Læsetid: 3 min.

Blæst!

Da solsorten Bjarne fik en orkan lige i nakken, og verden fik farver
Da solsorten Bjarne fik en orkan lige i nakken, og verden fik farver

Illustration fra bogen

15. februar 2019

Bjarne er en solsort, som lever af skodder i storbyens larm. Tilværelsen ændrer sig, den dag en orkan blæser Bjarne hen i en af byens parker, hvor han aldrig har været før. Ikke alene er omgivelserne nye og smukke, Bjarne møder også kærligheden i form af fuglen Charlotte.

Bjarne blæser væk er historien om at komme ud af sine vante omgivelser og opleve, hvor stor og vidunderlig verden er, fuld af farver og dejlige damer.

Solsorten Bjarne blæser fra byens grå gader til parkens grønne liv, ser for første gang udstrakt blå himmel og oplever stilheden. Så meget at Bjarne tror, at han er blevet døv! Det resulterer i en skøn passage, hvor Bjarne mirakuløst tror, at han atter kan høre i det øjeblik, Charlotte pipper godaften til ham, og i forlængelse heraf affyrer jordens nok mest slidte scorebemærkning til den brune dame:

»Kommer du tit her?« 

Bjarne er højst sandsynligt ikke blæst mange meter væk, men er alligevel i en helt anden verden.

Zenia Johnsen skriver i en tone, som er sjov på en skøn, nærmest uventet måde. At leve af skodder i en larmende storby må være trist og sørgeligt, men fortællerstemmen er munter: ’de dejlige grå gader’, ’byen larmer virkelig vidunderligt’ og Bjarne ’flyver glad’ og finder et ’prima skod’.

Teksten er så tilpas kort og åben, at illustrationerne får plads, og ordene er nøje udvalgt uden at virke anstrengte. Den sproglige opfindsomhed udmønter sig i sjove sammenstillinger som »et stort træ, som har både til gården og til gaden«, hvilket lyder som et træ med en pragtfuld, bølgende krone. Da Bjarne hoster, fordi han får skoddet galt i halsen, er omgivelsernes reaktion paradoksalt nok, at de synes, solsorten synger smukt.

»’Nøj,’ siger pigen. ’Host,’ siger Bjarne.«

Så enkelt kan det gøres.

Farver og fauna og endeløse rækker

Enkel og morsom er også illustrationerne af Simon Væth. Bjarne er en stor fugl med et lille hoved. En sort spiral over hovedet og skelende pupiller signalerer, at han er omtumlet.

Væth viser byens travlhed ved at tegne mennesker i endeløse rækker med kroppen drejet ud mod beskueren, ligesom de gamle ægyptiske afbildninger.

Gennem farver og komposition understreger Væth kontrasten mellem byens orkanlandskab; bygninger og biler i fordrejede positioner kastet rundt på siderne og med hvide krydsende linjer af hård vind modsat en rolig flade med blå udstrakt himmel og grønne træer.

I byen er det meste gråt, sort og hvidt. Kun biler og mennesker har farver. I parken er alting i farver. Bjarnes glæde over farver og fauna bliver også beskuerens, ikke mindst i opslaget, hvor himmelen skifter farve til rød. Sorte, primært lineære træstammer bliver oplyst bagfra af postkasserød, der changerer over i cyklamen. Eller når træernes kroner er malet på en måde, så det ligner Simon Væth har ført en kam horisontalt igennem tyk maling. Der er simpelthen rart at se på.

Min eneste anke er, at Simon Væth går unødigt forsigtigt til værks, når man sammenligner med hans øvrige illustrationskunst. Her er udtrykket både mere vildt, f.eks. med mønstret skravering, og poetisk, som hans detaljerede og skrøbelige papirklip.

Vi er langt fra den type børnelitteratur, hvor fortæller og illustrator anstrenger sig for at være morsomme ved at være påtagede sjove og frække. I Bjarne blæser væk er der ømhed og humor i et roligt flow hele vejen gennem historien. Jeg sidder tilbage efter endt læsning med en udstrakt følelse af taknemlighed.

’Bjarne blæser væk’ af Zenia Johnsen og Simon Væth. Jensen & Dalgaard, 2019

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu