Læsetid: 2 min.

Elektropunk-duoen Sleaford Mods tegner et ætsende tidsbillede af Storbritannien

De to garvede, britiske spillemænd, der tilsammen udgør Sleaford Mods, bruger spydig vokal, klangfuld elbas og grimeinspirerede beats til at give eliten høvl
»Med albummet Eton Alive, der er nummer 11 i rækken, er Sleaford Mods tilbage med den gamle, progressive plan om at høvle eliten ned, som ligger så dybt i duoens lyd.« skriver Sophia Handler.

»Med albummet Eton Alive, der er nummer 11 i rækken, er Sleaford Mods tilbage med den gamle, progressive plan om at høvle eliten ned, som ligger så dybt i duoens lyd.« skriver Sophia Handler.

Roger Sargent

22. februar 2019

Det elektroniske punkpar i Sleaford Mods kan snart fejre tiårsdag. Det kan lyde som lang tid for to musikere at have fulgtes ad. Som om man kunne komme til at gå i ring uden at opdage det.

Men briterne Jason Williamson og Andrew Fearn går stadig deres egne veje.

Med albummet Eton Alive, der er nummer 11 i rækken, er Sleaford Mods tilbage med den gamle, progressive plan om at høvle eliten ned, som ligger så dybt i duoens lyd. De har brudt med den etablerede musikindustri og hærger nu som lydanarkister på 12 velskrevne, men også ækle, slagsange.

Albummet udkommer i dag på duoens eget, nystiftede pladeselskab.

I virkeligheden begyndte Sleaford Mods som vokalisten Williamsons projekt. Men i 2009, to år efter at have udgivet en selvbetitlet debutplade under aliasset, løb han ind i Fearn. Han var DJ på den idiosynkratiske Nottingham-natklub The Chameleon.

Mødet på klubben kickstartede deres fælles jagt på et musikalsk udtryk som Wu Tang Clan, tilsat støj og beat àla Rage Against The Machine.

Da Williamson og Fearn først havde fundet ud af, at det skulle være de to, gik Sleaford Mods i gang med at komponere dystopisk grime over det moderne samfund, i en direkte og yderliggående tone.

Albummet Wank fra 2012 var som en ny debut. Siden har de trofast udgivet en plade om året. Og nu altså, som den seneste, Eton Alive.

Politikerlede

Spørger man duoen selv, er Eton Alive et »ætsende tidsbillede af Storbritannien og det rod, vi står i«. Teksterne på albummet handler om leveforhold og ulighed. Og dog virker albummet mest som et musikalsk take på den raserende, generelle politikerlede. Det er i hvert fald, som om det undgår at tage klar politisk stilling.

Williamson har for nylig udtalt til musikmagasinet Clash, at »vi ligger og eroderer i maven på forhistoriske ideologier. Vi er prisgivet en hvilken som helst politik, der tager magten i dette kloakrør af en snusket civilisation«.

Disse monotont proklamerede dommedagsprofetier er selve kernen af Eton Alive. Fra de tre første numre »Into The Payzone«, »Kebab Spider« og »Policy Cream«, og vel egentlig hele pladen igennem, spyer Williamsons karakteristisk accentuerede vokal eder og forbandelser mod stort set alt, der virker den mindste smule britisk og veletableret.

Der er noget Kim Larsen-agtigt over den lysende iver, som de verbale samfundstæsk leveres med, især på nummeret »Flipside«. Williamson genopfinder den samfundskritiske spillemandstradition, sådan som han skiftevis synger og snakker.

Men at lytte til Eton Alive virker også lidt som at sidde som dansker og overhøre en debat i det britiske underhus. Man forvirres af manglen på åben, politisk strategi, af den hårde tone, de konstante afbrydelser og de ubeherskede råb. Det virker skørt – men det hører ligesom bare med.

Sammen med skrabet perkussion og klangfuld elbas bliver Eton Alive til en lang, veloplagt punkrevy, fuld af upartiske holdninger, hvor alt og alle står for skud.

Det spiller spydigt, skarpt, morsomt og uden at tabe momentum – men det bliver til tider også lige vel latrinært.

Sleaford Mods: ’Eton Alive’ (Extreme Eating Recordings)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu