Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Hittepåsomt

Retur med let overlæssede digte
Kultur
22. februar 2019

I begyndelsen af nullerne blev Anders Søgaard (f. 1981) mildt hypet for sin debut, digte 1. Siden fik han en kometagtig akademisk karriere og er nu dr.phil. og professor i datalogi på Københavns Universitet.

Med digtene i Landskabsdigternes klub vender han tilbage til litteraturen med en underlig samling, underlig i sit anslag og komposition, underlig i sine linjer og sit inventar.

Anders Søgaard: ’Landskabsdigternes klub’.

Samlingen udspringer af en lille fiktion: Forfatteren J. Kadlec samler i sommeren 1990 materiale ind om en digtergruppe, der i månederne efter Murens fald, »hvor tingene endnu ikke var faldet helt på plads«, virkede i en tjekkisk provins.

Bogen er dette materiale, men i digtform – især handler den om skikkelserne Simnek og Anzka og om mæcenen Frau Spiegel. Eller det gør den, når den kan koncentrere sig om det, for den er også fyldt med en adstadig surrealisme, omhyggelige drømmereferater. Og andre gange får vi ucharmerende billeder af det mandlige begær. Eller naturdigte:

»Kære Frau Spiegel,
I min drøm danner der sig en kø foran salatbuffeten.
Du bliver siddende i restaurantens sofahjørne,
alt imens din mave folder sig ud som en vulgær blomst.
Det ufødte barns hurtige øjenbevægelser afslører, det drømmer.
I drømmen bliver barnet voksent og trisser om bag i køen.
Barnet falder i snak med en tjener.«

Straks efter dukker der et operahus, en skovmandsskjorte og en kroget finger op. Faktisk er der ingen grænse for hittepåsomheden i de her digte, skriften er både omhyggelig og overproppet. Det lyriske inventar hober sig retningsløst op – som på et pulterkammer eller i en rodebunke.

Hvorfor denne tvangsmæssige opfindsomhed, hvor hvert andet øjeblik skal åbne for noget nyt og, åh, uventet? Hvorfor hele denne ramme med et tegnet landkort og det, åh, betydningsfulde, historiske øjeblik?

Jeg ved det ikke. Det virker ikke, som om digtene vil noget med Murens fald – bruge det som allegori, f.eks. – og Søgaard er alligevel bedst, når han arbejder med gentagelser og lister. Så tager opfindsomheden sig en fridag og noget rytmisk og insisterende dukker op. Så mærker man hvor sikkert hans sprog kan være. Et sidste eksempel:

»I haven bor en snog, et pindsvin, mejser
en solsortefamilie og en muldvarp,
og der er hele tiden gæster,
havmåger, humlebier, svaler,
sommerfugle, hættemåger, tudser,
husskader og markmus.«

Anders Søgaard: ’Landskabsdigternes klub’. Gladiator, 70 sider, 180 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her