Læsetid: 4 min.

Arne Hauge Sørensens fængende selvbiografi foregår mest af alt i en art ’ydre monolog’

Fra utilpasset proletarunge til afklaret kunstner. Arne Hauge Sørensens selvbiografi strækker sig fra den fattige barndom til i dag, hvor han som anerkendt kunstner fortæller om sit liv i en art ’ydre monolog’, hvor smertepunkter berøres med usminket åbenhed – og det er så det
»På forhånd kendte jeg ikke meget til Arne Haugen Sørensens kunst og slet ikke til den kunstscene, han beskriver ret skræmmende. Jeg har ingen særlige kunstkvalifikationer, og jeg ventede mig ikke det store af en kunstners selvbiografi. Men jeg blev fanget af fortælleformen og endte med at læse bogen i ét interesseret stræk,« skriver Karen Syberg.

»På forhånd kendte jeg ikke meget til Arne Haugen Sørensens kunst og slet ikke til den kunstscene, han beskriver ret skræmmende. Jeg har ingen særlige kunstkvalifikationer, og jeg ventede mig ikke det store af en kunstners selvbiografi. Men jeg blev fanget af fortælleformen og endte med at læse bogen i ét interesseret stræk,« skriver Karen Syberg.

Erik Kragh

22. februar 2019

Arne Haugen Sørensens opvækst foregik dels på Amager, dels på Bornholm. Han er ældste søn af en fattig, enlig mor, billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen er lillebror.

Haugen Sørensen har en sjov matter of fact-måde at skrive på. På Bornholm kaldtes en af hans legekammerater ’Sjettetå’, fordi drengen havde seks tæer på den ene fod. Som tiårig sagde ’Sjettetå’ en dag til sin mor, at han ikke ville leve længere, så nu gik han op på loftet og hængte sig.

»Ja, min dreng, gør du bare det, svarede moren distræt. Hvorpå han gik op og hængte sig,« meddeler Arne Haugen Sørensen. Ikke mere at sige om den sag.

Samme abrupte fortællemåde møder vi senere i bogen, hvor han beretter om bruddet med sin bror Jørgen, der spørger ham, om de er enige om, at deres mor har været sød og god og faren et dumt nazisvin. Arne bekræfter og får til svar:

»Jeg er ligesom vores mor, og du er ligesom far.«

Smertepunkterne berøres med usminket åbenhed – og det er så det.

Samtidig glider han uden overgang fra det ene emne til det andet, og uden man helt kan finde ud af hvordan, vokser en selvbiografi frem, der strækker sig fra den fattige barndom til den dag, han som 86-årig bliver ’adopteret’ af sin andalusiske landsby, Frigiliana, hvor han har boet og arbejdet i mere end 30 år.

En særlig udtryksform

Kunstnerkarrieren begyndte med, at den utilpassede proletarunge blev forsøgt tilpasset det ene job efter det andet. Men enten kunne han ikke holde det ud, eller også var han for uduelig.

Indtil han ’fandt hullet i muren’, slap ud og blev kunstner. Måske har hans opvækst disponeret for en vis materiel ubekymrethed. I det mindste var det ikke velstand, der tyngede ham, før han som en af de første modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat og slog igennem som kunstner.

Men vil man til Paris, kan man jo tomle, og kan man få et faldefærdigt hus billigt, kan man jo sætte det i stand. Jeg har ikke tal på, hvor mange ruiner Arne Haugen Sørensen og hans tapre kone, Dorthe, har renoveret igennem deres liv.

Man funderer over, om udtryksformen har med maleriet at gøre. Arne Haugen Sørensens medie er billedet. Hans selvbiografi er ganske vist overordentligt velformuleret, men det meste foregår i en art ’ydre monolog’, kun sporadisk får vi overvejelser over hans indre liv. Begivenhederne står som billeder, der udmales, men ikke fortolkes.

Et enkelt sted erkender han selv, at ordene kommer til kort. Han er blevet skilt fra sin første kone, Grethe, gift igen og har fået børn i sit nye ægteskab, mens han ikke ser sine to piger fra første ægteskab.

Han modtager et ulykkeligt brev fra den yngste datter, men han er ude af stand til at svare, forklarer han. Han genkender sin fortvivlelse over sin egen far, som han ligeledes som teenager skrev et ulykkeligt brev til. Og heller aldrig fik svar på.

»Tragisk, at hver generation på den måde arver fortidens synder og, uden at ville det, giver dem videre til den næste,« lyder den afmægtige konklusion.

»Jeg har måttet leve med en følelse af utilstrækkelighed«

Bogen er et afklaret værk. Den er rigt illustreret med Arne Haugen Sørensens kunst og hans private fotografier og skrevet på et tidspunkt, hvor det meste er overstået og forsonet.

Men mens tingene skete, må det have været voldsomt nok. Mens ægteskabet med Grethe skranter, men hvor de har besluttet at rette det op, møder Haugen Sørensen en dag en fyr på et værtshus og tilbyder ham et lift. Han er sammen med en pige, Dorthe, og de to vil til Polen.

Det første lift bliver til endnu et og endnu et, indtil Haugen Sørensen ender i Polen sammen med de to andre og forelsker sig i Dorthe, mens Grethe og børnene i Danmark ikke aner, hvor han er. Den sag har sikkert set forskellig ud, alt efter hvilken side den blev set fra.

»Jeg har måttet leve med en følelse af utilstrækkelighed i forhold til mine børn. Et handicap som en vissen arm. En næsten usynlig defekt, som jeg er afhængig af Dorthe til at kompensere for. Naturligvis elsker jeg mine børn, men kun hos hende fylder de hele livet. Som de gjorde hos min egen mor. Kvinder bærer jorden,« skriver han.

En fængende fortælleform

Ud over at bære jorden bliver Dorthe på et tidspunkt keramiker, og samarbejdet mellem ægtefællerne får en ny dimension.

Ved siden af kvindelig omsorg er det nok i kristendommen, man skal søge en kilde til det indre liv. I løbet af sin karriere bliver Haugen Sørensen i stigende grad kirkekunstner, og motiverne fra Bibelen finder genklang i ham.

»Måske er al religion ren og skær ønsketænkning,« skriver han.

»En sutteklud at trøste sig med i den lange nat. Måske. Selv da er det en måde at erkende en uforståelig verden på. Ufuldkomne og mangelfulde som vi er, må vi begynde et sted.«

Også hans mange år i Spanien og de katolske spanieres indlevelse i passionshistorien skildres med stor betagelse.

På forhånd kendte jeg ikke meget til Arne Haugen Sørensens kunst og slet ikke til den kunstscene, han beskriver ret skræmmende. Jeg har ingen særlige kunstkvalifikationer, og jeg ventede mig ikke det store af en kunstners selvbiografi. Men jeg blev fanget af fortælleformen og endte med at læse bogen i ét interesseret stræk.

Arne Haugen Sørensen: ’Tiden grebet i halen. Erindringer’. Gyldendal, 256 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu