Læsetid: 6 min.

Den danske vampyrkunstner

Hammershøi er allerede en kendt dansk verdenskunstner, men ny fremragende bog formår at vække hans grå værker til live, så blodet bruser af beundring
Velhelm Hammershøi, Stue i Strandgade med solskin på gulvet, 1901. 

Velhelm Hammershøi, Stue i Strandgade med solskin på gulvet, 1901. 

Statens Museum for Kunst

15. februar 2019

Det kan godt være, at en kritiker tilbage i slutningen af 1890’erne skrev, at »der er noget af en Vampyrnatur i Hammershøis Kunst, fordi den suger Farven af Livet«, men til gengæld får værkerne blodet til at bruse stærkere, fordi de er så gennemgående sansevækkende.

Selv om der stort set ikke sker noget i Hammershøis værker, og de nærmest er grå-i-grå, formår han at vække alt muligt til live inden i én, når man ser hans kunst. Hvordan gør han det? Med hvilke virkemidler? Hvordan kan motivet af en rygvendt kvinde, en nakke, et hjørne, et interiør uden mennesker, virke så pirrende?

Annette Rosenvold Hvidt og Gertrud Oelsner: ´Vilhelm Hammershøi – på sporet af det åbne billede´

I en ny fremragende og smuk kæmpeudgivelse om Hammershøi, Vilhelm Hammershøi – på sporet af det åbne billede, bliver sanserne stimuleret på ny, ikke bare af kunstnerens oeuvre, der er så smukt gengivet i bogen, men også af de to forfattere, kunsthistorikerne Annette Rosenvold Hvidt og Gertrud Oelsner, og deres overraskende vinkling, der vækker helt nye dimensioner af Hammershøis kunst til live.

Det handler om fotografiet. Forfatterne argumenterer bogen igennem for, at Hammershøi var dybt influeret af det fotografiske medie, og at det tilmed er én af grundene til hans måde at komponere sine billeder på. Hans billedbeskæring, hans linjer, hans måde at zoome ind og ud af det samme motiv, måden at bruge hvidhed på, måden at bruge mørke på. Det hele, argumenterer de, stammer fra det fotografiske.

For mig, er det en helt ny vinkling, og det er utrolig stimulerende at følge med i deres læsninger, og simpelthen studere Hammershøi med et nyt blik bogen igennem.

Den monstrøst store bog er ikke bare 600 sider lang, den er også i stort format og vejer et ondt år. Fuldstændig som den bør være, for at understøtte og vise al det materiale, der lægges frem i bogen.

Omslagets stoflige tekstur, de grafiske detaljer, og billedmaterialet går op i en smuk enhed, og det er en sand og dybt sanselig oplevelse at studere bogen. Man læser den ikke nødvendigvis fra ende til anden, men bladrer, fordyber sig, slår op, som var den en mellemting mellem et leksikon og et dyrt modemagasin. For selv om bogen både er stor og tung, så er indholdet det ikke. Det er ny kunstfaglig forskning, men det er skrevet i et sprog, alle kan forstå.

Anderkendt i sin tid

Bogen lægger ud med kort at beskrive receptionshistorien. For nok er Hammershøi i dag verdensberømt, men det er faktisk en relativ ny udvikling.

Efter kunstnerens død i 1916 faldt interessen for ham, lige indtil Ordrupgaard i 1981 skabte en stor retrospektiv udstilling, der efterfølgende blev vist internationalt, og som for alvor fik markeret Hammershøis særegenhed. Herefter er hans popularitet kun taget til, og i 2015 blev ét af hans værker solgt for over 20 millioner danske kroner, som det hidtil dyreste danske maleri nogensinde.

Den historie er ikke ny. Det nye er til gengæld, at forfatterne går i rette med nogle af de lige så velkendte myter om, at Hammershøi i sin samtid var et miskendt geni. En myte, jeg selv har hørt flere gange, og selv om man undervejs i læsningen af bogen forstår, hvordan den er opstået (f.eks. ved at Hammershøi flere gange fik afvist sine værker på Charlottenborg, etc.), er den ikke desto mindre usand.

De to forfattere er gået utrolig grundigt til værks og har ikke bare overtaget gammel viden, men har selv undersøgt kilderne. De har eksempelvis fundet morens gamle scrapbøger i arkivet på Det Kgl. Bibliotek, hvori alle de udstillinger, Hammershøi deltager i, er noteret, sammen med udklip af anmeldelser, lister over salg etc. Heri viser der sig et noget andet og mere nuanceret billede.

En udbredt skepsis i visse kredse mod Hammershøis måde at male på har der nok været – det var for stofligt, for moderne – men flere af de anerkendte kritikere var begejstrede og skrev alenlange, smukke anmeldelser om hans sanselighed, mens de samtidig giver hug til dem, der ikke fatter meningen med Hammershøi. Som her kritikeren Emil Hannover i Politiken, 4. maj 1894 om maleriet Artemis, der blev udstillet på Den Frie:

»Men der er vel dem, som vil tilstaa, at hvis dette Billed er Vanvid, saa har Vanviddet hos Hammershøj en langt større Tillokkelse for dem end Kløgten hos de Malere, der har det ganske Riges Gunst og Bevaagenhed. Og Vanvid er jo virkelig dette Billed på sin vis. Thi det kan synes daarekisteagtigt dumt at sætte det Glas kostelig Vin, hvormed det er at ligne, for et Publikum, som foretrækker Nedsvælgelsen af Tyndøl i Tønder.«

Personligt er jeg vild med, at bogen inddrager disse gamle anmeldelser fra bl.a. Politiken, der svælger i kunstnerens værk på en i dag helt uhørt måde. Selv siger Hammershøi da også i et andet gammelt avisudklip, at »anderkendelse har jeg fået i rigt mål«.

Det er dog rigtigt, at Hammershøi ved flere lejligheder blev afvist af juryen på Charlottenborg – f.eks. da han søgte med sit nu berømte portræt af sin søster Anna. Et værk, der få år senere fik bronzemedalje ved Verdensudstillingen i Paris. Så ja, der har selvfølgelig siddet et par stivnakker og vendt tommelfingeren ned til hans kunst.

Mester i antydnings kunst

Bogen forsinker ikke sit ærinde og går ret hurtigt i gang med at dokumentere sammenhængen mellem Hammershøis ofte sære udsnit og kompositioner og det fotografiske medie. Det er utrolig interessant læsning, fordi det underbygges af dybdegående læsninger, der pirrer nysgerrigheden efter mere.

I et kapitel om Close Ups, ser vi hvordan Hammershøi nærmest zoomer ind og ud på sine udvalgte og iscenesatte motiver – her eksemplificeret med motiver af kvindenakker. At skjule mere end der vises, antydningens kunst, er Hammershøi mester i.

I et andet kapitel påviser forfatterne den tætte sammenhæng mellem vennen Valdemar Schønheyder Møllers fotografier af søsteren Anna og Hammershøis samtidige malerier af hende: hvordan lyset falder i håret, hvordan noget er skarpt, andet mere sløret. Og endelig gør forfatterne en hel del ud af det arkitektoniske – interiørbillederne, som vi kender så godt – og viser, hvordan værkerne er delt op, så grafiske linjerne styrer kompositionen.

Gennemgående er bogens pointer altså velunderbyggede – men de er også i mange tilfælde spekulative. Her tænker forfatterne videre på deres egne analyser – og det må de gerne, for det er hér læsningerne for alvor bliver spændstige. Som når de vover sig ud i sammenhængen mellem Schønheyders (forelskede?) betagelse af Anna og Hammershøis malerier af hende.

Et opslag i bogen drejer sig om Hammershøi som en »auteur«, der har inspireret både franske Francois Truffaut og danske Carl Th. Dreyer, der var direkte inspireret af Hammershøi, da han skabte sine ikoniske værker, som f.eks. Ordet. Det handler om grafiske linier, hvidhed og lysindfald gennem ruder. Og det er dybt fascinerende at se disse nye sammenhænge. Hammershøis vinklinger, bliver det nu tydeligt, har netop dette meget iscenesatte og grafiske præg.

Flere steder underbygger forfatterne deres pointer med fotografier fra Hammershøi-samlingen fra arkivet på Det Kgl. Bibliotek, der rent motivisk viser sammenhængene mellem maleri og fotografi.

Hele bogens udlægning af Hammershøis relation til det fotografisk giver en ny vinkling på gammelt stof, som er vigtig og aktualiserende. Samtidig er der flere malerier i bogen, jeg aldrig havde set før. Særligt to malerier har jeg brugt lang tid på at sidde og flippe over – et af nogle opmagasinerede møbler (hvorfor male dem?) og et andet fra et bageri (En Bagerbutik, 1888).

Sidstnævnte er så stilren i sin komposition, så moderne i sit udtryk, at det kunne være blevet malet i går. Her står en rygvendt bagerjomfru i mørkt tøj, og blotter sin nakke bag en brun disk. Disken fylder næsten halvdelen af maleriet, resten er bare hvide fliser og brune lange hylder i grafiske parallellinier, hvori lyset lige får et par af fliserne til at skinne blankt. Det er komprimeret og superstram historiefortælling, uden at der overhovedet sker noget som helst. Heri ligger Hammershøis magi. Og jeg er blevet totalt nyforelsket.

Annette Rosenvold Hvidt og Gertrud Oelsner: Vilhelm Hammershøi – på sporet af det åbne billede. Lindhardt og Ringhof, 2017. 575 sider, 420 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Rikard
  • Ejvind Larsen
Kristian Rikard og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu