Læsetid: 5 min.

Hesselholdt har skrevet en af de bedste danske bøger lige nu. Men den er moralsk problematisk

Christina Hesselholdt viser igen, at hun er en af Danmarks bedste prosaister. Men der noget principielt ufølsomt ved hendes måde at lege med virkelige menneskers liv på
Christina Hesselholdt er aktuel med bogen ’Virginia is for Lovers’, som udspringer af en mordsag fra 1980’erne.

Christina Hesselholdt er aktuel med bogen ’Virginia is for Lovers’, som udspringer af en mordsag fra 1980’erne.

Sille Veilmark

22. februar 2019

Christina Hesselholdts nye roman, Virginia is for lovers, føles som en mørk tvilling til hendes forrige, Vivian.

Begge fantaserer videre hen over historiske skikkelser fra det tyvende århundredes Amerika – man burde måske sige: hen over historiens bipersoner, skikkelser, der er som små hvirvler i den kæmpestore flod, der er moderne amerikansk kultur og historie.

Begge fortælles af et flerstemmigt kor af stemmer, næsten som et hørespil, og bobler samtidig over af den bedste danske prosa, der skrives lige nu. Simpelthen.

Men Vivian havde noget ekspansivt og livskraftigt over sig – hovedpersonen, den iltre og excentriske fotograf Vivian Maier indfangede i romanen og i virkeligheden det sære liv i byernes åbne rum, men gjorde det kun for sin egen skyld. Virginia is for lovers skriver en anderledes klaustrofobisk, indeklemt og psykologisk forvreden historie frem.

Dobbeltmord i Virginia

Virginia is for lovers er forankret i et berømt dobbeltmord.

I 1985 blev Nancy og Derek Haysom fundet myrdet i deres hjem i Virginia af utallige knivstik. Deres datter Elizabeth og hendes tyske kæreste Jens Söring blev nogle måneder senere arresteret i London, udleveret til USA og dømt efter at have leveret stadigt nye og gensidigt modsigende fortællinger om skyld og uskyld.

Sagen tiltrak sig enorm opmærksomhed. Som nogle af de første retssager i amerikansk historie blev processerne mod det unge, anklagede par en mediebegivenhed med live-dækning på nationalt tv. Men det er Hesselholdts bog ikke interesseret i, hun skriver hellere om årene op til mordet og laver Haysom-familien om til et stykke amerikansk gotik.

Virginia is for lovers er en historie fuld af Sydstaternes velstand og fugtigt-rådne natside: rideklubber, aftendrinks, velstand, incest og overgreb, kostskoler og labyrintiske kæmpevillaer.

Den er en historie om et begær, der gør sig fri ved at vride sig af led, om undertrykkelse og perversion som fænomener, der går i arv fra generation til generation.

Nyt i forfatterskabet

Det er også en bog om at have et hul der, hvor kærligheden og omsorgen skulle have været, og samtidig være helt filtret sammen med de mennesker, der gør en ondt. Samtidig har dens skikkelser noget meget smerteligt over sig. Utroligt nok gælder det også moren, dette monster af en mor.

I Hesselholdts udgave er fortællingens centrum nemlig forholdet mellem mor og datter; faren og den tyske kæreste bliver aldrig mere end bipersoner. Morens stadige, seksuelle overgreb beskrives aldrig direkte, men er hele tiden til stede.

»Mor tumlede med mig,« som Elizabeth siger, og beskriver derefter sin krop som »tung og belastet«.

Måske er det derfor, Virginia is for lovers er gennemtrukket af en form for uforløst rædsel, der danner en vild og rystende kontrast til Hesselholdts perlende, bevægelige sprog.

Christina Hesselholdt: ’Virginia is for lovers’.

Rædslen og de smertelige skikkelser føles som noget nyt i forfatterskabet. Hesselholdts sidste par bøger har flydt over af en sproglig komik, der gav alle scener, uanset hvad der så skete, noget let og legende over sig. Det samme havde hendes skikkelser: midt i deres almindelige hverdagslighed havde de en art eventyrets glorie omkring sig, alene fordi deres mindste bevægelser blev beskrevet så boblende præcist og elegant og tydeligt. I Virginia is for lovers gør sproget noget andet. Her får moren, Nancy, det dårligt i et tog:

»Det elektriske lys gjorde alt grimt. Lige så snart hun var kommet ind i toget og havde sat sig, var hun begyndt at kigge sig omkring for at se hvem hun, hvis det værste skulle ske, for eksempel en kollision med et modkørende tog, ville komme til at blande blod og lemmer med. I det grimme lys, i det på det nærmest skrattende lys. I lyset der lugtede som kold aske; som dengang man stadig måtte ryge i toget, og hvor askebægrene stank i rygeafdelingerne, selv når de var tomme.«

Det er svært nok med dødsfantasierne, den egentlige uhygge ligger i beskrivelsen af lyset, så præcis, så ubehagelig, så sprogligt suverænt. Faktisk får man lyst til at citere halvdelen af bogen undervejs alene på grund af den kolde ild, der løber gennem ordene. Her er Elizabeth og kæresten alene i forældrenes store hus:

»Der var en afsindig organisk støj i haven, den kom fra fuglene og blæsten og fra frøerne i dammen, deres kvækken lod sig opløse i et væld af forskellige lyde, jeg hørte det som kaglen iblandet klagende brøl fra mikrokvæg, de omklamrede vel hinanden med deres frølår dernede, og op til os i haven steg deres liv.«

Midt i den sproglige livfuldhed er der en mørk undertone, noget voldsomt foruroligende. Naturens skjulte liv bliver til organisk støj, kvækken bliver til kaglen og brøl, frøer bliver til mikrokvæg. Stilen slår disharmonier an, kort sagt, på en måde den ikke har gjort før i forfatterskabet.

Bevidste disharmonier

Ikke at der ikke også er humor i Virginia is for lovers. Den knytter sig til fortælleren, Mr. Up Front, og hans hjælper (kaldet ’Hjælperen’), der blander sig i bogens kor af stemmer og ikke bare fortæller med, men også korrigerer romanens øvrige skikkelser, kævler med hinanden og diskuterer forholdet mellem fakta og fiktion. Og til slut bliver en art lavkomisk kontrast til fortællingens tiltagende mørke.

Som Mr. Up Front siger:

»Jeg er kulminationen på en lang tradition: Det begyndte med dåselatter og endte med mig.«

Bortset fra at Virginia is for lovers ikke er en sitcom, selvfølgelig, og at deres brandere og lårklaskere føles som bevidste disharmonier, indført i romanens overordnede komposition.

Jeg er ikke rigtigt begejstret over den konstruktion; der er noget tungt og insisterende over den. Romanen går ligesom i tomgang, så snart Mr. Up Front og hans hjælper bliver mere optaget af hinanden end af den rædselshistorie, de har foran sig.

Moralsk problematik

Men min egentlige tvivl handler snarere om romanens grundlæggende greb, og den er mere moralsk end litterær. Kan man virkelig tillade sig at skrive en opdigtet fantasi hen over en faktisk forbrydelse, når flere af de vigtigste aktører stadig er i live?

Det er sikkert lovligt, det er ikke det, og risikoen for, at Jens Söring og Elizabeth Haysom – begge sidder stadig i fængsel i USA; Söring kæmper stadig for at få omstødt sin dom – læser eller bare hører om denne roman er jo minimal.

Det er heller ikke sådan, at Hesselholdt håner eller udleverer sine skikkelser, tværtimod er hendes portrætter egentlig medfølende, ligesom bogen gennem sit kor af stemmer giver plads til tvivl og uenighed, og også selv diskuterer det problematiske i at fantasere hen over en forbrydelse.

Alligevel er der noget principielt ufølsomt ved bogens gestus.

Til syvende og sidst, og uanset hvor nuanceret og selvkritisk hun end gør det, så giver Hesselholdt sig selv lov til at behandle disse menneskers liv, som om de var legetøj eller bare eksisterede som anledninger til litteratur.

Nåja, problemstillingen er ikke ny, den knytter sig til al autofiktion og til al dokumentarisk fiktion. Men her føles den særligt akut.

I uafsluttede kriminalsager er spørgsmål om skikkelsernes motiver og troværdighed ikke bare et litterært, men også et juridisk spørgsmål. Når det kommer til deres egen historie, så er der andet og mere end forfængelighed og selvfølelse på spil for Elizabeth Haysom og Jens Söring, og det kan selvkritikken og nuancerne i Virginia is for lovers ikke lave om på.

Christina Hesselholdt: ’Virginia is for lovers’. Rosinante, 188 sider, 250 kroner.

En samling af filmnegativer med motiver indfanget af den virkelige verdens Vivian Maier. En amerikansk fotograf, hvis billeder efter hendes død har vundet stor berømmelse, og som er hovedpersonen i Christina Hesselholdts nye roman.
Læs også
’Vivian Maier var er besynderligt menneske med samlermani, mandeangst og voldsomme vredesudbrud,’ lyder det fra forfatter Christina Hesselholdt, der i sin bog om den amerikanske fotograf af samme grund har været opmærksom på, at Maier ikke var alene med sin besynderlighed.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Olaf Tehrani
Ejvind Larsen og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu