Læsetid: 3 min.

Billige bind giver kvinder vinger i Oscarvindende dokumentarfilm

Rayka Zehtabchi har med den Oscarvindende ’Period. End of Sentence’ lavet en såre charmerende kort dokumentarfilm om et meget vigtigt emne
En af kvinderne i den Oscarvindende korte dokumentarfilm, ’Period. End of Sentence’, drømmer om at blive politibetjent, fordi hun så ikke behøver at gifte sig.

En af kvinderne i den Oscarvindende korte dokumentarfilm, ’Period. End of Sentence’, drømmer om at blive politibetjent, fordi hun så ikke behøver at gifte sig.

Netflix

1. marts 2019

»Jeg græder ikke, fordi jeg har menstruation eller noget. Jeg kan simpelthen ikke tro, at en film om menstruation har vundet en Oscar.«

Rayka Zehtabchi var ovenud lykkelig, da hun natten til mandag, dansk tid, indtog scenen til årets Oscaruddeling for at modtage prisen for Period. End of Sentence, en 26 minutter lang, aktivistisk dokumentarfilm om menstruationsbind og en landsby i Indien.

Filmen, der på dansk har fået den lidet poetiske titel Menses: Historien om en revolution, kan ses på Netflix, og det bør man straks gøre. Den er lige dele iværksætterhistorie, oplysningsprojekt og frigørelsesfortælling fra et land, hvor få ved, hvad menstruation er, og hvad man gør, når man får det.

Det er simpelthen ikke noget, man taler om – det er pinligt – og det er både et hygiejneproblem og en hæmsko for unge kvinder, der har ambitioner om andet end at blive gift med en mand. En af kvinderne i filmen drømmer f.eks. om at blive politibetjent i New Delhi, fordi så kan hun slippe for at blive gift.

Opbyggeligt projekt

»Datteren talte aldrig med sin mor om det, konen aldrig med sin mand, venner taler ikke med hinanden. Menstruation er det største tabu i mit land. Missionen er at gøre Indien til et land, hvor 100 procent af kvinderne bruger bind. Lige nu ligger tallet på mindre end 10 procent,« siger den entreprenante mand, der har opfundet en maskine, der kan fremstille billige hygiejnebind.

En skole i Los Angeles har crowdfunded og samlet ind, så kvinderne i landsbyen kan få installeret en sådan maskine og selv begynde at producere og sælge de billige bind.

Samtidig bedriver de et vigtigt stykke oplysningsarbejde for områdets øvrige kvinder, der skal have at vide, at menstruation altså ikke er noget at skamme sig over, og hvorfor det er nødvendigt og gavnligt for dem at bruge bind med en god sugeevne i stedet for beskidte klude, der hele tiden skal skiftes.

Den amerikanske skole har med sin indsamling også finansieret Period. End of Sentence, og både den og bindene er en del af thepadproject.org, der arbejder med lignende opbyggelige projekter rundt om i verden, og som har det slagfærdige motto: »A period should end a sentence, not at girl’s education

Traditionelle kønsroller

Kvinderne i Period. End of Sentence lærer at betjene maskinen, og for fleres vedkommende er det første gang i deres liv, at de rent faktisk har et arbejde. Andre af dem tager ud for at sælge bindene, hvilket er en udfordring, fordi deres potentielle kunder ikke umiddelbart bryder sig om at snakke om menstruation.

Det hjælper dog, at sælgerne selv er kvinder.

Bindene kalder de Fly, og som én af bagkvinderne på et tidspunkt forklarer, handler det om at give Indiens kvinder vinger, så de kan frigøre sig og flyve ud i verden. En anden kvinde i filmen gik f.eks. ud af skolen, fordi det var for besværligt for hende, når hun havde menstruation og f.eks. skulle finde et ugenert sted at skifte klud.

Period. End of Sentence er en såre charmerende og let lille film, der udspiller sig på en alvorlig baggrund og handler om noget meget vigtigt: Kvinder i alle aldres selvstændighed og selvrespekt og deres muligheder i et mandsdomineret samfund, hvor kvinder stigmatiseres, uvidenhed trives, og traditionelle kønsrollemønstre således fastholdes.

’Period. End of Sentence’. Instruktion: Rayka Zehtabchi. Amerikansk. Kan ses på Netflix

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristin Marie Lassen
Kristin Marie Lassen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu