Ud af en brevveksling fra skyttegravene under Første Verdenskrig er sprunget en fin og original roman

En brevsamling, fundet i en skuffe på den slægtsgård i Hoptrup nær Haderslev, hvor journalisten og nu også forfatteren Anna Elisabeth Jessen selv bor, blev en vigtig inspirationskilde til hendes debutroman Om hundrede år.

I en skuffe i et gammelt skab på loftet fandt Anna Elisabeth Jessen sine bedsteforældres brevkorrespondance fra den tid, da bedstefaderen lå i skyttegravene under Første Verdenskrig. Ud af brevene er sprunget en fiktiv beretning, en fin og originalt fortalt roman i korte kapitler om en dansksindet sønderjysk familie i fem generationer, som foregår over hundrede år, fra 1914-2014.

Grænselandets mennesker

Som journalist og dokumentarist i bl.a. filmen R har Anna Elisabeth Jessen ofte beskæftiget sig med grænselandets mennesker. Romanen beskriver netop også Sønderjylland, eller Nordslesvig, som nogle af romanens personer kalder deres hjemegn, med blik for grænselandets særlige placering mellem Tyskland og Danmark.

Hvert af de hundrede kapitler er kun tre-fem sider langt og beskriver i nedslag mærkedage i personernes liv: en brudt forlovelse, et kærlighedsmøde, voldtægter begået af ’fremmede’, fødsel og død. I én af mange rørende, skarptskårne scener bliver en gammel hund skudt, da dens ejer ligger på dødslejet.

Romanen åbner, da slægtsgårdens arving, den unge Hans, i 1914 indkaldes til krigstjeneste på tysk side. Han dør af sennepsgas, og gården tilfalder hans søster Helene og hendes mand Marius, der kommer døv hjem fra krigen. Parrets fem børn bliver romanens egentlige hovedpersoner, som lever og dør i lokalområdet.

Tre af dem gifter sig aldrig, men bliver boende sammen på slægtsgården – søsteren Marie, den sure Åge og lillebror Hans (opkaldt efter Helenes afdøde bror), der stammer nervøst, når Åge er i nærheden, og det er han altid.

Især står billederne stærkt af hverdagene i et liv, som i lange perioder næsten står stille i landbrugets cirkulære rutiner. Personerne oplever ro og lykke ved dyrenes varme og landets rigdom.

Fremdrift og mild komik opstår, når moderne tider umærkeligt sniger sig ind. En traktor overtager hestenes arbejde, cykel erstattes med bil, hørerør med nymodens høreapparater. Ofte er det romanens kvinder, der først åbner sig mod omverdenen, tager på charterrejse og anskaffer fjernsyn.

At tale om sig selv er ingen af dem i vane med, og især går man helst alene med tungere ting. Åge taler aldrig om sit livslange savn af den muntre fætter Lorens, der var om bord, da skoleskibet København i 1929 sank ved Argentina, mens Hans og Marie på deres side bærer Åges »svære sind« med anstand. Da Marie i 1975 aftaler med en folkemindesamler at fortælle om sit liv på egnen til en båndoptager, stritter brødrene imod:

»Åge griner dumt. Han har ikke tænkt sig at lade sig optage på bånd. Hans kigger skræmt på båndoptageren. Han skal heller ikke have noget af at stamme ned i den maskine (…) da folkemindesamleren næste gang kommer forbi, er der ikke andet på båndet end En yndig og frydefuld sommertid og nogle lidt skramlede optagelser med hendes yndlingsprogram, Familiespejlet, som Marie har forsøgt sig med i køkkenet, og det har ingen interesse for folkemindesamleren.«

Først op mod nutiden kaster Helenes og Marius’ børnebørn og oldebarnet Loulou sig over familiens historie, mens den gamle Hans blomstrer op på plejecenteret, hvor han uden at stamme det mindste brillerer i skakturneringer.

Spring mellem identitet

Gradvist udviskes det gamle nag mellem dansk og tysk identitet. I romanens slutning er den næstyngste generation, Johanne, gift med tyskeren Heinrich, med hvem hun har den kvikke datter Loulou, som er adopteret fra Kina.

Symbolsk udjævnes også områdets skrænter og høje. Et sådant gravearbejde giver i 1997 søskendeflokkens yngste bror, Niels Frederik, søvnløse nætter, indtil han får destrueret skelettet af en anden Heinrich, hvis 50 år gamle hvilested på familiens jord kun Niels Frederik kender. Andre bliver nervøse, da en russisk krigsfanges mystiske forsvinden under Første Verdenskrig pludselig efterforskes.

Jessens Sønderjylland har med andre ord sine hemmeligheder, med en tankevækkende parallel til Erling Jepsens burleske bøger om sønderjysk selvtægt. Måske tog folk i grænselandet af og til retten i egne næver, netop fordi retshåndhævelsen skiftede mellem Tyskland og Danmark?

Sønderjylland har haft sin egen skæbne, og egnens ældre husker, hvem der holdt med hvem og hvornår. Som moderne læser må man glæde sig over, at de snusfornuftige overlevere på begge sider afholdt sig fra voldelige sammenstød i større målestok.

Romanen kunne med fordel udfolde personernes indre liv mere, men pointen er den samme som i Jens Smærups Mærkedage: at landet, sproget og traditionen trækker i os alle, men at en ny og mere åben verden kræver en ny følsomhed.

Men hvorfor det overhovedet kan være så vigtigt at profilere os mod dem, bliver man klogere på i Anna Elisabeth Jessens roman, der vidner om, at alt ikke er glemt om hundrede år.

Anna Elisabeth Jessen: ’Om hundrede år’. Rosinante, 415 sider, 300 kroner.