Læsetid: 6 min.

En koncert med mormontrioen Low er en eksistentiel bypass-operation

Uden om selvoptagelsen og grådigheden og ind i næstekærligheden kommer vi i selskab med Low. En koncert med trioen gør så godt, fordi den gør så ondt. Kunstnerisk står de rystende stærkt her i deres 27. leveår, og nye fans er passende kommet til
Kunstnerisk står trioen Low rystende stærkt her i deres 27. leveår, skriver Ralf Christensen. Billedet her er fra en koncert i London i 2017. 

Kunstnerisk står trioen Low rystende stærkt her i deres 27. leveår, skriver Ralf Christensen. Billedet her er fra en koncert i London i 2017. 

James Berry

12. februar 2019

Det er sært – fortjent – men alligevel sært, at den amerikanske trio Low har fået sit gennembrud i denne tid. Bevares, deres seneste album Double Negative fra sidste år er virkelig fremragende, men dem har der været mange af i deres karriere. Og de gav da også en forrygende koncert i DR's Koncerthus i mandags, men det har de gjort så mange gange før.

Men noget er alligevel forandret. Da koncerten er slut, har den ene af de to forsangere, Alan Sparhawk, et par opbyggelige ord til publikum. Det ligner ikke ham. Han taler om, at vores egne problemer – uden at han skal forklejne dem eller har autoritet til at udtale sig, understreger han – forsvinder, når vi hjælper andre.

»You can pick people up,« siger han. Og igen og igen:

»Be kind.«

Low har så også forandret sig med Double Negative. Deres ekspressionisme er ekspanderet. Det er ikke længere ’kun’ rockens ekspressionisme – kompositionerne, instrumenterne, stemmerne.

Nu er det forædlet med den mildt avantgardistiske støjmusiks manipulationer. Forvrængninger så voldsomme, at det lyder som gammeltestamentlig apokalypse og blødende højtalere. Stemmer der synes løsrevne og hvirvler ind og ud af mixet som vægtløse kroppe uden forankring. Low har før eksperimenteret, men Double Negatives eksperiment er radikalt, en nedbrydning af gruppens konventionelle sange. En egoopløsning, om man vil.

Egoopløsning

Og egoopløsning er der også denne mandag aften. Som noget nyt har Low en lysmand med, og det giver sig udslag i tre monolitter af vandrette lysstriber bag Duluth, Minnesota-trioen.

De ligner nærmest persienner, og på dem vises enkle, utydelige billeder af stearinlys, et øje, en fugl og abstrakte farvekombinationer. I sig selv en egoopløsning, for under hele koncerten står trioen i mørke med stærkt modlys i ryggen. Og kun de to gange, hvor Sparhawk takker og taler til os, er der lys på dem.

Ud over forsanger og elguitarist Sparhawk tæller Low hustruen, medkomponisten, den anden sanger og trommeslager Mimi Parker samt bassisten Steve Garrington (den i hvert fald fjerde i bandets 26-årige liv).

Inferno i lys og lyd

Koncerten begynder nogenlunde traditionelt med helt nøgne nedstrippede versioner af et par af sangene fra det nye album. »Always Up« og »Quorum«, der demonstrerer, at sangene fungerer fint uden videre lydmanipulationer. Men snart skal alt falde fra hinanden på den smukkest tænkelige måde.

Alan Sparhawk ser ned i sine guitarpedaler, træder på dem i den rette kombination og tænder for en dommedag, der splitter oceaner og vælter lava ud over os. Først »Tempest« fra Double Negative, der lyder, som om der er gået betændelse og løse forbindelser i kosmos. Dernæst den næsten et kvarter lange »Do You Know How To Waltz«, der munder ud i et overvældende, men alligevel behersket støjmassiv. Musikken bliver fysisk.

Akkordskiftene føles som flodbølger, der kærligt vasker dagen, kontoret og Netflix af os. Og snart bombarderes vi også af stroboskoplys. Inferno i lys og lyd.

Desorienteringens evangelium

Undervejs i nummeret kommer jeg til at tænke på Jimi Hendrix' legendariske flænsning af »The Star-Spangled Banner« på Woodstock 1969. Hvordan han udstillede nationens splittelse og piskede en ætsende kritik af et krigerisk USA op med sin elguitar.

For også her i Koncerthuset er der politisk stormvejr. Og, ja, jeg ved, det kan lyde trivielt i disse politiserede tider, men når nu titlen Double Negative ifølge Sparhawk selv er nutidspolitisk, så er det vel værd at nævne.

Double Negative skulle referere til Trumps trækken i land efter topmødet med Putin i juli 2018, hvor han kom i stærk modvind for at have sagt, at han ikke så nogen grund til, at Rusland skulle have interveneret i det amerikanske valg i 2016. En udtalelse, han omstødte sådan her: »Sætningen skulle have været: ’Jeg ser ikke nogen grund til, hvorfor det ikke skulle have været Rusland’. En slags dobbelt negativ.«

»It’s not the end / It’s just the end of hope,« synges der på Double Negative. Og det er vel en form for farvel til Obama-æraen.

Low er heldigvis ikke parolernes eller de nemme løsningers band, deres alternative salmer er snarere desorienteringens evangelium.

»Everything is always confusion / Things I could never explain,« synger Sparhawk.

Low er en renselse, et væsen, der gør så godt, fordi det har så ondt. En eksistentiel bypass operation, der kan drive os uden om selvoptagelsen og grådigheden, ind i næstekærligheden. »En blid S&M,« som en ven kalder det.

Og her i Koncerthuset står vi stadig i det kærlige syrebad af stroboskop og støj. Så lyder det pludselig som om, der går ild i Sparhawks guitar. Uden om den dybe buldren og alle stentavlerne, der knuses mod vores trommehinder, opstår der en højere knitrende frekvens. Det lyder nærmest bibelsk.

Men det er en teknisk fejl. Og han må fifle lidt genert med pedalerne for at komme i gang med næste nummer.

Ægteskabets vokalharmonier

Det er skam også undervejs en tyst koncert og publikum lige så. Jeg tager mig selv i at vende bladene i notesblokken i takt med trommerne i de mest lavmælte numre. Jeg ser rundt. Omkring mig står unge mennesker og mine sølvfarvede jævnaldrende. Nogle er måske lige kommet til, andre har måske været med hele vejen. I Lille Vega, På Loppen, måske til den tyndt befolkede koncert på Heartland Festival for to et halvt år siden. I dag er der udsolgt i Koncerthuset.

Bliver de nytilkomne hængende de næste årtier? Vil de følge Low i denne nye transition, som vi alle oplever for første gang live?

Det er i hvert fald altid lidt af et uskyldstab, når et yndlingsband oplever stor fantilstrømning. Ikke at jeg har noget imod at dele idoler med millioner af mennesker, men mange kunstnere er bare bedre at opleve i lille skala. Tæt på. Så mimikken ikke kan skjules. Koncentrationen. Den mærkelige balance mellem offentligt og privat. Skuespil og inderlighed.

Mimi Parker og Alan Sparhawk er gift og har to børn, og de er mormoner. Det er et ægteskab, der også strækker sig ud i foreningen af deres stemmer. Deres helt forunderlige vokalharmonier, hvor de både forenes og skilles, nogle gange med mere end en oktav imellem sig.

Jeg kommer til at tænke på, hvor dyb en forening, det må være sammen at finde disse vokalharmonier i skabelsen af sangene. At det også er denne forening, som gør Low til så forunderligt et bekendtskab.

Sange, der vel er lige så selvpineriske, som de er udfriende. »All that you gave / Wasn't enough,« synger Parker til koncerten og – i stærkt forvrænget udgave – på Double Negative. Og om det er selvbiografisk eller ej er vel egentlig ikke det centrale. I øjeblikkene, hvor de har opfundet den sang sammen, og hun har fundet sin melodi til de ord, der har hun vel levet dem. Og det gør hun vel hver gang, hun synger dem.

Nu mangler vi bare handling

Så, nej, jeg er ikke specielt vild med ikke at kunne se deres ansigter under koncerten. De interesserer mig. Mimi Parker har så altid holdt sig i baggrunden ved sit minimalistiske trommesæt, men der er et betragteligt mimisk tab i ikke at kunne se Alan Sparhawks torturerede, sammenbidte, lutrede ansigt, når han synger op i stratosfæren eller hugger store granitblokke ud af sin guitar.

Men med synssansen stærkt handicappet i modlyset sendes man selvfølgelig dybere ind i sangene. »Before it falls into total disarray / You’ll have to learn to live a different way / Too late to look back on apocryphal verse / And to be something beyond kinder than words,« synger Sparhawk.

Og da de efter små to timer slipper taget i os, sidder ordene stadig fast et sted derinde. Nu mangler de bare at blive til handling.

Ti indgange til Lows salmebog

  • Always Fade
  • Always Trying To Work It Out
  • Anon
  • California
  • Dinosaur Act
  • Fly
  • The Innocents
  • Just Make It Stop
  • Plastic Cup
  • Spanish Translation

Low – Studie 2, Koncerthuset, Kbh., mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Pold
Søren Pold anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu