Læsetid: 4 min.

Var det Danmark?

Pablo Llambias nye bog er rig, fjollet, knugende, et hovedværk, splintret i 98 stykker
1. marts 2019

De er så mange ting på én gang, de små prosastykker i Pablo Llambias’ nye roman Zombierådhus. De er for eksempel et remake og en opdatering af hans gennembruds- og hovedværk, den lille, sære prosabog Rådhus fra 1997. Dengang rejste forfatteren selv rundt og fotograferede rådhuse og skrev om livet og kunsten i den danske velfærdsstat. Denne gang har Google taget billederne, mens bogens prosastykker glimter og glitrer, letlæste og samtidig kaotisk strittende i utallige retninger som et splintret spejl eller et udtræk fra internettets ubevidste.

Det er, som om den første bogs personlige strejftog er blevet erstattet af en digital verdens nærmest tilfældige beskæringer og ophobninger af information.

Men de små prosastykker i Zombierådhus, sjældent mere end tre sider lange, et for hver af de 98 rådhuse i Danmark, er så også et portræt af landet i dag, et trist og uhyggeligt og nogle gange utroligt morsomt portræt. Ud af det, der ofte begynder som konkrete beskrivelser af Googles rådhusbilleder, opstår absurde fabler fra et land, der går under, eller vil gå under, eller allerede er gået under.

Nogle af dem er skrevet fra fremtiden og er akut bevidste om, at alle menneskene på de Googlebilleder allerede er døde. Andre beskriver forskellige mere eller mindre fjollede undergangsøjeblikke, atter andre zoomer ind på hverdagsliv, der tilfældigvis strejfer livet i de danske rådhuse. Eller på lavpraktiske beslutningsprocesser og sociale ritualer fra rådhuset som moderne arbejdsplads, nogle gange iblandet semipornografiske eller bare helt fjollede fantasier.

Pablo Llambias: ’Zombierådhus’.

Gucca
Og så er det en bog om en ny, digital verden, hvor det virtuelle og det faktiske hele tiden flyder sammen. Og hvor normale kategoriseringer ligesom ikke holder vand. En hel serie af stykkerne handler om en hærgende og nysgerrig gruppe af skikkelser fra fremtiden, oplistet som »egernet, vektorregning, Michael, John-den-lille-hund, hest, mennesket med en forfatter i maven, dådyr, ixodes ricinus, pornoskuespillerens hånd, chipsposerne, hval, ballonsælgersken, ballon, Hannah og du og jeg«, dvs. indbyrdes uforenelige fremmedelementer, der pludselig er et slæng og insisterende deltager i for eksempel digtoplæsninger eller holder kommunale fester.

Alle prøver at opføre sig, som om de bare hører til. Bortset fra de prosastykker, hvor de – især John-den-lille-hund – bliver genstand for en underlig mut og modløs religiøs kult.

Hunde er ikke menneskets bedste ven, men derimod deres sidste ven

På trods af al sin opfindsomhed er Zombierådhus nemlig en bog nærmest uden håb. Det er en bog, hvor kun kommunale skikkelser forsvarer det fælles liv og forestillinger som, for eksempel, samfundssind, eller forestillinger om kunsten som andet og mere end eventmageri. Det gør de på let tåkrummende måder, på opgivende, latterlige og uengagerede måder, som når en ung praktikant iværksætter et live-rollespil med zombier i rådhuset, der også er en allegori over egoistiske mennesker i velfærdsstaten.

Det er helt uden kraft til at overbevise, det er klart, det er bare komisk. Men hvad er alternativet? Her går gymnasielæreren Christian le Fèvre – endnu en af disse opgivende forsvarere af det fælles – væk fra Holbæk Rådhus og gennem et velhaverkvarter. Og som altid er Llambias’ prosa mere muskuløs end elegant, men også skrevet med en særlig kraft, en taktfast, fremadskrivende rytme i sig, som bidrager til prosastykkernes skiftevis knugende og hysteriske, fjollede stemning:

»De rige har mange glæder. Et af dem er udsigter. Christian le Fèvre kan mærke, han leder efter tegn på, at lejlighederne er ubehagelige at bo i, at kvarteret er koldt og umenneskeligt. Det sidste er rigtigt. Der er ingen butikker, ingen cafeer, ingen steder, man kan være sammen. De hér mennesker ønsker ikke at være sammen. De vil pendle til og fra arbejde, de vil passe deres egne, individuelle interesser.«

Især hen mod slutningen handler mange prosastykker om det, der er tilbage, når ideen om det fælles er opgivet. I Zombierådhus er hunde for eksempel ikke så meget menneskets bedste ven, men derimod deres sidste ven, det man har tilbage, når ens liv ellers er blevet helt ensomt og isoleret.

På den anden side er det også en bog, hvor det fælles hele tiden er til stede som en art infrastruktur, selv når ingen tror på det længere. Det er Llambias’ roman nemlig også: En samling billeder af en institutionel hverdag, de organiserede rutiner fra jubilæer til frokostritualer til arbejdspladsens årlige fotos, men så også en institutionel hverdag, der som enhver hverdag er fyldt med liderlighed, venskab, absurd meningsløshed, fortabte skæbner, snigende uhygge og gru, indbrud fra en anden verden.

Indbrud fra en anden verden? Nå ja, religiøse billeder spiller en betydelig, men ikke helt klar rolle i bogen, for eksempel bliver John-den-lille-hund også en fjollet og rørende Kristusskikkelse. Den nordiske mytologis fimbulvinter og ragnarok dukker op. Og sådan kunne man blive ved. Zombierådhus er en rig bog, hele tiden åben for nye komplikationer, ikke til at overskue, ikke til at lægge fra sig. Den er uden tvivl et hovedværk i forfatterskabet, men især er det en bog, der rykker ved, hvordan dansk litteratur kan se ud og opføre sig, hvordan den kan være komponeret, hvilke stemninger og fortællinger og billeder, den kan præsentere os for.

Den slags bøger er alligevel sjældne. Dem skal man holde fast i og fejre.

Pablo Llambias: ’Zombierådhus’. Gyldendal. 363 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu