Anne Swärds roman virker, hvis man ikke tænker alt for firkantet

Det er nok sådan, at svenske Anne Swärds (f. 1969) roman Vera ikke vil andet og mere end at underholde sin læser, men lige det kan den så også. Underholdningen begynder med en hundrede procent gotisk scene: En syttenårig piges krop snøres hårdt ind. Hun skal giftes med en dobbelt så gammel læge af fornem familie, Ivan Ceder. Året er 1945, og Sandrine-bruden er flygtet fra krigen til Sverige. Hun er gravid i ottende måned, kjolen er specialsyet for at skjule maven, brylluppet skal skjule lægens homoseksualitet. Cederfamilien lever i fortiden, og det at skjule sandheder viser sig at være romanens motor.

Anne Swärd: ’Vera'.
Hvor slank er det ikke lige? Romanens ting er ikke så meget præcision som at skabe stemninger, at lade sproget forføre. Én effekt er at få konkrete betydninger til at flyde sammen med overførte, som når Vanna »trækker i trådene«. Det er lige lidt for meget, men det virker, hvis man ikke tænker alt for firkantet.
Sammenligningerne hører med til stilen her, pandekager kan være »lige så tynde som luften højt oppe i bjergene«.
Den gotiske roman bliver melodrama. Anden Verdenskrig er den effektfulde kulisse for intrigerne og løgnene. Karaktererne er lette at aflæse, en kvinde i molskindsbukser og blå baret er uafhængig, Vanna er den ydmyge slave, hendes navn bor i Ivans som for at understrege loyaliteten.
Ceder(træ) er kostbart, og alle i Cederfamilien har en vis kølighed over sig, de drikker for at kunne holde hinanden ud – meget som i Dollars. Den fremmede Sandrine er deres dopede fugl i et guldbur med en grum fortid blandt nazister.
Romanen har de alvorlige emner i sig. Ud over krig og undertrykkelse kan man hakke af ved abortspørgsmålet og det hellige moderskab. Men bare som ramasjang og drama, ikke som reelle mellemværender med virkeligheden.
Anne Swärd: ’Vera’. Oversat fra svensk af Jesper Klint Kistorp, Gyldendal, 352 sider, 300 kroner
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »