Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Gammel Hollywood-roman er stram som et amerikansk gadenet og smuk som solnedgangen fra Santa Monica Beach

Alfred Hayes’ korte roman fra 1958 ’Mit ansigt ud mod verden’ skildrer på mesterlig vis en amerikansk filmbranche, der udnytter kvinder og korrumperer moralen
Kultur
22. februar 2019

En mand keder sig til en fest ved stranden i Los Angeles. Hjemme venter imidlertid ikke andet end en tom lejlighed, så han drysser ud på verandaen og betragter Stillehavet.

»Der lå det, nøjagtig som i reklamerne,« tænker han og får i det samme øjeblik på en køn ung kvinde med stribet trøje, ben der glitrer i mørket og et cocktailglas i hånden. Kvinden fortsætter ud i vandet, hvor hun bliver revet omkuld af en bølge og går under.

Sådan starter Alfred Hayes’ korte og nyligt genopdagede roman fra 1958, Mit ansigt ud mod verden.

Synet af den druknende pige får instinktivt romanens fortæller til at springe ned fra verandaen og krydse stranden for at redde hende. Det lykkes den aften – men i længden står de to navnløse hovedpersoner ikke til at redde fra Hollywoods fordærvede industri og det solrige Californiens mørke kræfter.

»Det er på tide, at vi anerkender ham som forfatter«

Alfred Hayes (1911-1985) er født i London, men voksede op i USA og blev i 1943 indkaldt til militærtjeneste. Det førte ham til Italien, hvor han var medforfatter til to af neorealismens mest berømte film, Vittorio de Sicas Cykeltyven (1948) og Roberto Rosselinis Paisà (1946) for hvilken han blev Oscarnomineret.

I 1949 flyttede Hayes tilbage til USA, hvor han lagde pen til en række af 1950’ernes mere interessante film, deriblandt Fred Zinnemans Teresa (1951), som indbragte forfatteren yderligere en Oscarnominering.

Sideløbende hermed skrev Hayes noveller, romaner og lyrik, hvoraf teksten til hans digt ’I Dreamed I Saw Joe Hill Last Night’ blev sat til musik og siden fremført af Joan Baez ved Woodstock-festivalen i 1969.

Flere af disse informationer har jeg hentet fra David Thomsons forord til den britiske udgave af Mit ansigt ud mod verden. Heri konkluderer den anerkendte filmhistoriker om Alfred Hayes, at »det er på tide, at vi anerkender ham som forfatter til to romaner, hans læsere sent vil glemme«.

Af forordet, som er udeladt fra den danske version af romanen, fremgår det ikke, hvilken anden af Hayes’ i alt syv romaner, Thomson refererer til. Men jeg gætter på, at det er In Love (1953), der af Forlaget Bobo udgives på dansk senere på året.

En mesterlig roman

Mit ansigt ud mod verden er som de fleste gode romaner om Hollywood en næsten ubærlig tragedie. Skabelonen for denne vægtige subgenre i amerikansk litteratur blev skabt i 1930’erne, hvor filmbyen havde etableret sig som nationens kulturelle hovedstad, og forfattere som Nathanael West, F. Scott Fitzgerald, Horace McCoy og John Dos Passos på romanform skildrede en by og en industri i færd med at brænde sig selv af i jagten på magt, penge og berømmelse.

I sin bog Tycoons and Locust (1973), hvis titel refererer til Fitzgeralds The Last Tycoon (1941) og Wests The Day of the Locust (1936), kalder Walter Wells ligefrem Fitzgeralds fiktive forfatter Pat Hobby »et omvandrende katalog af korrumperede værdier«. Pat, der optræder i de letfordøjelige noveller, Fitzgerald levede af, mens han skrev The Last Tycoon, afpresser, snyder og lyver, og netop derfor overlever han trods et beskedent talent i Hollywood.

Alfred Hayes: ’Mit ansigt ud mod verden’.

Også fortælleren i Hayes’ roman har erfaret, at der ikke sættes stor pris på talent og kunstnerisk integritet i Hollywood. Han har forladt et trist ægteskab i New York og er ansat i et studie, hvor han skubbes fra det ene manuskript til det næste. Lønnen er stor, »han tjener noget mere end en alderstegen direktør i en velrenommeret bank«, men frustrationerne over de håbløse opgaver er større.

»Skriver De på noget for et af filmstudierne for øjeblikket?« spørger kvinden nogle dage efter, at han har reddet hende.

»Nej, jeg skriver ikke. Jeg skriger,« svarer han i et forsøg på et være morsom.

Men der er intet at grine ad i Hayes’ skildring af »en by fuld af mennesker, der lå i deres senge og higede efter berømmelse med en voldsom, en uudslukkelig, en nærmest rasende lidenskab, hvis de ikke allerede var berømte, og efter at blive endnu mere berømte, hvis de allerede var det …«

Selv om hun ligner en filmstjerne er kvinden hverken rig eller berømt. Hun er draget til Hollywood for at vise sit ansigt ud mod verden, blive en feteret skuespiller, men er endt i en tarvelig lejlighed og i terapi hos en psykiater, der vist ikke er helt fin i kanten.

»Hun havde overgivet sig til byen her,« ifølge fortælleren, der som nævnt også selv savner både indhold og mening med tilværelsen.

En nat hører han hende klynke og råbe »nej, nej« ved sin side i sengen. Da han spørger hvorfor, svarer hun, at hun blev bange for ham: »Mens du sov … Er du ikke klar over det? Du skreg højt, flere gange, og bandede; og en enkelt gang begyndte du at græde,« forklarer hun.

Med Mit ansigt ud mod verden skrev Alfred Hayes en mesterlig roman, om hvad der gemmer sig bag Hollywoods smukke ydre.

Side for side graver Hayes sig tålmodigt indad mod en kerne af bristede drømme, korrupte ambitioner, desperation og sårbarhed, inden han lader læseren tage det sidste spadestik. Formen er stram som et amerikansk gadenet, handlingen skarp og bevægende som et noir-drama og sproget smukt som solnedgangen fra Santa Monica Beach. Bente Kastberg har oversat, og det er godt gjort.

Alfred Hayes: ’Mit ansigt ud mod verden’. Oversat af Bente Kastberg, Forlaget Bobo, 184 sider, 250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her