To nye bøger belyser socialismens genkomst gennem Corbyns og Sanders’ politiske projekter

Verden brænder, og vandene stiger. I Det Hvide Hus residerer en exceptionelt nedrig personage, der inspirerer reaktionære kræfter i hele verden. Det politiske centrums rationelt tænkende mænd og kvinder er gerådet i den dybeste vildrede: Gamle normer er skrottet, anstændighedshensyn droppet, og selv faktatjekkere står magtesløse. Desorienterede over deres bratte legitimitetstab drømmer de om atter at klinke skårene fra deres sønderslåede politikker. Hvorfor de samme politikker i første instans blev slået i stykker, skænker de helst ikke en tanke.

For arbejder- og lønmodtagerklassen fortsætter den lange krise. Næsten 80 procent af amerikanerne lever fra månedsløn til månedsløn. Næsten halvdelen af dem ville få problemer med at afholde pludselige og uventede udgifter på over 400 dollar. Årtier med stagnerende lønninger har sammen med stigende omkostninger på bolig, sundhed og uddannelse gjort et dagligliv i værdighed til en luksus.

Krisen stikker dybere endnu: Ikke kun levestandarden falder – det gør også den forventede levetid i lande som Storbritannien og USA. Klimaforandringer tager livet af folk i Californien og Puerto Rico. Og nøjsomhedspolitikker tager livet af folk i Liverpool og Flint, Michigan.

Hvis alt dette lyder dystert, er det fordi, det er dystert. Vi styrer mod en ussel fremtid. Og dog er kursen ikke uafvendelig, for samtidig går stadig flere sammen om at gøre den dystre fremtid mindre sandsynlig. Midt i dysterheden er der et lyspunkt: Venstrefløjen i almindelighed og socialismen i særdeleshed mobiliserer i dag stærkere tal end på noget andet tidspunkt siden 1970’erne.

Amerikanske og britiske socialister lider ikke længere nederlag over hele linjen. De opbygger nye institutioner, stiller op ved valg og får kandidater valgt, organiserer fagligt på arbejdspladser og engagerer sig i direkte handling og gensidig hjælp. Mod højrefløjens nihilisme og centrums frygtsomhed rykker de frem og formulerer visioner om en mere beboelig fremtid – en fremtid, hvor lønmodtagerklassen i hele sin mangfoldighed, unge, indvandrere, seksuelle minoriteter osv., kan trives.

De bevægelser, vi nu ser i Storbritannien og USA, er ikke monolitter, men bygget op af forskellige strømninger og tager farve af utallige debatter. At socialisme er en lige så sammensat som omstridt tradition, er ikke mindre sandt i 2019, end det var i 1969 eller 1919. Og dog rager to hovedfigurer op: Jeremy Corbyn og Bernie Sanders.

Alle forskellene imellem dem ufortalt tilhører de begge den socialistiske tradition: Corbyn er rundet af Tony Benns venstresocialistiske Labour, mens Sanders tidligste politiske engagement skriver sig tilbage til Young People’s Socialist League. Begge er så at sige ’overlevere’ fra socialismens sidste styrkeperiode i 1960’erne og 70’erne og har bevaret deres politiske credo fra den tid intakt gennem thatcherismens, reaganismens, blairismens og clintonismens lange nat.

Venstrefløjsideer i mainstreamdebatten

To nye bøger belyser Corbyns og Sanders’ socialistiske projekter: Economics for the Many, udgivet på forlaget Verso med Corbyns skyggefinansminister, John McDonnell, som redaktør, er en essayantologi, der giver glimrende overblik over de økonomiske ideer bag corbynismen og skitserer tillige, hvilke politikker en kommende Labour-regering vil kunne forfølge, mens Sanders’ Where We Go from Here: Two Years in the Resistance, udgivet på forlaget Biteback, både ser tilbage på Sanders’ politiske kamp siden 2016 og afstikker kursen for nye progressive fremstød i Trumps tilbageværende tid.

Uanset hvad man måtte mene om Corbyn og Sanders, kan man ikke afvise deres position som katalysatorer for nye styrkede venstrefløjsbevægelser. Begge har rykket venstrefløjen ud af den pure oprørsfase og fået held til at præge mainstreamdebatten med ideer, der før var marginaliserede. Magt til at omsætte disse ideer i praksis har de ganske vist endnu ikke været i nærheden af, men også dette kan snart ændre sig.

Selv hvis Corbyn ikke skulle komme til magten, vil corbynismen stå tilbage som en imponerende bedrift. Da Corbyn blev valgt til formand for Labour i 2015, var den officielle konsensusopfattelse, at han kun ville holde i kort tid, og Tony Blair advarede mindeværdigt om, at Labour nu risikerede »udslettelse«.

Men tre år senere er det fremdeles Jeremy Corbyn, der står som rorgængeren for et Labour i glimrende sundhedstilstand. Langt fra at udslette partiet har Corbyn revitaliseret det. Medlemstallet er skudt i vejret med bemærkelsesværdige 350.000 nye medlemmer svarende til næsten en tredobling. Og i 2017 opnåede Labour den største vælgerfremgang siden 1945 ved at gå til valg på sit mest radikale politiske manifest i årtier.

Corbynismen har stået distancen som politisk levedygtig doktrin trods sit utvetydigt venstreorienterede program, der retter frontalangreb imod logikken bag nøjsomhedspolitik såvel som imod finanskapitalens overherredømme. Med Brexit-krisens forværring, hvorfra ingen udvej lige nu anes, synes alt muligt i britisk politik – selv en udskrivelse af nyvalg resulterende i sejr til Corbyn og hans politik. Hvilken fremtid for Storbritannien vil kunne blive konsekvensen?

Transformation af den politiske økonomi

Economics for the Many rummer flere centrale elementer til et svar. Bogens 16 essays spænder over en bred vifte af emner fra skattepolitik til ny teknologi. Tilsammen tegner de en helt anden tilgang til økonomisk politik og fremlægger en række konkrete forslag til, hvordan en omstrukturering kan ske.

Den røde tråd i alt dette kan sammenfattende – og med et udtryk af Martin O’Neill og Joe Guinan – beskrives som en ’institutionel vending’ forstået på den måde, at Labour i stedet for at reparere på skrantende eksisterende institutioner nu går efter at skabe nye. Corbynismen aspirerer dermed til at transformere Storbritanniens politiske økonomi på en ikke mindre gennemgribende vis end i sin tid thatcherismen.

Hvordan vil en sådan transformation tage sig ud? At dømme ud fra Economics for the Many kan det britiske samfund forvente et reallønsløft i forbindelse med en omlægning af økonomien, der vil opprioritere de produktive sektorer på bekostning af den finansielle.

Det vil blive et Storbritannien, hvor offentlige banker, offentlige investeringer og offentligt ejerskab, herunder et stort netværk af kooperativer, vil få betydningsfulde roller at spille for samfundsøkonomien.

En aktiv industripolitik skal gøres til redskab for omstilling til en post-kulstof-økonomi gennem indførelse af en Green New Deal, samtidig med at øgede bevillinger til sundhed, uddannelsesvæsen og socialydelser skal genskabe en robust velfærdsstat.

Man bemærker sig her, at Labours ærinde ikke er at afvikle kapitalismen gennem statsovertagelse af produktionsmidlerne, men snarere at finde en ny balance mellem stat og marked ud fra en socialdemokratisk grundforståelse, der kan trække det britiske samfund i en mere medmenneskelig og socialt lighedssøgende retning.

Der er ikke desto mindre tale om et kursskifte, som kapitalmagten vil kæmpe med næb og klør for at forpurre. Og selv om corbynismen ikke søger noget brud med kapitalismen, indebærer dens agenda en substantielt forøget offentlig kontrol med akkumulationsprocessen.

Hvis historiske fortilfælde kan tjene som fingerpeg, vil kapitalmagten forsøge eller i al fald true med at sabotere denne agenda ved at smadre økonomien, dvs. ved at nægte at udlåne og nægte at investere og ikke mindst ved at trække penge ud af landet.

McDonnell er fuldt bevidst om denne fare, som han har forholdt sig til ved at gennemspille en række ’krigsscenarier’. Også flere af hans bidragsydere til antologien har taget bestik af den. I et essay redegør således Simon Wren-Lewis for Labours ’finanspolitiske troværdighedsregel’, der er tænkt som et beroligende løfte om ikke at overforbruge med henblik på at berolige finansmarkederne. Andre manøvrer går ud på at spille den lille kapital ud imod den store og den produktive kapital ud imod finanskapitalen.

Disse skridt er dog primært taktiske og kortsigtede. Deres rolle er at skabe et tilstrækkeligt stort pusterum for at mere dybtgående forandringer kan iværksættes. Den eneste kraft, der kan sikre en ny socialdemokratisk orden, er den samme kraft, som sikrede den forrige, nemlig en omfattende massemobilisering nedefra.

Efterkrigstidens velfærdsstater var kun mulige, fordi millionvis af mennesker forventede og forlangte forandringer. Og nok så afgørende betød den lange højkonjunktur i de første efterkrigsårtier, at disse indrømmelser kunne finansieres gennem vækst snarere end gennem omfordeling.

Vækstrater som dengang ser vi imidlertid næppe igen, og det betyder, at der vil blive brug for endnu mere massiv mobilisering. En ny socialdemokratisk offensiv vil med andre ord blive nødt til at skære stykker ud af kapitalens kage snarere end at håbe på, at vi kan gøre kagen større for alle. Dermed bliver spørgsmålet om klassekamp også centralt, og lige det spørgsmål er besynderligt nok temmelig fraværende i Economics for the Many.

Vel er det et vidnesbyrd om corbynismens intellektuelle rigdom, at der er så mange originale ideer i omløb, at de kan fylde denne dybt interessante bog, men ideer gør det ikke alene – ja, ideer er måske ikke engang det vigtigste. Vilje er især vigtig, og man må på forhånd formode, at corbynismens chancer for succes i det lange løb vil afhænge af, hvor mange mennesker der er klar til at engagere sig i disruptivt virke i institutioner og på arbejdspladser for at forsvare dens projekt og videreudvikle det i nye retninger nedefra. At vinde det næste parlamentsvalg er kun første skridt. »Det virkeligt interessante spørgsmål er, hvad der herefter sker,« som Ralph Miliband engang skrev.

Konflikter frem for konsensus

På den anden side af Atlanterhavet er magtbalancen noget mindre gunstig. Ingen her er nået frem til bare at overveje at spille krigsspil om kapitalflugt. Og dog er den amerikanske venstrefløj mere selvsikker og militant, end den har været i årtier. Samtidig er dog også dens fjender stærkere.

I Where We Go from Here beretter Sanders om den vrede, han følte på dagen for Trumps indsættelse. I 2016 ønskede han at koncentrere sin indsats om at finde løsninger på »enorme problemer« som elendig sundhedspleje, forstærket ulighed og faretruende klimaændringer, men under Trump vidste han, at han ville blive presset ud i en anden positur: Det måtte nu handle om at operere »i defensiv tilstand og forhindre slette situationer i at udvikle sig til det endnu værre«.

I Trumps tidsalder er venstrefløjen nødvendigvis forvist til defensiv spillemodus. Men det er vigtigt at spille den rette slags forsvarsspil. Siden præsidentvalget i 2016 har der udviklet sig to forskellige anti-trumpistiske skoler. Den første ønsker at skrue tiden tilbage til en genopretning af status quo ante. Den sætter sin lid til, at de gamle normer kan genrejses, til forfatningsprincipper og kompromispolitik hen over midten. Det er det liberale centrums og den demokratiske partiledelses forsvarsspil.

Denne skoles taktik blev fint formuleret af Nancy Pelosi i hendes sejrstale, da Demokraterne genvandt flertallet i Repræsentanternes Hus ved de seneste midtvejsvalg, i hvilken hun svor at ville genoprette »forfatningens kontrol- og balancemekanismer over for Trump-administrationen«.

Den anden anti-trumpistiske skole lægger mere vægt på politik end på procedurer. Den ønsker at opbygge et nyt progressivt flertal, der både kan nedbryde trumpismen og vige uden om den big business-venlige centrisme, der så længe har domineret det demokratiske parti. Sanders er den fremmeste fortaler for denne vision, og i Where We Go from Here kan vi læse, hvor utrætteligt han forfølger den. I en række korte kapitler møder vi ham på rundrejse over hele landet og som taler ved borgermøder for tusindtallige forsamlinger.

Adskillige af de mest fremtrædende figurer i det demokratiske parti forekommer at være slået med forvirring og handlingslammelse. Som konsensusmagere af tilbøjelighed vil de altid søge kompromisets vej. De har brug for fortsat at tro på eksistensen af ​​anti-trump-republikanere, til trods for at denne fraktion i dag er næsten totalt stækket. De stræber fortsat desperat efter at lokalisere et centrum, mens højrefløjen løber i cirkler omkring dem.

Sanders er ikke en af ​​disse figurer. Hans tilgang til politik er forankret i konflikter frem for i konsensus, hvilket gør ham bedre egnet til at håndtere den nuværende situation end de fleste af hans demokratiske kolleger. Faktisk er konflikt selve temaet for hans bog – men vel at mærke ikke konflikt mellem partier, men konflikt mellem klasser.

Where We Go from Here flyder over med klassekampstermer. På allerførste side retter Sanders sit sigte imod »milliardærklassen og de politikere, den ejer« – og samme tema vender han gentagne gange tilbage til. Dette bør selvfølgelig ikke komme som en overraskelse for nogen, der har hørt ham tale, og alligevel er der noget forunderligt over at høre en ledende amerikansk politiker – ja, en af ​​de mest populære i landet – som griber til den slags sprogbrug.

Det er måske den mest karakteristiske socialistiske ting ved ham. Det er ikke en naturgiven ting, men et politisk valg, at der findes rige mennesker og fattige mennesker, minder han os om: De rige er rige, fordi de fattige er fattige. De rige presser lønningerne ned, dræner udgifterne til sundhedsydelser, fører endeløse krige og nedbryder den sociale sammenhængskraft i lokalsamfund.

Løsningen, siger Sanders, er at indlede en »politisk revolution« imod de herskende klasser. Konkret må dette indebære at få masserne af afpolitiserede mennesker i tale – især de unge, de farvede og folk af arbejderklassen, der i dag afholder sig fra at stemme ved valgene – og med deres opbakning organisere en ny græsrodsbevægelse, der kræver mindre plutokrati og mere demokrati. Hans vision er at tilgodese det store flertal. »I dag får det amerikanske folk ikke, hvad det ønsker sig,« skriver han med henvisning til den brede folkelige støtte, som findes til socialdemokratiske politikker som Medicare for All.

Da Sanders under sin primærvalgkamp gjorde sig til fortaler for sådanne politikker, blev han stemplet som »ekstrem« og »urealistisk«, minder han os om. Nu er de blevet mere mainstream, og langt flere folkevalgte demokrater støtter dem. For to år siden, konstaterer han, stillede han lovforslag om at hæve minimumlønnen. Det samlede kun fem støtter. Da han i april 2017 gjorde det samme, var opbakningen vokset til 22 senatorer, herunder det meste af den demokratiske partiledelse.

Sanders har vundet flere vigtige kampe. De væsentligste står dog tilbage. Han har i flere henseender formået at presse det demokratiske parti til venstre og har bidraget til at inspirere en ny generation af udfordrere som Alexandria Ocasio-Cortez. Men partiet styres fremdeles af centrum, som har strukturelle fordele, det kan være vanskeligt eller umuligt at omgå. Det Demokratiske Parti er ekstremt dygtigt til at indoptage og demobilisere sociale bevægelser og har hidtil med succes formået at afværge alle forsøg på at omdanne det til et ægte venstreorienteret parti.

Hinsides denne forhindring ligger en anden. Sanders har nok ret, når han påpeger, at Trumps parti ikke afspejler de fleste amerikaneres synspunkter. Sandt at sige ser selv republikanerne ud til at have indset dette: Deres magt hviler i vidt omfang på vælgerundertrykkelse, gerrymandering (omtegning af valgkredses geografi med henblik på at favorisere ens eget parti, red.) og den voldsomme anti-majoritære arkitektur i det amerikanske politiske system.

Men selv om republikanerne er et mindretalsparti, må man sige, at det mindretal, de repræsenterer, ikke er spor lille. Omkring 47 millioner mennesker stemte trods alt på republikanske kandidater ved midtvejsvalgene, og de republikanske kernevælgere elsker Trump – hans popularitetstal blandt disse grupper ligger stadig omkring de 90 procent. Så selv hvis de progressive kræfter skulle få inddraget flere vælgergrupper og har held med at gøre de repræsentative institutioner reelt repræsentative, vil Trump-blokken blive tilbage som en betydelig magtfaktor og med den også risikoen for, at den metastaserer til noget endnu mere uhyggeligt.

Det er let nok at fodre intellektets pessimisme, men desto vigtigere at finde kilder til håb for at fastholde gejst og optimisme. Paradoksalt nok kan det bedste grundlag for optimisme i sidste ende være den bizarre situation, vi befinder os i – en situation, der er endt med at gøre to gamle socialister til centrale aktører i britisk og amerikansk politik. Der er skilleveje i historien, hvor elementerne om-konfigurerer sig selv til nye overraskende mønstre, og hvor hændelsesforløb kan blive umulige at forudsige. Tiden har det med at bevæge sig fremad i spring og brud. En anden og bedre verden forbliver derfor en mulighed, selv om der aldrig følger nogen garantier med for mulighedens realisering.

John McDonnell (red.): ’Economics for the Many’. Forlaget Verso, 256 sider, 13 britiske pund

Bernie Sanders: ’Where We Go from Here: Two Years in the Resistance’. Biteback, 288 sider, 20 dollar

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.