Det giver god mening at teaterfortolke ’Frit flet’ frit – men ikke når man gør det så løst

Det ligger lige for at se tidens mange teaterversioneringer af bøger, film og tv-serier som et komfortabelt tegn på manglende nytænkning. Ofte er der dog også netop noget nytænkende i at hente inspiration fra andre fortælleformer og kunstarter.

De mange ’remedieringer’ af værker fra et format til et andet kan virke belejligt i en presset branche. De er lettere at markedsføre og måske billigere at bekoste end ny – både dansk og udenlandsk – dramatik, som ingen allerede kender i forvejen.

Omvendt vidner versioneringsdillen måske også om et behov for at bruge teatret som et sted, hvor vi kan samles om, tænke videre med og ja, gennemspille de fælles fortællinger.

Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrups viltre flerstemmige fællesbog Frit flet fra 2014 er netop selv et værk, der, totalt originalt og frit i sin form, tænker og er i dialog med alle mulige og umulige andre kunstværker. 

Den lige dele humoristiske og kritiske mutation mellem glittet dameblad og debatbog »om køn og frihed« er over 600 sider lang. Den fletter e-mailkorrespondancer, privatfotos, digte og dagbogsoptegnelser, sange, spørgeskemaer, skøre skuespil og kloge essays om bl.a. Yoko Ono, Marguerite Duras og Jytte Rex’ Kvindernes bog fra 1972 sammen med interviews med kunstnere, døtre og sønner, mødre, fædre og unge fyre, med kønsforskere og racismeforskere og meget, meget mere. 

Den er om noget et forsøg på at tænke og tale sammen om, hvad det vil »sige at være til med sit køn« – og alder, hudfarve og klasse, ikke mindst.

Blandt alle de bøger, der laves til teater for tiden, giver det faktisk virkelig god mening at iscenesætte lige nøjagtig Frit flet. I teorien. For i praksis føles det fladere.

Tværgenerationelle samtaler

Det er en dejlig umulig og ambitiøs idé at iscenesætte så stor og vilter en bog. Men det er også helt oplagt at lade dens mellemværende med »kønnet som skuespil« og kroppen som en scene for det skuespil udspille sig på en konkret scene, hvor stemmerne kan få konkret, fysisk krop.

Det får de netop i forestillingen Frit flet, der i bogens ånd er skabt af et drømmehold af damer, nemlig instruktør Liv Helm, scenograf Franciska Zahle, komponist Hannah Schneider og dramaturg Tanja Diers.

Kroppene tilhører Sofie Torp, Marie Nørgaard, Ina-Miriam Rosenbaum og Kirsten Peüliche, og som teatrene bag produktionen – københavnske Sort/Hvid og den koldingensiske afdeling af Mungo Park – med rette bryster sig af, er det i sig selv sjældent, smukt og sigende for bogens tværgenerationelle samtaler om bl.a. den måde, kønsroller og kroppe ændrer sig med alderen, at se fire kvinder i alderen 28 til 75 sammen på en scene.

Smukt, sigende og sjovt er det sådan set også, at forestillingen med fin fornemmelse for bogens litterære kollageform selv former sig som en mellemting mellem et konkret korværk og en levende lydinstallation, hvor bogens mangeartede tekster ikke kun omsættes i monologer og sange, men at de konkrete kroppe – f.eks. Nørgaards i besværet havfrueantræk – også genererer lyd.

Ideen om, at kønnet både er et ret komisk og et temmelig tragisk skuespil, binder løst forestillingen sammen. Scene for scene udfolder den sig som en slags varieté, hvor kvinderne på skift, sammen og for sig, giver stemme til forskellige kvindelige erfaringer.

Som i bogen er det både komisk og dybt alvorligt.

På scenen er det sjovest, når Peüliche og Torp i rollerne som præst og brud gennemspiller en absurd undertvingelseskomedie af et ægteskabsritual, hvor Peüliche med præstekrave på »peger med« sin »finger« og (selv)højtideligt proklamerer »bla bla bla og så videre, og derfor, og vil du, og så må I, og man må aldrig, og til sidst, og Gud, og lidt om det, og så videre«, og træder Torp i fuld flødeskumskjole ned. 

Og alvorligst, når Rosenbaum fremfører den lange liste af sætninger, der kontant beskriver, hvordan 152 svenske kvinder er blevet dræbt af deres mænd.

Men har man forvildet sig rundt i den på en gang frække og følsomme og fjollede fællesbog, føles det også bare underligt… fladt.

Et forbillede for forestillingens så lydlige og visuelle form virker på mange måder til at være kunstnerkollektivet Sort Samvittigheds musikalske iscenesættelser af Anne Linnets sangtekster og Tove Ditlevsens digte, men lige så skarpt kommer teaterversionen af Frit flet aldrig rigtig til at fungere.

Hvorfor et hul?

Zahles scenografi er enormt visuelt appellerende. Det tunge orangerøde scenetæppe, det store emmende hul i gulvet, som scenerne udspiller som omkring, og den fjollede udstoppede hest, som skuespillerne på skift slænger sig over, er tydeligt inspireret af bogens billedside.

Sammen med Schneiders lydscenografi, der spænder fra det muntre til det dunkle, giver det på den ene side scenen et Twin Peaks-agtigt skær af drømmeverden. Ikke mindst når hele kønsskuespillet til slut bogstaveligt talt vendes på vrangen, og vi ser skuespillerne, som de til at begynde med trådte frem for os, træde frem igen – men bagfra.

På den anden side er det også underligt uklart, hvorfor der egentlig skal være et hul i gulvet og ligge en hest på det. Det er en uklarhed, der er karakteristisk for forestillingen som helhed: der er noget mere løst end frit i måden, dens scener fletter sig sammen på.

Bogens præcise sproglige energi har på en sær måde ikke helt fundet vej til forestillingen, og det samme har mange af dens bedste, mest nysgerrige, vilde og åbent diskuterende tekster heller ikke.

For mig forbliver det uklart, hvad forestillingen Frit flet egentlig vil, ud over at give stemme og krop til en række forskellige kvindelige erfaringer. Det føles både som en lidt flad fortolkning af en meget multidimensionel bog og næsten bedaget på en måde, som bogens flerstemmige feminisme aldrig gør.

’Frit flet’. Sort/Hvid og Mungo Park Kolding. Tekst: Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup. Instruktion: Liv Helm. Til den 16. marts samt fra den 21. marts til den 4. april på Mungo Park Kolding