Her er de bedste scener fra DR’s vinprogram med Anders Fogh, ’Skål fra Europa’ – så behøver du ikke selv se det

I DR2-programmet Skål for Europa er vi på roadtrip med journalist – og selverklæret vinentusiast – Morten Brink Iwersen samt den tidligere danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen, som i disse dage er i mediernes søgelys efter sidste uges offentliggørelse af krigsudredningen.

Her blev det slået fast, at hans regering »strammede« oplysninger om Irakkrigens grundlag og videregav et »ufuldstændigt billede« til Folketinget.

Skål for Europa giver sig ud for at være et moderne dannelsesprogram om vinkultur og europæisk politik, men er det faktisk ikke. Foghs politiske fortid dykkes der ikke ned i. Den gode stemning skal jo helst bevares, når man drikker vin i fjernsynet.

I det hele taget er programmet minimalt oplysende – både når det gælder Foghs europolitiske femsekundersanalyser, og når Iwersen skal gøre os klogere på den ædle drik af fermenterede druer. Til gengæld er det en vidunderlig fortælling om to midaldrende mænd, der har det akavet og konstant snakker forbi hinanden.

Her er de bedste øjeblikke.

1. »Jeg ilter den«

Fogh og Iwersen sidder ved et lille udendørsbord med rød dug og en plante i en flettet kurv. De er i det tyske vindistrikt Mosel, hvor Iwersen har bestilt to lokalt producerede flasker fra cafeens vinkort. De skåler og smager. Og Iwersen kører den gyldne væske voldsomt rundt inde i munden. Meget højlydt. 

»Nu sidder du ganske vist sådan og slubrer, men altså …« starter Fogh, der er iført ternet skjorte og blå blazer.

»Kan du finde ud af dét?« afbryder Iwersen.

»Arh, men det vil jeg jo ikke. Jeg vil ikke sådan sidde herude og …«

»Ved du, hvorfor jeg gør det,« afbryder Iwersen igen og besvarer så sit eget spørgsmål:

»Jeg ilter den.«

»Du ilter den jo inde i munden, ja. Det ved jeg godt, men altså alligevel …«

»Er det for meget,« spørger Iwersen, der sidder i en sort hættetrøje. 

»Mmm … neeej,« siger Fogh, men mener vist »ja«.

»Nu er vi jo ude i det her ærinde, men hvis jeg sad med min familie på en restaurant i Frankrig, så ville jeg da ikke sådan sidde og …«

(Fogh tager hænder op foran kinderne og laver bølgebevægelser med fingrene).

» … gurgle min vin.«

»Det gør jeg altid,« siger Iwersen.

»Gør du det?«

»Altid. Altid. Altid.«

2. »Kan du ikke smage mirabellerne?«

Fogh og Iwersen skal besøge nogle såkaldt »almindelige vinbønder«. De to sidder på en trailer af træ, som er hægtet på en grøn traktor. Fogh er iført en lyserød polo og solbriller. Underlægget er Kraftwerks »Das Model«. De ankommer til en afsats, hvor der står et bord, et par bænke og nogle vinbønder, klar til at præsentere deres produkter.

»Jeg har altid syntes, der er meget mirabelle i din vin,« siger Iwersen til en af vinbønderne.

»Gul mirabelle,« præciserer han.

»Hvordan vil du beskrive vinen,« spørger han så Fogh.

»Jamen, jeg kan jo ikke smage beller i den her,« siger han og kigger ned i glasset, som om han leder efter noget.

»Kan du ikke smage mirabellerne,« spørger Iwersen.

»Nej.«

»Kan du dufte dem?«

»Næ.«

»Gule mirabeller.«

»Nej.«

»Kender du ikke matadormix? Der er de der pærer …«

»Mhm.«

» … De der grønne pærer – kan du genkende dem sådan lidt i næsen?«

Fogh tager sig en lang tænkepause bag solbrillerne.

»Dem kan jeg godt dufte her. Simpelthen. Ja, det kan jeg godt.«

3. »Jeg tror ikke, jeg var født«

Anders Fogh Rasmussen sidder på passagersædet i en sort stationcar iført en laksefarvet polo og med solbriller i håret. Han skruer løs på bilradioens frekvensknap.

»Det er en politiker, der taler … Det gider vi ikke høre på,« siger den tidligere statsminister og spoler utålmodigt videre, indtil han pludselig standser, læner sig tilbage i sædet og lægger armene over kors.

»Ed Sheeran,« siger han og kigger ud af vinduet.

»Det kan jeg godt lide, faktisk.«

»Hvem er det,« spørger Iwersen.

»Ed Sheeran,« gentager Fogh.

De to sidder i stilhed og lytter til 2017-hittet »Perfect«, mens de passerer vinmarker badet i sol. 

»We fell in love/not knowing what it was
I will not give you up this time,« lyder det. 

»Ej, den kender du da,« udbryder Fogh så.

»Nej, det gør jeg ikke.«

»Gør du ikke?«

»Jeg tror ikke, jeg var født,« siger Iwersen.

Så forklarer Fogh lidt om sin musiksmag: Lydbilledet må helst ikke være »for hårdt« og skal gerne være en »anelse sentimentalt«.

»Det var meget heldigt, at vi lige fandt ham,« slår Fogh fast. 

4. »Jeg dufter røg!«

Fogh og Iwersen ankommer til en ældre ungarsk producent af den berømte dessertvin Aszú. De skal smage tre forskellige årgange.

»Her har du altså kvæder,« siger Iwersen om den første vin i et forsøg på at få Fogh til at sætte ord på smagsoplevelsen.

»Kvæder? Jeg har ikke smagt kvæder, så jeg ved ikke, hvordan en kvæde dufter. Men den er god,« siger Fogh.

Det næste glas hældes op.

»Kan du dufte noget her? Der er én ting, der dufter meget tydeligt,« prøver Iwersen.

»Jeg dufter røg!« siger Fogh til Iwersens åbenlyse forbavselse.

»Røg? Det er næsten kandiseret appelsinskal,« siger Iwersen.

»Jeg har aldrig nogensinde fået kandiseret appelsinskal, så det ved jeg ingenting om. Men den er rigtig god,« konstaterer Fogh igen.

Tredje flaske.

»Hvordan smager det dig,« spørger Iwersen.

Fogh skvulper vinen godt rundt i mundhulen, kniber koncentreret øjnene sammen; synker og smækker med læberne.

»Rigtig god,« nikker han.

5. »Har du tømmermænd?«

Fogh og Iwersen er på besøg hos en italiensk vinbonde, der producerer Barolo. De sidder ved et kraftigt mahognibord i et tidligere kirkerum med kalkmalerier på bagvæggen.

»Kan du finde tanninen,« spørger Iwersen.

»Det er ligesom te, der har trukket for længe og sidder på tungen,« forklarer han med sin yndlingsmetafor, der allerede har været i spil flere gange i seriens tre første afsnit.

Fogh leder. Han vipper hovedet lidt til højre, inden han spytter ud i den lille sølvspand, der står på bordet.

»Ja – specielt 2016’eren.«

Iwersen snakker videre om »afrunding« og »en næse, der bliver mere kompleks«. Fogh virker fjern. Han spytter ud igen, kniber ansigtet sammen og renser tænder med tungen. Så hælder han hele sit vinglas ud i den lille sølvspand. 

Den næste vin er bedre.

»Det kan næsten ikke passe,« siger Fogh, der er iført en pastelgul polo.

Han svinger vinen rundt i store cirkler, trækker vejret dybt og putter næsen tilbage ned i glasset.

»Måske synes du, at jeg er en lille smule skør,« siger han, inden han pludselig slår over i engelsk og vender sig mod den italienske vinbonde.

»Am I wrong,« spørger han.

Hans fingre laver ivrigt forklarende bevægelser foran ansigtet.

Han rører ved sin næse.

»I can smell or taste a bit of tobacco.«

»Si, Si. Of course – that’s quite classic,« forsikrer den italienske vinbonde.

Fogh griner; lettet.

»Enten har du virkelig forbedret dine næsesans – eller også har du læst godt på lektien i flyet,« siger Iwersen.

Næste morgen står Fogh og Iwersen tidligt op for at løbe en tur.

»Har du tømmermænd,« spørger Iwersen iført en stram sort DR-T-shirt.

»Nej, det har jeg godt nok ikke – det er mange år siden, jeg har haft det.«

»Imponerende. Jeg har det sgu ikke helt godt,« mumler Iwersen.

»Hvad siger du,« spørger Fogh.

»Jeg har det lidt dårligt.«

»Har du det dårligt?«

»Jaerh – det ved jeg ikke.«

»Nå,« siger Fogh.

»Af at drikke i aftes?«

»Neaaeerj.…« prøver Iwersen undvigende.

»Den her vej,« siger han pludselig, sætter i gang og løber fra Fogh.

»Hov!«

6. »Du går benhårdt efter den kedeligste vare i hele disken«

Fogh og Iwersen er i Frankrig for at smage Bourgogne.

»Jeg ved jo godt, at det er en fin vin. Det er den da også. Men. Sammenlignet med den lidt kraftige rødvin, jeg plejer at få nede i mit eget område, Languedoc, så synes jeg, at Bourgogne er det, jeg kalder tyndt sprøjt. Det må jeg sige,« siger Fogh.

»Okay. Så er mit mål med den her tur at få dig til at forstå og værdsætte elegance,« lover Iwersen.

Efter at have besøgt en fransk vinbonde er Fogh og Iwersen taget på delikatessemarked, hvor de skal købe ind til en »lækker frokost«.

»Det er vel mest ost og skinke – jambon – vi skal have. Er det ikke,« spørger Fogh i sin lyseblå polo.

»Jambon er så kedeligt. Det kan du få alle vegne,« svarer Iwersen.

»Aaarh, det skal jeg have. Det skal jeg have. Det kan jeg godt sige dig,« siger Fogh.

»Okay, okay – så får du det.«

Fogh spørger ostehandleren, om han støtter præsident Macrons vision om at styrke og revitalisere EU.

»Oui,« svarer han, tydeligvis koncentreret om at pakke et stykke ost ind i papir.

»Vi skal jo også have brød!« udbryder Fogh.

»Vi skal også have en lille smule paté og noget …« begynder Iwersen.

»Ja! Vi skal have paté, ja. Det er rigtigt,« afbryder Fogh.

»Og jeg skal have jambon – det husker du.«

Iwersen spørger bagerjomfruen, hvad hendes holdning til Macron er.

Svaret er tilsvarende kortfattet.

»Vi mangler jambon,« siger Fogh.

»Jambon, ja,« siger Iwersen opgivende.

»Orv! Den ser også flot ud, den der,« siger Iwersen og peger på en terrine de joue et de quene de beauf.

»Det må være kalvehoved,« tøver han.

»Det er ikke sådan liiige …«

»Det er lige mærkeligt nok,« konstaterer Iwersen.

»Dér er den: jambon blanc!« udbryder Fogh så.

»Skal vi prøve den,« spørger Iwersen i et overbærende toneleje.

»Ja, skal vi ikke prøve den,« spørger Fogh, som om han skal have lov.

»Du går benhårdt efter den kedeligste vare i hele disken.«

»Simpelthen – men den skal jeg have til ost.«

Femte og næstsidste afsnit af ’Skål for Europa’ bliver sendt i aften mandag, kl. 22:00 på DR2.