Læsetid: 4 min.

Colm Toíbín skriver politisk thriller

Irske Colm Toíbín har forladt sine vante kulisser for at gendigte den græske mytologi. Det er han sluppet godt fra
Handlingen i Colm Toíbíns nye roman udspiller sig langt fra Irland, men tematisk fletter Navnenes hus sig elegant ind i forfatterskabet. Med afsæt i en håndfuld fortællinger fra den græske mytologi afvikles et drama om en mildest talt dysfunktionel familie fanget i et net af blodige og politiske intriger.

Handlingen i Colm Toíbíns nye roman udspiller sig langt fra Irland, men tematisk fletter Navnenes hus sig elegant ind i forfatterskabet. Med afsæt i en håndfuld fortællinger fra den græske mytologi afvikles et drama om en mildest talt dysfunktionel familie fanget i et net af blodige og politiske intriger.

Geraint Lewis

1. marts 2019

Da Colm Tóibín var otte år gammel, blev han og hans bror afleveret hos en slægtning i den lille irske by Enniscorthy. Herefter rejste moren til Dublin for at være ved deres syge fars hospitalsseng. I flere måneder hørte de to drenge ikke et ord fra deres mor, og da faren døde fire år efter, bad Colm selv om at komme på kostskole for ikke at bo hos sin mor, hvis manglende empati for børnene, han aldrig lærte at acceptere.

Begivenheden optræder enkelte steder i Tóibíns forfatterskab, og han har flere gange fortalt, at disse minder fra bardomsårene aldrig har sluppet sit tag i ham.

»Alt ændrede sig, da min far døde,« udtalte forfatteren uden omsvøb i forbindelse med udgivelsen af Nora Webster om en sært fraværende mor, der forsøger at forsørge sine børn efter mandens død.

Handlingen i Colm Toíbíns nye roman udspiller sig langt fra Irland, men tematisk fletter Navnenes hus sig elegant ind i forfatterskabet. Med afsæt i en håndfuld fortællinger fra den græske mytologi afvikles et drama om en mildest talt dysfunktionel familie fanget i et net af blodige og politiske intriger.

I centrum står Klytaimnestra. Hendes mand, kong Agamemnon, har tre år inden romanens start ofret parrets ældste datter, Ifigenia, til guderne for at standse det stormvejr, han og hans tropper er sejlet ind i på vej til Troja. Hjemme i byen Mykene er Klytaimnestra nu opsat på at slå Agamemnon ihjel, ja, ligefrem »besat af tanken om den gurglende lyd, han vil lave, når jeg skar halsen over på ham«.

Colm Toíbín: ’Navnes hus’.

Gucca
Colm Toíbín lader Klytaimnestra, der selv sætter ord på begivenhederne, fremstå som en eftertænksom kvinde fuldt ud i stand at træffe egne valg – og ikke som den skæbnestyrede marginale marionet, man ellers ofte har mødt. Vi forstår hendes lidelser efter drabet på Ifigenia og forstår, hvorfor hun tager sig en elsker, der kan hjælpe hende med at slå Agamemnon ihjel.

Det samme gør Toíbín, der dog behændigt skruer ned for det heroiske skær, da først hun begynder at svigte sin yngste datter og søn, Elektra og Orestes, og opføre sig lige så hensynsløst, som Agamemnon gjorde.

Skyggefylde gange og kolde fangekældre

I sit efterord nævner Toíbín, fra hvilke tekster han har fundet sin fortællings grundform, men understreger samtidig, at »en stor del af romanen er baseret på fri fantasi«.

Det er i høj grad tilfældet med den mest interessante hovedperson, førnævnte Orestes. I de græske sagn og myter hører man ikke noget til ham fra det tidspunkt, hvor Ifigenia dør, hvor han er dreng, og indtil han som ung mand står for at skulle hævne drabet på søsteren. Dette tomrum har Toíbín fremskrevet som en art dannelsesroman. Vi følger Orestes på en eventyrlig rejse med forhindringer i form af brutale soldater, tavse fangevogtere, glubske hunde og farlige klippeskrænter, inden han endelig når hjem til Mykene, hvor hans opgave bliver at myrde sin mor.

Orestes er måske det nærmeste romanen kommer en moralsk kerne, men selv har han dog svært ved at navigere, og havde det ikke været for hans søster Elektra – der i Toíbíns version fremstår som dramaets mest snu personage – og hans ven Leander, som Orestes tillige deler seng med og vist nok forelsker sig i på den årelange flugt, ville den unge helt næppe nogensinde kunne leve op til de forventninger, vi alle har til ham.

En nærlæsning af de græske sagn og myter vil være nødvendig for at se, hvor Colm Toíbín for alvor lægger til og trækker fra, men det er ikke nødvendigt for at nyde Navnenes hus. Romanen kan læses på flere planer, og som originaltitlen House of Names antyder, også som en politisk thriller om et spændt samfund, hvis moral og værdier er så godt som smuldret. Eller som Klytaimnestra udtrykker det, inden hun slår sin mand ihjel: »Hvis guderne ikke vågede over os, tænkte jeg, hvordan skulle vi så vide, hvad vi burde gøre? Hvem skulle fortælle os, hvad vi burde gøre?«

Med Navnenes hus har Colm Toíbín forladt sine vante kulisser, men forfatteren er på mange måder stadig på hjemmebane. Romanens skyggefylde gange, kolde fangekældre og klaustrofobiske værelser, hvor magtfulde mennesker intrigerer, og rådvilde sjæle forsøger at overleve, fremstår lige så levende som New Yorks gader gør i Brooklyn, som Londons teaterscene i Mesteren og den irske natur i Nora Webster. For nu at nævne mine tre favorittitler i forfatterskabet. Både nye og faste læsere kan for så vidt glæde sig over Toíbíns femte roman på dansk, der i Ninna Brenøes fine oversættelse er endt som en smukt skrevet, medrivende og tankevækkende tragedie.

Colm Toíbín: ’Navnes hus’. Oversat af Ninna Brenøe, Gyldendal, 275 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu