Læsetid: 6 min.

Kamala Harris har kæmpet for dem på samfundets bund. Nu vil hun være USA’s præsident

Feltet af demokratiske præsidentkandidater er ved at blive mangfoldigt. Foreløbig er der fire kvinder og to ikkehvide mænd. Indtil videre har den relativt ukendte senator Kamala Harris, tidligere justitsminister i Californien, vakt mere opmærksomhed i medierne end de andre. Vores korrespondent har læst hendes politiske selvbiografi
Kamala Harris, da hun officielt annoncerede sin plan om at blive USA‘s næste præsident. 

Kamala Harris, da hun officielt annoncerede sin plan om at blive USA‘s næste præsident. 

Scott Strazzante

8. februar 2019

I de første fem uger af 2019 har allerede seks demokrater tilkendegivet, at de agter at stille op til præsidentvalget næste år. Flere er på vej.

Det bliver utvivlsomt et fascinerende skue at følge primærvalgkampagnen og et dusin tv-debatter. Den første debat er allerede planlagt til juni. I efteråret og vinteren vil der være en om måneden. Den første afstemning finder sted i Iowa 3. februar 2020.

Donald Trump kan altså forberede sig på, at den intense medieopmærksomhed viet til hans person og tweets gennem de seneste tre år vil blive sat på pause, indtil den republikanske partikongres løber af stablen i august 2020.

Men det forudsætter naturligvis, at ingen republikaner udfordrer ham i de republikanske primærvalg.

Den mulighed kan ikke afvises. Udfordringer til en siddende præsident er sjældne. I denne omgang afhænger det givetvis af, hvorvidt resultaterne af den særlige anklager Robert Muellers rapport og demokraternes undersøgelser af Trump-kampagnen i 2016 og regeringsførelsen i Repræsentanternes Hus er så kompromitterende, at det kalder på en rigsretssag.

Det kunne give en åbning for en republikaner af den konventionelle type til at stille op mod Trump. Det er formentlig grunden til, at stifteren af cafékæden Starbucks, Howard Schultz, trods den heftige kritik fra demokraters og mediernes side af hans planer om at stille op som en partiuafhængig kandidat, vil vente og se, hvad der sker i det republikanske parti.

Det kan ikke udelukkes, at mangemilliardæren Schultz med sine erhvervsvenlige synspunkter bliver konkurrencedygtig i et felt, hvor Trump er slået af banen af en ikkepopulistisk republikaner.

Men foreløbig samler opmærksomheden sig om demokraterne. Det interessante her er, at ingen hvid mandlig politiker endnu har meldt sig på banen. Af de seks kandidater er fire kvinder, hvoraf de tre er senatorer – Kirsten Gillibrand, Kamala Harris og Elizabeth Warren. Hertil kommer kongresmedlem Tulsi Gabbard fra Hawaii.

De to mænd er senator Cory Booker (afroamerikaner) og tidligere boligminister Julián Castro (latino).

Til dem kan slutte sig tre hvide mænd – Bernie Sanders, Joe Biden, senator Sherrod Brown (Ohio) og måske det største politiske talent i partiet, tidligere kongresmedlem og senatskandidat i Texas, Beto O’Rourke. New Yorks tidligere borgmester, mediemagnaten Michael Bloomberg, har også følere ude.

Kamala Harris er utvivlsomt den af de seks erklærede kandidater, der har vakt mest opmærksomhed. Det skyldes dels, at Warren allerede er en velkendt politiker og dels, at hun endnu ikke har formået at ryste historien om sine indianske aner af sig.

Faktisk kom det i denne uge frem, at Warren i 1986 på et medlemskort i en advokatforening i Texas identificerede sig som »amerikansk indianer«. Det til trods for, at det er tre-fire generationer siden, et medlem af cherokee-stammen giftede sig ind i hendes familie. Warren er kun 1/16-del indianer. Hun har aldrig været medlem af en stamme, ej heller levet på et reservat.

Denne historie illustrerer endnu en gang, hvor vanskelig en størrelse etnisk identitet kan være for nutidens amerikanske politikere.

Kamala Harris er ligesom Barack Obama af blandet etnisk oprindelse. Hendes mor var tamil og født og opvokset i Chennai på Indiens sydvestkyst. Da Shyamala Gopalan var 19, blev hun sendt til Berkeley i Californien for at læse og forelskede sig i Donald Harris, en studerende fra Jamaica. Sammen fik de to døtre, Kamala (der betyder lotus på tamilsk) og Maya.

Parret blev skilt, da Kamala var fire år gammel. De to piger blev hos deres indiske mor, mens faren synes at være forsvundet ud af deres liv. Donald Harris er i dag professor emeritus i økonomi på University of California at Berkeley. Moren, der forskede i brystkræft, døde af tyktarmskræft i 2009.

I sin politiske selvbiografi, The Truths We Hold: An American Journey, beskriver Kamala Harris en opvækst som afroamerikaner i Oakland, der ligger i den sydlige ende af San Francisco-bugten. Trods sine indiske aner følte hendes mor sig hjemme i det afroamerikanske samfund, hvor hun i 1960’erne og 1970’erne var særdeles aktiv i de sortes kamp for lige borgerrettigheder.

Det er altså ikke farens afrikanske herkomst fra Jamaica, der bestemmer Kamala Harris’ identitet som afroamerikaner. Det er et bevidst valg taget af hendes indiskfødte mor. Hun vidste, at børn med en sort forælder i USA automatisk identificeres som tilhørende sorte, også selv om den anden forælder er hvid.

Samme valg stod Barack Obama overfor, da han ankom til det amerikanske fastland for at læse på Occidental College. Hans bog fra 1995, Dreams from My Father, A Story of Race and Inheritance, handler præcis om den identitetsforvirring, han oplevede som søn af en hvid mor og en kenyansk far. Obama var ovenikøbet vokset op på Hawaii, hvor der ikke findes en forankret afroamerikansk kultur.

fra forlaget
Men til forskel fra Obama undlader Harris i sin bog at reflektere over den dobbelte nationale og etniske identitet (Indien og Jamaica). »Jeg er bare amerikaner,« bekræfter hun.

De to politikeres etniske baggrund minder altså om hinanden, men her ophører lighederne også. Hvor Obama er den sjældne fugl, der formår at parre sit intellektuelle sind med politiske ambitioner, er Harris udelukkende en pragmatisk og resultatorienteret politiker.

Intetsteds i bogen fremgår det, at hun interesserer sig for historie, politisk filosofi eller f.eks. teologi. Et enkelt sted citerer hun den afroamerikanske forfatter James Baldwin, et andet Martin Luther King. End ikke Abraham Lincoln – en genganger i amerikanske politikeres selvbiografier – optræder her.

Ellers handler fortællingen om alt det, Harris har gjort som offentlig anklager i Oakland og San Francisco og senere som Californiens justitsminister for at hjælpe mindre bemidlede californiere med at forsvare sig mod grådige banker, ågerkarle, politibrutalitet, narkokriminelle og seksualforbrydere.

Hun er især kendt for programmet Back on Track, der har haft succes med at resocialisere forbrydere efter udtjent fængselsstraf. Hun har desuden overtalt Californiens parlament til at forlænge fængselsstraf for mænd, der betaler mindreårige piger for sex.

Ligesom Elizabeth Warren har Kamala Harris lagt sig ud med bankerne på Wall Street. Efter finanskrisen i 2007-08 tilbød en gruppe banker og investeringsfonde at yde bistand til boligejere, der var kommet i økonomisk klemme.

De ville betale sig fra det ansvar, de bar for at have ydet realkredit til familier, hvis indtægter ikke berettigede optagelse af lån til køb af eget hus. I forbindelse med den økonomiske recession kunne to mio. boligejere ikke betale deres termin. Bankerne tilbød delstatsregeringerne en erstatningssum på mellem to og fire mia. dollar.

Californiens justitsminister Kamala Harris sagde nej og truede bankerne med en retssag. I bogen fortæller hun om et langt skænderi, hun havde med Jamie Dimon, ordførende direktør for JP Morgan Chase, der er USA’s største pengeinstitut. Det endte med, at han gav sig. Kompromiset lød på 18 mia. dollar i erstatning til boligejerne.

Der er ingen tvivl om, at Kamala Harris har en veludviklet sans for social indignation og retfærdighed. Hun er vildt ambitiøs og en hård negl. I 2016 blev hun valgt som senator fra Californien. Efter kun to år i Senatet vil hun nu være USA’s præsident.

Samme skridt tog Obama, men han var allerede verdenskendt, da han blev valgt til senator i 2006. Det var Kamala Harris ikke. Hun har dog gjort sig bemærket under senatshøringer med skarpsindige spørgsmål stillet til f.eks. justitsminister Jeff Sessions og højesteretskandidat Brett Kavanaugh.

De første par uger af hendes præsidentvalgkamp er gået strygende. Harris er den eneste, der har erklæret sit kandidatur ved et vælgermøde. Det skete i Oakland, hvor 20.000 mennesker mødte op. I deres beretninger fabulerede amerikanske medier om hendes karisma og naturlige politiske talent.

Dagen efter stillede Harris op til townhall-møde i Iowa transmitteret af CNN, hvor vælgerne fik lov at gå i kødet på hende, og hun svarede godt for sig. Der er god grund til at holde øje med den 54-årige demokratiske politiker. Hun kan nå langt.

Se klip fra Kamala Harris’ townhall-møde på CNN

 

Kamala Harris: ’The Truths We Hold: An American Journey’, Penguin Press, 318 sider, 30 dollar

I den kommende tid vil vi introducere de demokratiske præsidentkandidater gennem deres politiske selvbiografier. Næste uge gælder det Elizabeth Warrens

Serie

Hvem er bejlerne til Det Hvide Hus i 2020?

Kandidaterne melder sig løbende på banen i kampen om at blive USA’s præsident. Op til 20 demokrater forventes at stille op. Vi introducerer dem gennem deres politiske selvbiografier.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Skov
  • John Hansen
  • Torben K L Jensen
  • Jens Thaarup Nyberg
Torben Skov, John Hansen, Torben K L Jensen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Matthias Smed Larsen

Harris' karriere som anklager har bestået af håndhævelse og fremme af regressive love og en overmåde aggressiv anklagestrategi der i høj grad har ramt samfundets svage:

Lara Bazelon: »Kamala Harris Was Not a Progressive Prosecutor« (https://www.nytimes.com/2019/01/17/opinion/kamala-harris-criminal-justic...)
Briahna Gray: »Should Progressives Accept a Former Prosecutor as President?« (https://theintercept.com/2019/01/20/a-problem-for-kamala-harris-can-a-pr...)

Det er sikkert sandt nok at hun vil være præsident, men en forkæmper for samfundets svageste er hun næppe.

[Før nogen brokker sig: Anklagere i USA har et umådeligt stort råderum for hvordan de fører sager, og når rollen tillige er kædet sammen med en politisk rolle (Attorney General) kan man ikke påberåbe sig at man "blot gjorde sit arbejde".]

Arne Lund, Bjarne Bisgaard Jensen, Lars Jørgensen, Jan Jensen, Troels Ken Pedersen, Niels Duus Nielsen, Jens Jensen, Trond Meiring, Torben K L Jensen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Det sjove er at "alle" demokratiske kandidater vil vinde over Donald Trump i de prøvevalg 2020 der er gennemført indtil videre så det bliver jo ret spændende hvem der vinder intern efter katastrofevalget mellem Bernie Sanders og Hillary Clinton i 2016.

Kamala Harris vil været næste valgs Hillary Clinton. Det etableredes kandidat - og ikke en progressiv kandidat. Før hun fortalte at hun stillede var hun på to vigtige møder. Et med Hillary og et med Wall st. bosser. Men som the Guardian skriver, ud over at ville spørge om penge, ser det også ud til at de ønsker at få the blessings of financial CEOs. En Wall st.-godkendelse om at Harris kun er progressiv i tale - ikke i virkeligheden. Her vil hun lægge sig hos republikanerne.

At Harris fik et townhall-møde i Iowa transmitteret af CNN som opstillingsplatform, fortæller alt om det etableredes prioriteter. Harris er deres præsidentkandidat.

Niels Østergård, Bjørn Pedersen, Jan Damskier, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Lars Jørgensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Godt så! Og lad os så høre lidt om Tulsi Gabbard og de traditionelle mediers forsøg på at svine hende til. For tiden er hun på en tour de force, hvor hun undsiger USAs militære engagementer rundt omkring i verden, hvilket ikke falder i god jord i Washington.

Jeg gætter på, at de progressive har aftalt en strategi, hvor først Tulsi Gabbard, siden Elizabeth Warren fremfører deres meget populære synspunkter og sætter den dagsorden, som det næste præsidentvalg skal debatteres ud fra. Når så Bernie melder sit kanditatur trækker begge sig fra valgkampen og peger på Bernie præsident. Med mindre Demokraterne igen laver valgfusk i forbindelse med primærvalget, og med en smule held, bliver Bernie så præsident, Warren bliver vicepræsident, og Gabbard bliver udenrigsminister. En win-win-win over hele linjen, undtagen for Wall Street og våbenindustrien.

Torben Skov, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Alexandria Ocasio Cortez imponerer mere og mere. I går var hun i the House Oversight Committee, hvor hun legede en lille leg, som satte alle hendes donorpenge-befængte kolleger på plads!

https://www.youtube.com/watch?v=AljakpXAh7c

Niels Østergård, Torben Skov, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Smid en amerikansk pind - og Inf. halser efter den. Hvem "krones" som præsidentkandidat i morgen og hvem i næste uge. Lidt større armslængde - og mindre hype - til de varme nyheder ønskes.