Læsetid: 5 min.

Tredje sæson af ’True Detective’ bruger krimigenren til at fortælle ubekvemme sandheder om det at være menneske

Nic Pizzolatto kan ikke helt leve op til sig selv i tredje sæson af krimiserien ’True Detective’, men han har stadigvæk begået et komplekst og dybt fascinerende karakterstudie med en blændende Mahershala Ali i hovedrollen
Roland West (Stephen Dorff) og Wayne Hays (Mahershala Ali) forsøger at finde to forsvundne børn i tredje sæson af Nic Pizzolattos ’True Detective’. 

Roland West (Stephen Dorff) og Wayne Hays (Mahershala Ali) forsøger at finde to forsvundne børn i tredje sæson af Nic Pizzolattos ’True Detective’. 

HBO Nordic

14. januar 2019

Manuskriptforfatter og showrunner Nic Pizzolatto og instruktør Cary Joji Fukunaga skabte noget nær et tv-mirakel med den første sæson af antologiserien True Detective (2014), der tilmed udvidede rammerne for, hvad tv-mediet kan bruges til.

Det var på én gang en elementært spændende krimiserie og et fascinerende karakterstudie, som gravede sig dybt ned i de to hovedpersoner, politimændene Rust Cohle og Marty Hart (Matthew McConaughey og Woody Harrelson, som begge var fremragende), og gennem deres forsøg på at opklare et mord skildrede det fattige provinsmiljø i Louisiana, hvor handlingen udspillede sig, og som sitrede af stemning og metafysik.

Visuelt var serien også i en klasse for sig – det klædte tonen og billederne, at alle afsnit var instrueret af samme, stilsikre mand – og Pizzolatto legede veloplagt med flere forskellige tidsplaner og handlingstråde, der gav serien en sjælden energi og dynamik.

Det var en vanskelig bedrift at følge op på, og sæson to af True Detective, der havde premiere året efter og foregik i Los Angeles, begyndte godt, men endte som lidt noget rod.

Nu er Pizzolatto så tilbage med en tredje sæson, og jeg er glad for at kunne meddele – efter at have set fem af otte afsnit – at den er temmelig meget bedre end sæson to. Umiddelbart minder den i handling, tone og tempo og location en del om første sæson – ja, nogle elementer er nærmest kopieret fra første sæson. Men heldigvis er den nye sæson i høj grad også sin egen.

Fortid og nutid

Det begynder i 1980 med, at to børn, en 12-årig dreng og hans 10-årige lillesøster, forsvinder fra deres hjem i Ozark-området, en fattig udkantsdel af staten Arkansas.

På sagen er to kriminalassistenter, sorte Wayne Hays (Mahershala Ali) og hvide Roland West (Stephen Dorff), og takket være Hays, der har været spejder i det amerikanske militær i krigen i Vietnam, finder de snart drengen. Han er død og er blevet placeret i en hule med foldede hænder. I nærheden står nogle mystiske, flettede strådukker. Pigen er væk.

Ja, faktisk begynder historien også i 1990 – Nic Pizzolatto elsker at springe i tiden, sikkert fordi det giver historien fremdrift og mystik – hvor Hays bliver bedt om at fortælle om sagen fra 1980. Nye oplysninger er kommet frem i sagen, og den dømtes familie forsøger at få ham frikendt.

Og historien fortsætter i 2015, hvor den aldrende Hays forsøger at huske, hvad der egentlig skete dengang for 24 år siden. Hans kone, forfatteren Rebecca Hays (Deborah Ayorinde), som skrev en berømmet bog om sagen, er død, og Hays selv har svært ved at huske.

Det bliver ikke sagt, at den pensionerede politimand har Alzheimers, men meget tyder på det, og da et tv-hold dukker op og vil tale med ham om sagen, begynder han at blande fortid og nutid sammen og får samtidig fornemmelsen af, at der skete et eller andet i 1980 eller 1991, som ikke skulle være sket. Hvis han så bare kunne huske, hvad det var.

Nye oplysninger

I modsætning til de to første sæsoner af True Detective, koncentrerer tredje sæson sig om én person, nemlig Wayne Hays, og den fortæller både om et venskab – mellem Hays og Roland West – og ægteskabet mellem Wayne og Rebecca.

De mødes første gang under efterforskningen i 1980. Rebecca var drengens lærer, men hun har forfatterambitioner, og i 1991 har hun skrevet bogen om sagen – og om sit og Waynes forhold.

De ser ikke ens på sagen og på det nyttige i hendes bog, og Wayne, der er et meget tilbageholdende menneske, hjemsøges af spøgelser fra både Vietnam og fra efterforskningen i 1980. Så længe er det ikke siden, men det var alligevel en helt anden tid.

Sammen med Roland West tog han sig nogle gevaldige friheder, når det kom til afhøring af mistænkte, og det er også mindet om disse mildest talt uortodokse – kriminelle – metoder, som plager Wayne i 2015, da han skal interviewes af tv.

Journalisten har muligvis nye oplysninger i sagen, og det nærmest vækker ham fra en årelang søvn og får ham til at begynde igen at grave i sagen, også selv om hans voksne søn, Henry (Ray Fisher), der selv er blevet politimand, prøver at få ham fra det.

Ubekvemme sandheder

Der er ingen tvivl om, at Nic Pizzolatto, der er født og opvokset i Louisiana, føler sig mere hjemme i udkants-USA – hvad enten det er Louisiana eller Ozark-området – end i Los Angeles, og at han har en formidabel evne til at skrive mennesker, der af den ene eller den anden grund har svært ved at finde sig til rette i det omgivende samfund.

Han tager sig tid til at dyrke individer og miljøer, og han borer sig derind, hvor det gør allermest ondt på dem, han portrætterer.

Tredje sæson af True Detective handler om mange forskellige ting, ikke mindst hukommelsen som en upålidelig størrelse, om fortrængninger og om at læse noget og tro, at det er ens egne minder, om et ægteskab og et venskab, om at være forælder, om sorg og tilgivelse, om desperation og om at være sort mand i et hvidt og racistisk samfund, om at gøre op med fortiden og ens egne synder.

Pizzolatto lader ingen i stikken – dog er han med en vis ret blevet kritiseret for ikke at skrive så interessante kvindefigurer – og skuespillerne i True Detective har rig mulighed for at folde sig ud.

I første sæson var det især Matthew McConaugheys lommefilosofiske, livstrætte Cohle, der gjorde indtryk. I den nye sæson er det den afdæmpede Wayne Hays, man er ivrig efter at blive klog på.

Mahershala Ali er en blændende dygtig skuespiller, og han lader Hays tale mere med øjne, mimik og gestik end med ord, og man er aldrig i tvivl om, at han bærer rundt på oplevelser og gerninger, der ville få de fleste andre ned med nakken.

Han er det fascinerende omdrejningspunkt i en historie, der igen dygtigt bruger krimigenren til at fortælle nogle ubekvemme sandheder om det at være menneske.

Tredje sæson af True Detective er en inciterende oplevelse, ikke helt på højde med første sæson, men velskrevet og -spillet, flot fotograferet og forsynet med et velklingende soundtrack og et intenst lydspor, der giver én fornemmelsen af, at ikke meget er, som det burde være. Og sådan skal det være.

’True Detective’. Manuskript: Nic Pizzolatto. Instruktion: Jeremy Saulnier, Daniel Sackheim og Nic Pizzolatto. Første afsnit af otte kan ses på HBO Nordic i dag. Derefter et nyt afsnit hver mandag. Første og anden sæson af serien kan også ses på HBO Nordic.

Nic Pizzolatto, der har skrevet samtlige otte afsnit af True Detectives fremragende første sæson, har i flere interview udtalt, at han ikke bryder sig om, når tv-serier snyder; når de til slut hiver tæppet væk under fødderne på seerne ved at afsløre, at alt, hvad der tidligere er sket i serien, viser sig at være en løgn. På billedet Matthew McConaughey i rollen som politimanden Rustin Cohle
Læs også
Nic Pizzolatto har noget at leve op til med anden sæson af sin successerie, ’True Detective’. Flere amerikanske anmeldere er da også skuffede over de tre første afsnit, men spørgsmålet er, om det er rimeligt at sammenligne de to sæsoner?
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Balling
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
Morten Balling, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Balling

Den serie ændrede mit liv! :)

Her gik jeg og troede at jeg var den eneste som havde forstået, og at jeg nok hellere måtte lade være med at sige det til de andre, for de så ud til at leve så lykkeligt i deres illusioner.

Jeg kan stadig få gåsehud når jeg genser scenen, hvor det gik op for mig at der var andre som havde "connected the dots" og set billedet. Til de som stadig lever i "mørket":

https://www.youtube.com/watch?v=v7NEijUG_ug

Serien var fantastisk for sin evne til at skildre pessimisme som filosofi, men også for Woody's evne til at vise, at det er ok at acceptere at man bare er et menneske.

Samuel Grønlund

Første sæson var imponerende god.
Anden sæson var helt utrolig fantastisk.
Tredje sæson lyder umiddelbart ret kedelig - men lad os nu se, Nic Pizzolatto har styr på sin metier som få andre - gid dansk drama kunne finde talenter som ham.
Så vi måske kunne slippe for Badehotellet, Herrens veje og det sædvanlige pinlige pjat.