Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Danske Morild siger farvel til de lyse nætter med ambitiøs black metal

Danske Morild albumdebuterer overbevisende med ambitiøs og atmosfærisk black metal
Danske Morild albumdebuterer overbevisende med ambitiøs og atmosfærisk black metal

Mads Salbæk/ pressefoto

Kultur
8. februar 2019

En af de smukkeste bogtitler i nyere tid må være den islandske forfatter Jón Kalman Stefánssons Sommerlys og så kommer natten.

Det danske metalband Morilds debutalbum med den til gengæld lidt fjollede langtitel Så kom mørket og tog mig på ordet En sort sky af minder I afgørende stunder Frosset fast til mit indre Jeg håber det forsvinder med lyset At dø eller blive fri har ikke blot et ekko af Stefánsson i titlen. Deres æstetik kan også vække mindelser om hans univers med en fornemmelse af mennesket udsat i et landskab af lige dele sublim skønhed og nådesløs destruktion.

Her er naturen ikke blot metafor for sjælelige tilstande, men fysisk manifestation. Havet, snestormen, mørket, der kan sluge mennesket med hud og hår.

»Til de lyse nætter igen forsvinder / Forlader os med trekvart år / i mørke og udstrakt nat,« synges der sigende.

Morild, der har huseret på den danske metalscene et par år og i 2017 udsendte ep’en VI, er en sjældent helstøbt dansk repræsentant for en musik, der er blevet døbt blackgaze, og hvis internationale ledestjerner er navne som Alcest og Deafheaven.

En genrehybrid, der med sin blanding af black metallens ætsende mørke og shoegaze-musikkens himmelstræbende guitarflader, har mange beundrere, men så sandelig også mange kritikere.

Hvor nogle ser blackgaze som en spændende udvidelse af black metallens stemninger med dens ambiente lag og drømmende guitarer, affejer andre den som en slags musikalsk gentrificering, der skal gøre en ellers kompromisløs genre spiselig for moderne hipstere. Der vil af samme grund være folk, som afviser Morild, der på godt og ondt tager genren på sig og lever den ud.

Blackgaze bliver ofte omtalt som oceanisk i sin lyd, og Morild tematiserer da også oceanet i både lyrik og bandnavn, ligesom de sigende nok henlagde releasekoncerten til den Den Blå Planet! Så jo, det lugter lidt af fisk – og lyder en del af uheldsvanger sirenesang, efterfulgt af en stor sort bølge, der knuser den fortryllede sømand mod en klippe.

For Morild er menneskets nøgne udsathed i naturen skildret med den mytologiske pensel. Deres besættelse af oceanet til trods er her ingen ansatser til at tage del i aktuelle diskussioner om økologi og klima.

Nej, her drejer det sig om et urmøde. Klippe og hav, lys og mørke. Morild formår måske ikke at skille sig voldsomt ud fra blackgaze-forbillederne, men giver dog med deres stormombruste inderlighed et eget nordisk touch til den.

Er det ikke specielt originalt, er det i hvert fald helstøbt og rammer den rette balance af skønhed og brutalitet. Det kradser, når det skal, og de svævende guitarer, kor og keyboards bliver aldrig blot til kedelig pynt. Det er som en kort og tindrende smuk sommer afløst af en endeløs og mørk vinter. Og trods alt med et afsluttende »jeg vil leve«, der skriger om kap med vinden og bølgerne.

Morild: ’Så kom mørket og tog mig på ordet En sort sky af minder I afgørende stunder Frosset fast til mit indre Jeg håber det forsvinder med lyset At dø eller blive fri’ (INDISCIPLINARIAN)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her