betragteren. Og så giver han sig ellers til at spørge ind til, hvordan soldaten forholdt sig til de uhyrligheder, han hver dag var vidne til ved grænsen:

»Det korrekte svar ville være, at jeg følte skyld eller sorg, måske begge dele, at pligten martrede mig. Jeg ville gerne have svaret sandt som den israelske soldat i bogen med vidnesbyrd fra Hebron, der adspurgt om, hvordan han håndterede det daglige møde med menneskelig elendighed, svarede: You start finding interesting things to do.«

For mig er det denne scene, et næsten essayistisk indslag, der binder Havbrevene sammen til en helhed.

Her mødes det mytiske og mærkelige – to have, der skriver breve til hinanden – med noget menneskeligt og politisk. Som de andre tekster er den ganske kort, jeg ville gerne have læst flere tanker væve sig sammen i dette krydsfelt mellem kunst, sagn og krise. Men som afgrænset, illustreret værk er Havbrevene elegant og formfuldendt udført. På sit bedste både legende og udfordrende.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen: ’Havbrevene’. Lindhardt og Ringhof, 64 sider, 150 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu