Læsetid: 3 min.

Grænseløs kærlighed

Vidunderlig hybrid om kunst og queer-familieliv
Vidunderlig hybrid om kunst og queer-familieliv

Tom Atwood

15. februar 2019

Nogle bøger er svære at skrive om, fordi de ikke vækker noget i én. Andre er det, fordi de ikke lader sig opsummere uden samtidig at miste de nuancer, der gør dem til noget særligt. Atter andre er det, fordi de er så fantastiske, at man gerne vil yde dem retfærdighed.

For mig tilhører Maggie Nelsons Argonauterne de sidste to kategorier, og jeg kan lige så godt afsløre med det samme, at jeg gør alt, hvad jeg kan for at få dig til at læse den.

Efter at have levet i »nyttig ensomhed« med nyfunden ædruelighed og maniske skrivefaser møder Nelson kunstneren Harry Dodge.

Maggie Nelson: 'Argonauterne'.

Den i forvejen udfordrende og usikre tilværelse som nyforelsket tilføjes her endnu et lag, fordi Harry er transkønnet. Det fører blandt andet til den fineste scene, hvor Nelson ligger kærlighedshungrende på et kontorgulv, mens hendes veninde forsøger at finde ud af, hvilket pronomen Harry foretrækker. Med udgangspunkt i en artikel foreslår hun, at Nelson omtaler Harry som ’hun’:

»Men det er jo flere år siden, tænker jeg nede på gulvet med himmelvendte øjne. Tingene kan have ændret sig«.

Og egentlig er det slet ikke dét, det handler om, for Nelson vil kun have »det du, ingen andre kan se, det du, der er så tæt på, at tredjeperson ental aldrig bliver aktuelt.«

Det forelskede par flytter sammen og giver sig til at bygge et nyt liv op med Harrys søn fra et tidligere forhold.

Da afstemningen om en lov mod homoægteskaber nærmer sig, skynder de sig at blive gift for at komme en eventuel vedtagelse i forkøbet. Kort tid efter beslutter de sig for at få et barn.

Efter næsten et år med forsøg på kunstig befrugtning lykkes det Nelson at blive gravid. Samtidig får Harry fjernet sine bryster og begynder at tage testosteron.

Argonauterne er historien om, hvordan de udforsker grænselandet mellem hinanden med »hver sin uudgrundelige hormonsuppe i kroppen«, mens de prøver at forstå den andens verdensbillede gennem diskussioner om X-Men-filmen eller sprogets utilstrækkelighed.

Og så er den en fortælling om at finde en ny måde at være familie på, om at være mor, stedmor og grublende gravid:

»Hvordan kan en så dybt underlig og vild og livsforandrende oplevelse også symbolisere eller være et eksempel på den ultimative konformitet?«.

Bogen blander selvbiografiske afsnit med små essays om queer-kunst samt refleksioner over (og citater om) identitet, køn, moderskab og begær. Nelson veksler ubesværet mellem at skrive om amning og analsex, om fødsel og fisting:

»Jeg havde altid troet, at det at føde ville få mig til at føle mig uovervindelig og rummelig ligesom fisting. Men selv her to år efter føler jeg mig mere blævret end frodig indvendig. Jeg er begyndt at overgive mig til tanken om, at følelsen måske er forandret for altid, at det er den følsomhed, jeg, vi, nu må arbejde videre med.«

’Jeg elsker dig’ skal fornyes

Hendes akademiske virke skinner tydeligt igennem, ikke mindst i de mange referencer til Roland Barthes og populære queer-tænkere som Judith Butler og Eve Kosofsky Sedgwick. De teoretiske og essayistiske refleksioner er solidt forankret i hverdagens problemstillinger. Ofte er de både forbilledligt klare og fulde af nysgerrighed og tvivl.

Titlen peger også mod denne mangel på – og vægring mod – faste løsninger:

»Præcis som alle Argos dele kan udskiftes over tid, selv om skibet fortsætter med at hedde Argo, må indholdet af sætningen ’Jeg elsker dig’ fornyes, hver gang den elskende siger det.«

Denne altid igangværende tilblivelse er det, der forbinder de forskellige spor i bogen – Maggie og Harry, hvis kroppe forandrer sig på grund af aldring, graviditet eller hormoner; barnet, der vokser sig mere og mere selvstændigt; begæret i alle dets varierende udtryksformer; tanken, der konstant changerer mellem undren og indsigt.

Jeg læste Argonauterne på originalsproget sidste år og har ikke sluppet den siden. Flere tanker og formuleringer er gledet ind i min måde at forholde mig til verden på, og jeg er stadig ikke kommet mig over det barske og smukke stykke hen mod slutningen, hvor der krydsklippes mellem Nelsons fødsel af sønnen Iggy og Harrys beretning om at tage afsked med sin mor på dødslejet.

Bogen har gjort mig klogere på moderskab, transkønnethed, kærlighed og kunst – og så bliver jeg fuld af beundring og håb, når jeg læser om familiens ukuelige forsøg på at forstå og samtidig vriste sig fri fra normens snævre rammer.

Argonauterne er vigtig, rørende og usædvanligt perspektivrig. Hvor er det vidunderligt, at den nu findes på dansk.

Maggie Nelson: 'Argonauterne'. Oversat af Nete Harsberg og Betty Frank Simonsen. Rosinante. 232 sider. 250 kroner.

I sidste uge udkom amerikanske Maggie Nelsons internationale succes ’Argonauterne’ på dansk. Bogen er Nelsons niende og er ligesom tidligere værker en genreudfordrende og inderlig tekst, der kombinerer selvbiografi med kritisk teori. Vi tegner et portræt af en forfatter, der insisterer på at undgå kategorisering
Læs også
Maggie Nelsons roman om queer-familieliv ’Argonauterne’ vandt en overraskende stor læserskare og kritikerapplaus, da den udkom på engelsk i 2015. Nu foreligger den på dansk, og her fortæller en oversætter og transmand, en forfatter og en litteraturforsker om deres oplevelse af romanen
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu