Danske børnebøger er dødsensfarlige: søskende, forældre, kærester, hovedpersoner, hunde, hamstere og andre pårørende dør og begraves konstant.
Anita Krumbachs Hvis Cilla kunne se mig nu er ingen undtagelse. 14-årige Solvej har ikke bare mistet sin storesøster. Hun har mistet den vigtigste person i sit liv. Den, der skulle hjælpe hende med at blive voksen.
Cilla var et vidunderligt menneske, forstår vi på Solvej, men også på den familie, der to år efter dødsfaldet stadig er i granatchok. Da Cillas kæreste pludseligt dukker op efter en lang rejse og ender med at tage med familien på ferie til Sverige, bliver de tvunget til at forholde sig til tabet:
»Det var Eddie, der stod der, men det var Cilla vi så.«
Solvej køber lykkeposer fyldt med usælgeligt makeup og andet udstyr, hun tror, man skal bruge for at blive kvinde efter sin søsters forbillede.
Det er en dejlig varm beskrivelse af den betydning, søstre kan have for hinanden.
Der er i det hele taget mange små spændende menneskeobservationer, der gør, at man bliver nysgerrig på, hvordan ikke bare Solvej, men hvert enkelt medlem af hendes familie kommer videre.
Men sproget er desværre overlæsset med billeder, metaforer og besjælinger. Tanker lander »som sten i vandet«. Hovedpersonen er »en forsvarsløs magnet kilet fast på køleskabet Pil« En stemme bliver svagere og lyder til sidst »som en døendes sidste ord«.
Det er ofte kluntet (en magnet kiler sig ikke fast) og søgt.
Men på samme tid er det sært befriende at læse en bog, hvor dette tunge emne ikke bliver serveret i små korte sætninger. Hvor sætningsopbygningen ikke skal fremprovokere en rytme. En rytme, der understreger sagens alvor. Dens tyngde.
Det er ellers næsten blevet et kendetegn for den dødsfaldstematiserende danske børnelitteratur med hovedpersoner på Solvejs alder. Anita Krumbach er tydeligvis mere interesseret i relationer mellem karakterer, og der sker interessante ting i denne mærkelige modvillige familie.
Anita Krumbach: ’Hvis Cilla kunne se mig nu’, Høst & Søn, 139 sider.
