Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Little Simz fordriver sin modløse døs med formidabel klarhed

De ti numre på Little Simz’ tredje studiealbum, ’GREY Area’, er skrevet fra en gråzone mellem en selvsikker tro på egne evner og en sårbar tvivl. Herfra dissekerer hun sig selv. Hun er rebelsk, stresset, frustreret, forladt, ensom, men også en blændende intens rapper med et helt særligt gehør for forfriskende samples. Hurra for de hidsige tværfløjter, klaverplinget og tonerne fra en enarmet tyveknægt
Little Simz.

Little Simz.

Tam Cader

Kultur
1. marts 2019

Nogle gange kunne man godt ønske sig en verden, hvor alt kunne opdeles i sort og hvidt. Hvor der var et sted, man kunne pege hen og placere skylden for ens egen ynkelige utilstrækkelighed. Hvor ens ensomhed ikke var et resultat af egne valg, men af andres. Ofte forstærkes en sådan ønsketænkning, hvis man som Little Simz er sunket ned i en modløs døs og befinder sig i en tilstand, hvor alt synes gråt i gråt. Hvad gør man?

Little Simz finder pennen frem og skriver sig til klarhed.

Gør det selv-selvsikkerhed

Den 25-årige London-baserede rapper med det borgerlige navn Simbi Ajikawo er musiker, skuespiller, model, pladeselskabsejer og gæstevokalist på Gorillaz’ seneste album og verdensturné.

Alt i alt er hun en gør det selv-type, der allerede i en tidlig alder satte sine penge på sig selv, hvilket var en glimrende investering – som hun selv skarpt påpeger på nummeret »BOSS«.

Hun kan med sin assertive stil ikke sige sig fri for den selvforherligelse, som hører hiphopgenren til. Det vedkender hun sig allerede i titlen på nummeret »Selfish«. Hun har et stort ego, er en »boss in a fucking dress«, der uden at blinke sammenligner sine rim med Shakespeares eller på sangen »Therapy« om sin kommende datter konkluderer: »If she’s anything like me I’m raising a king.«

Men hun er også sårbar og usikker. »Sherbet Sunset« er en ulykkelig kærlighedssang, hvorpå hun med fuldt overlæg søber rundt i sorgen over at have mistet sin elskede. Hun er ærlig og anerkender, at det er svært at dyrke »L-O-V-E«, når man ikke længere tror på kærligheden. Undervejs overmandes hun af en ensomhed, der udspringer af følelsen af at have mistet dem, man troede altid ville være der for én.

GREY Area vender hun gentagne gange tilbage til oplevelsen af ikke selv at kunne se klart i den grå zone af selvhad, sløvhed og skuffelse, som titlen henviser til.

Herre i eget hoved

Simz’ rapstil er eminent med et flabet flow, der veksler fra simpel rytmisk staccato til ordrigt, giftigt og overvældende intenst med en næsten klaustrofobisk energi.

På åbningsnummeret »Offence« kaster hun underspillet og overlegent om sig med krasse ytringer og forvrængede råb. Alle udtalt med tydelig britisk accent.

Med få virkemidler formår Simz i samarbejde med produceren Inflo, som hun har kendt fra barnsben, at variere lydsiden med et arsenal af formidabelt velvalgte samples. Der er tværfløjte, funky trommeloops, keyboards, der klinger, som gevinstmelodien fra en enarmet tyveknægt. Det er sveddryppende, mudret, grynet, skrabet og desperat. Og så er der stilhed, breaks, ængsteligt nøgent klaver og en elektrisk guitar, der klinger reggaevarmt a al Jamaica.

Med GREY Areas statuerer Little Simz både sin magt og sin magtesløshed. Hun ser ikke sig selv i sort-hvidt, men tør udlægge sine svagheder, sin selvsikkerhed og sine længsler side om side.

Hun synes at råbe til alt og alle, at det ikke nytter noget at lade sig forføre eller forstyrre af sine følelser. Det gælder om at tage et kontrolleret greb i joysticket og selv føre sig ud af den tunge grå døs, som negative tankemønstre kan lulle én ind i.

Little Simz: GREY Area (AGE 101)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her