Læsetid: 4 min.

Fiktive Kirsten Birgits fiktive digter debuterer med ironisk og indforstået parodi

’Jeg bruger min krop som et møbel’ gør grin med tidens inderlige poesi. Det er en joke, men en så indforstået en af slagsen, at det er svært at vurdere, hvor god joken er
’Jeg bruger min krop som et møbel’ gør grin med tidens inderlige poesi. Det er en joke, men en så indforstået en af slagsen, at det er svært at vurdere, hvor god joken er

Fryd Frydendahl

15. februar 2019

Hvis det lyder som en joke, at den unge, selvlærte digter Veronika Katinka Martzen – der har et højskoleophold og selvudgivne digtsamlinger som Klam i Korea og Kragernes aske ridende død på cv’et – nu debuterer ’for alvor’ med en »digtroman« betitlet Jeg bruger min krop som et møbel, ja, så er det, fordi det er en joke.

Det skriver jeg ikke for at være perfid, men fordi Veronika Katinka er en fiktiv karakter, der opstod for et par år siden i Radio24syvs satireprogram Den Korte Radioavis som en parodi på en ung digter, der tager sig selv og sin – med den lige så fiktive nyhedsvært Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholms ord – studentikose poesi om bl.a. »skam og privilegier« meget alvorligt.

Den selvhøjtidelige digter, som ikke »tror på ironi« og får Kirsten Birgit som manager for at få flere følgere på Instagram, hvor hun i kraft af sine 179 cm er identitetspolitisk kropsaktivist for høje mennesker, spilles af manuskriptforfatteren med det lidt mere anonyme navn Anna Juul. Og nu har Juul altså skrevet en hel bog i Martzens navn.

Forlaget Gladiator udgiver en ægte bog af en fiktiv forfatter, men ligner en rigtig Gladiator-udgivelse.

Det fremgår f.eks. også af faktaboksen, der ledsager det store mock-interview med Martzen, man for nylig kunne læse i Berlingske under den ironiske overskrift »Min selvoptagethed er et frigørende projekt«.

Men det fremgår ikke af selve bogen, der udkommer på det ægte forlag Gladiator og på alle måder ligner en rigtig Gladiator-udgivelse, komplet med tidstypisk skrigorange omslag, påtrykt poppede pink metaleffekter og grynede, håndholdte fotos af en følsom forfatter med matchende 90’er-tøj og trætte øjne – og en pressemeddelelse, ikke mindst, der i selvkarikerende Gladiator-stil hyper debuten som »digtromanen, vi alle har ventet på:« en fortælling »om at finde sig selv,« »lidt et digt, lidt et langdigt, lidt et manuskript, lidt country, lidt hiphop, lidt roman, lidt kammerspil og meget god.«

Et literært puslespil

Hvor god joken er, ved jeg ikke, men den er i alle tilfælde enormt indforstået. Bogen, der også parodierer genreinflation med sin undertitel »episk realisme i tre bind,« er et litterært puslespil af en ironisk selv-selv-selvkommenterende pastiche på tendenser, trends og selvvigtig selviscenesættelse i tidens populære poesi.

Den er bygget op som én lang digression, der vikler rammefortællinger om rammefortællinger:

En bibelsk »bekyndelse« af, at det skete »i de dage at Jeget besluttede sig for/at have det godt med sig selv/i stedet for ikke at have det godt med sig selv« leder over i dets »Fars« spydige konfirmationstale med incestuøse overtoner, der leder over i dialoger med tv-tilrettelæggere om at få egen tv-serie, der leder over i angstfulde rejseoptegnelser fra Seoul og Berlin, der leder over i breve og tweets til popstjernen Taylor Swift om livets meningsløshed, der leder over i patosspændte digtsamlinger med store tomme metaforer, vrede feministiske rapporter fra underlivsundersøgelser og politisk indignerede psykologsamtaler.

Det hele kommenteret af indbygget »græsk kor« og inddelt i afsnit med titler som »Prolog 1,« »Chapter One,« »Intermezzo 1,« »Prolog 2,« »Kapitel 2,« »Epilog 2« osv.

Jeget, der omtaler sig selv som »Jeget,« er fra Gentofte og har det ikkeproblem ingen problemer at have, men får måske alligevel en psykose/psykiater/stalker ved navn Preben.

Det væver engelsk popslang og højlyrisk patos, overvejelser om Karl Ove Knausgårds autofiktion og Jokeren fra Batman, promiskuøse bekendelser, anfægtet analyse og hidsig politisk kritik sammen med namedropping af Tove Ditlevsen, Caspar Eric og psykiatriske medicinpræparater i en talestrøm, der for en umiddelbar betragtning gør grin med forfattere som netop Eric, men også f.eks. Bjørn Rasmussen og Olga Ravn – og nok især dem, der kopierer og slider på det sprog, de tre har gjort så populært.

Det fiktive fikfakseri

Som satire er Jeg bruger min krop som et møbel åbenlyst beslægtet med den kritik af selvoptaget samtidslitteratur, som en kritiker som Mette Høeg har formuleret i den mest polemiske udgave. Men Anna Juuls bog virker også som et forsøg på at puste Veronika Katinka ud af den flade figur, hun gør i radioen.

Der er også både en bedre humor og en del mere ironisk nuance i bogen, end der er i interviewet i Berlingske, som tilsyneladende mere eller mindre er sakset sammen af virkelige ting, virkelige personer har sagt og skrevet om samtidslitteraturen og det endeløst omdebatterede litterære miljø.

I Juuls bog fremstår det satiriske greb en del mere raffineret, fordi hun indirekte og i sidste ende, i hvert fald tilsyneladende, også sætter egne inderlige ord på en ægte, men uspektakulær og upyntet smerte. Og på den måde, måske, faktisk er en meget indviklet historie om at finde sig selv.

Det gør, måske, også bogen til mere end et mediestunt og en plat parodi, der skal afsløre tidens inderlige og etisk vakte poesi som tom selviscenesættelse – og begejstringen for den som bar forblændelse. Måske gør den det ikke. For er Juuls performative parodi også så god, at ingen opdager det fiktive fiksfakseri? Er det så joken?

Jeg håber hellere, at folk vil følge hende ned i bogens ikke helt bundløse hul af metairriterende, metaselvironisk ironi. Jeg forstår bare virkelig, hvis man ikke gør. Som Kirsten Birgit vist engang sagde til Veronika Katinka: Du kunne også bare skrive noget god poesi.

Veronika Katinka Martzen: Jeg bruger min krop som et møbel. Forlaget Gladiator. 236 sider. 249,95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kenneth Krabat

Typisk for en borgerlig og følelsesforskrækket satiriker at finde et nemt offer at projicere sine egne længsler ud igennem - og intet er så nemt at gøre grin med som lyrikere, og som den belæste radiovært også ved, intet er så uimodtagelig for kritik som lyrikken selv.

Men bevares - at sætte en bagkant på lyrikken kan kun både tilfredsstille de blå og de kreative. Ærgerligt, at det ikke fungerer på samme måde med humanismen, nu tilbageholdelsen og kvælergrebet på dén er så markant.

Veronika Katinka er ret sjov hos Kirsten Birgit.
Og digtet og titlen på udgivelsen er også sjov, synes jeg.

Om jeg så orker at læse hele digtromanen, tror jeg ikke, men er vist heller ikke helt målgruppen ;)