Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ariana Grande takler tragedie med hårdtslående rap og modne refleksioner

Det har været et tumultarisk år for den amerikanske sangerinde Ariana Grande. En ekskærestes død. En forlovelsesaflysning. Med sit andet album på blot et halvt år opdager Grande nye lyriske dybder og frisk selvtillid i et opgør med sin hidtidige doo-wop-sukkersøde persona
Kultur
13. februar 2019
Ariana Grande røber på sit nye album, at hun ikke længere kan lyve og lade, som om hun har det fint – den doo-wop-sukkersøde offentlige persona lægges endegyldigt i graven.

Ariana Grande røber på sit nye album, at hun ikke længere kan lyve og lade, som om hun har det fint – den doo-wop-sukkersøde offentlige persona lægges endegyldigt i graven.

Planet Photos

Ariana Grande vandt karrierens første Grammy Award ved den prestigiøse branchefest, der blev afholdt i Los Angeles natten til mandag.

Hun modtog statuetten for ’Best Pop Vocal Album’ for pladen Sweetener – en fortjent hyldest til en af de absolut bedste popudgivelser i 2018 – selv om »modtog« måske er for meget sagt: Den 25-årige popsangerinde, der er en af de bedstsælgende popsangerinder i verden og sidste år blev kåret til ’Woman of the Year’ af musikmagasinet Billboard, var nemlig ikke selv til stede ved overrækkelsen.

Oprindelig var det ellers meningen, at Grande skulle have optrådt til prisfesten, men efter uoverensstemmelser med showets producer, Ken Ehrlich, som hun anklagede for at »kvæle« hendes kreativitet og selvudtryk under forberedelserne, besluttede Grande sig for ikke at dukke op.

Og der stoppede dramaet ikke, for da det søndag nat stod klart, at ekskæresten Mac Miller, som i september døde af en overdosis, ikke løb med prisen for bedste rapalbum (der i stedet gik til Cardi B, i øvrigt den første kvinde til at modtage hæderen) reagerede Grande kortfattet:

»Bullshit,« skrev hun på Twitter.

I det hele taget må man konstatere, at det halve år, der er gået, siden Sweetener udkom, har været tumultarisk for det unge popikon. Ud over Millers tragiske død, blev Ariana Grandes forlovelse med den amerikanske komiker Pete Davidson også pludselig aflyst i efteråret.

Grande søgte tilflugt i musikken, må man forstå. Og i november udgav hun så »thank u, next«, førstesinglen og titelnummeret fra hendes nye album. En sang, lige dele unægteligt pophit og dybfølt taknemmelighed rettet mod ekskæresterne:

»Almost got married/ And for Pete, I'm so thankful/ Wish I could say, ’Thank you’ to Malcolm/ ’Cause he was an angel,« lyder det i et behageligt interiør af bløde, glinsende keyboards, klokkemelodier og rundvarm bas; en lyrisk og følelsesmæssig modenhed, der tilfører dybde til Grandes popudtryk, selv om lydbilledet stadig er rosenrødt.

Miller og Davidson fylder i det hele meget på albummet. Tag nummeret »needy«, hvor Grande synger om at have været på en følelsesmæssig rutsjebanetur, at hun kan være en stor (og opmærksomhedskrævede) mundfuld; men at hun kun »overtænker med sit hjerte«, fordi hun ved, hvor rart det er at føle sig behøvet.

Den ømme kærlighedslyrik fungerer, fordi den aldrig bliver selvmedlidende eller oversentimental, og samtidig er produktionen modig i sin spilledåseagtige sparsommelighed, hvor en helt simpel akkordrundgang udgør stort set hele fundamentet. Veloplagt, simpelthen.

Det samme kan siges om det tilsvarende minimalistisk producerede nummer »ghostin«, hvor bagtæppet er et udvasket bølgehav af synthesizerflader, der kun lige nøjagtig holdes spændstige af strygersektionens staccatomarkeringer, mens Grande synger om at være i fast parforhold, men egentlig elske en anden.

Hiphop 101

På albummet thank u, next spores imidlertid også en følelsesmæssig udvikling hos Grande, der overskrider det hjerteskærende og den nedtonede, men lyserødglimtende produktion.

Vi møder også en Grande, der virker væsentlig mere udfarende og selvhævdende end tidligere. Hovedparten af pladen er indspillet på blot to uger – modsat sweetener, der var to år undervejs – og hvor sweetener blev gæstet af stjerner som Pharrell Williams, Nicki Minaj og Missy Elliott, står Grande alene i rampelyset på thank u, next. En nyfunden selvtillid, der smitter af på musikken.

I december fortalte Grande i et interview med musikmagasinet Billboard, hvordan hun altid har drømt om at tale direkte til sine lyttere på den ufiltrerede, bramfri måde, som rappere gør det.

En drøm, der opfyldes med thank u, next. Det er påfaldende, at de to mest traditionelle popnumre på albummet, »imagine« og »bad idea«, der lyder som en moderne fortolkning af Gotyes 2011-hit »Somebody That I Used To Know« – også er albummets svageste øjeblikke. Simpelthen, fordi de blegner i sammenligning med Grandes mere hiphoppede krydseksperimenter.

I »fake smile« hører vi Grande rappe over et råt hiphopbeat af pulserende orgelanslag og fingerknips, mens omkvædet røber, hvordan hun ikke længere kan lyve og lade, som om hun har det fint – den doo-wop-sukkersøde offentlige persona lægges endegyldigt i graven.

En kendsgerning, der understøttes af »7 rings«, hvor Grande uovertræffeligt kombinerer melodilinjen fra The Sound of Music-klassikeren »My Favorite Things«, et tungt vuggende trapbeat, og pral om penge og luksusvarer: hiphop 101 – hårdtslående og effektfuldt.

Albummets absolutte højdepunkter er dog utvivlsomt numrene »bloodline« og »break up with your girlfriend, I’m bored«, hvor Grande gennemlever en slags aggressivitetskatarsis og nærmest modgår den reflekterede følsomhed, der findes i pladens mildere momenter.

Førstnævnte er en caribiskinspireret festhymne, hvor messingblæserne brøler en vinderagtig triumfmelodi, mens Grande stolt synger om personlig og seksuel uafhængighed:

»Don’t want you in my bloodline, yeah/ Just wanna have a good time, yeah.«

Og »break up with your girlfriend, I’m bored« er næsten endnu stærkere i sin suverænitetshævdelse. Musikalsk er nummeret en bedrift, da vers og omkvæd kører over samme nedtonede beat – hvor det harmoniske indhold blot udgøres af en simpel keyboardfrase – men takket være det mesterlige vokalarbejde er nummeret alligevel dynamiskkfyldt og medrivende.

Omvendt af den tvivlende og medlidende vaklen i »ghostin« synger Grande om, at hun vil have, hvad hun vil have:

»You could call me crazy/ ’cause I want you/ And I never even ever fuckin’ met you/ Say I’m trippin’/ and it ain’t right/ But you without me ain’t nice

Basta.

Ariana Grande: ’thank u, next’ (Republic)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her