Læsetid: 2 min.

Fuld smæk på farverne i ny opsætning af Soyas ’Parasitterne’

Soyas satire, der var knivskarp, da den blev skrevet i 1926, får en noget blødere klang anno 2019. Alligevel formår instruktør Sargun Oshana – ikke mindst i samspillet med David Gehrts fantasifulde scenografi – at skabe en ret underholdende forestilling om mennesker, der ligner nogen, vi også kender i dag
Den største oplevelse ved Aarhus Teaters ’Parasitterne’ er scenografien

Den største oplevelse ved Aarhus Teaters ’Parasitterne’ er scenografien

Anna Marín Schram/Aarhus Teater

1. marts 2019

Der er noget over den farvestrålende lyssætning i Aarhus Teaters opsætning af Soyas Parasitterne, der leder tankerne hen på Olafur Eliassons berømte regnbue på toppen af Aros. Eller på de sansemættede farver i teaterkoncerten Lyden af de skuldre vi står på fra 2017.

Súni Joensen har givet kontrasterne fuld smæk i sin belysning. Især bagvæggen bag David Gehrts gigantiske dukkehusscenografi kræver opmærksomhed. Farverne skifter fra knaldrød over lysende flaskegrøn til mørk himmelblå, som en understregning af stemningsskiftene i de scener, der udspilles foran.

Og der er både stemning og følelser på spil i Sargun Oshanas iscenesættelse af Parasitterne. Det er fortællingen om mennesker, der bedrager hinanden på kryds og tværs og ikke mindst om en altoverskyggende grådighed.

I Villa Vennely, ejet af mægler Gruesen, lejer de værelser ud. I et af dem flytter danskamerikaneren Miss Olson ind. Hun hævder at være millionær, hvilket skal vise sig at være en fatal fejltagelse i mødet med Gruesen.

Kæmpe, pastelfarvet dukkehus

Det er en fornøjelse at opleve Kim Veisgaard i den bærende rolle som snydepelsen Gruesen. Han er gennemgående usympatisk og skruppelløs, så længe det lønner sig for ham selv.

»Jeg har gennemskuet Deres rævestreger,« erklærer Kjartan Hansens fordrukne Hansen, der har mistet hele sin opsparing til et af Gruesens trick.

Alligevel går han derfra med en opfattelse af, at hans ulykke er selvforskyldt. Gruesen taler godt for sig og slipper afsted med sine mange fiduser. Han hundser rundt med sin hustru Oline, som han med et fast greb i nakken tvinger i knæ som en anden slave. 

Anna Marín Schram/Aarhus Teater
De færreste skuespillere kan spille underkuet, grå mus med så meget lune og humor som Bodil Jørgensen. Hendes timing er uovertruffen. Vi griner ad hendes overdrevent krumbøjede ryg, hendes tossegode udtalelser og hendes angst for »de små hvide mænd«, der dukker op om natten og suger alt blodet ud af hende med deres lange snabler. Alligevel gemmer der sig mere under overfladen.

»Du skal ikke være så sikker på, det er mig, der er idiot,« konstaterer hun tørt til sin mand.

Det er dog scenografien med David Gehrts pastelfarvede kæmpedukkehus, der er den største oplevelse i Parasitterne. Alle skuespillere er iklædt kostumer, der i overstørrelse ligner det simple tøj, dukkehusdukker er iført. Alle har parykker på i kraftigt garn. Rekvisitterne i huset er hverdagens småting i stor udgave, som fingerbølpapirkurven og tændstikæskemaleriet. Dukkehuset giver os en fornemmelse af at iagttage et studieforsøg. Laboratorierotter, der giver os stof til eftertanke. 

Kim Veisgaards løgnagtige lille mand med det sære hår minder om virkelighedens magtfigurer. Men selv om temaerne i Soyas tekst er eviggyldige, står deres relevans til trods for lighederne ikke knivskarpt frem. Det er i langt højere grad underholdning, der byder på visuelt guf og gode grin.

’Parasitterne’. Tekst: Soya. Instruktør: Sargun Oshana. Scenograf: David Gehrt. Lys: Súni Joensen. Lyd: Kim Engelbredt. Med: Kim Veisgaard, Bodil Jørgensen, Nanna Buhl Andresen m.fl. Spiller på Aarhus Teater til 16. marts.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu