En af anekdoterne i En fandens mand understreger fint, hvorfor bogen har en berettigelse.
Den tidligere Informationjournalist Anders Haahr Rasmussen sidder og spiser med et par veninder, da de begynder at skose de mænd, der glugger på kvindelige løbere i parken. Haahr kunne vælge at slutte sig til koret, men i stedet indrømmer han, at han selv skal kæmpe for at holde øjnene fra løberne, når de farer forbi, slanke og smukke med hestehale og tætsiddende tøj. Veninderne måber og udbryder, at det da var noget forfærdeligt noget at sige.
Samtalen gav ham mulighed for at hoppe i to kasser: I den ene ville han være beskytteren, i den anden overgrebsmanden. Rummet imellem var tomt.
»Og det er nogle skodmuligheder,« som det lyder i bogen.
Det er sådanne fastlåste kønsroller, Anders Haahr Rasmussen vil gøre op med i En fandens mand. Han vil fylde tomrummet ud og udstille de rigide identiteter og spilleregler, de fleste kender fra datinglivet, om ikke bare fra hverdagen.
Når man prøver at tage sin heteroseksuelle, mandlige erfaring alvorligt i en #MeToo-tid, er der ikke langt til klynk og selvretfærdighed. Men en jagt på forståelse er ikke det samme som en jagt på et forsvar. Og Anders Haahr Rasmussen er ikke ude på at forsvare hverken sig selv eller mænd som sådan – det var det, hans veninder misforstod, da han snakkede om løberne.
Nysgerrigheden når helt ned i spidsen af pennen. Bogens 11 kapitler er en blanding af essays og interviews, der tager afsæt i tvivlen og bevæger sig ivrigt frem mod svar på de spørgsmål, der myldrer i forfatterens hoved.
Styrken er, at Haahr nok skriver tvivlende om sine eskapader som ung mand, men alligevel med autoritet. Han bevæger sig veloplagt ind i og ud af anekdoter om særligt sex og dating, jonglerer med referencer til tennis, populærkultur og kønsforskning og sørger for at åbne sine essays skarpt og knaldunderholdende, som da han sammenligner tidens maskuline frustration med københavnske bilisters harme over cyklernes voksende dominans.
Stereotyperne indlejrer sig
Når de navlebeskuende sætninger begynder at gå i selvsving – og det sker – sørger han for at bringe en samtalepartner ind fra højre, der kan banke ham ned på jorden igen. KU-lektor Dorthe Gert Simonsen fortæller ham for eksempel med rette, at han gør alt det, han siger, han vil gøre op med, altså de stive stereotyper, når han generaliserer ud fra en enkelt kvindes afvisning af blowjobs som fornedrende.
Symptomatisk bruger Haahr samtalen til at komme videre i tankerækken og gå på jagt efter nye nuanceringer i karakteristikken af den fandens mand. Og analyserne begynder med ham selv. Med alt fra hans forhold til en tretten år yngre kvinde til hans frustration over, at han absolut skal have udløsning under sex, hvis han ikke skal skuffe sin partner.
Alt sammen er en del af et større kaos, en fortælling om at finde sig til rette i verden som forvirret ung mand. Haahr insisterer på at lede efter orden i kaosset og udvinde noget brugbart af sine vrangsider og fejltrin. Det er derfor, han udpensler, hvordan han ikke kan lade være med at tænke på en tennisspillers krop, når han burde studere hendes spil – og det er derfor, han deler en oplevelse, hvor han selv trådte over en grænse.
Han vil have »samtaler, der insisterer på, at man kan tale om sex og køn, lyst og magt, fra et ærligt og vedkommende sted. Med fødderne plantet i mudderet, der hvor det hele er megasvært og vildt spændende«.
Og bogens samtaler er gode, måske fordi det er svært at bevare et filter over for en mand, der forsøger at skrive og tale og provokere filteret i sænk. For eksempel indleder han sin samtale om hævnporno med Emma Holten, hvis nøgenbilleder blev lagt på nettet, med at forklare sin fascination af genren.
Enkelte gange slår strategien fejl. Som i essayet, hvor KU-lektor Mons Bissenbakker afviser Haahrs mission om at erkende sine sexistiske og homofobiske tilbøjeligheder og tale om dem, fordi han mener, forfatteren bruger skammen til at frikende sig selv i stedet for at øve sig på at undertrykke sine fordomme. Der kommer ikke det store ud af uenigheden bortset fra en metaovervejelse, hvor Haahr egentlig bare vælger at stå fast på bekendelsesstilen, og den har han allerede redegjort for.
Det er også lidt frustrerende, at Haahr – ud over en enkelt kuriøs anekdote – aldrig konkretiserer sin drøm om et mere løssluppent og afslappet, sjovere og ærligere rum for samvær mellem kønnene. Sagen er, at han ikke ved, hvordan vi når derhen. Det er stadig for langt væk i en tid, hvor grænserne kridtes op på ny, og hvor kønnenes betydninger må genovervejes.
Men vi er mange, der deler hans forvirring, og det er befriende, når en forfatter har modet og evnerne til at tage den alvorligt. Når Haahr skriver om fordomme, om sexisme, om grænsen mellem det spontane og det krænkende, tror jeg, at mange – måske særligt unge mænd – vil føle sig både truffet og set – og måske få trang til at springe ind i en samtale, der kan flytte noget.
Og når tvivlen formidles så skarpt, kan man acceptere, at konklusionen mangler.
Anders Haahr Rasmussen: ’En fandens mand’. Gyldendal, 250 sider, 250 kroner.
