Mads Brüggers nye dokumentar ’Cold Case Hammarskjöld’ er uansvarlig journalistik

Man skal ikke researche en god historie ihjel. Det er en ældgammel joke blandt journalister, som i sin kerne rummer en sandhed om en af fagets farligste faldgruber.

»Fristelserne til, eller presset for, at lukke et øje for den del af researchen, der ikke helt passer til historien, kan være store,« som DR’s tidligere generaldirektør Christian S. Nissen har formuleret det.

»Især hvis man står med en sensation af en solohistorie, som giver færten af en Cavling-pris eller vil rydde avisforsiderne.«

Spørgsmålet er, om det er det, der er sket for Mads Brügger og hans hold i forbindelse med filmen Cold Case Hammarskjöld.

Efter at have set filmen sidder jeg i hvert fald tilbage med en fornemmelse af, at de ikke har efterprøvet filmens sensationelle påstande i tilstrækkelig grad. Det, selv om Cold Case Hammarskjöld angiveligt bygger på hele seks års research.

I udgangspunktet handler filmen om FN’s generalsekretær Dag Hammarskjölds død i et flystyrt i det nordlige Rhodesia – i dag Zambia – i 1961. En rhodesisk undersøgelseskommission nåede dengang frem til, at styrtet skyldtes en pilotfejl, mens FN’s egen undersøgelse var ude af stand til at fastslå årsagen. Siden da har der været utallige spekulationer om, hvorvidt der i virkeligheden var tale om mord.

I 2013 nåede den såkaldte Hammarskjöld-kommission bestående af fire internationalt anerkendte jurister frem til, at der er »overbevisende beviser for, at flyet blev udsat for en eller anden form for angreb eller trussel«. Og i 2015 konkluderede en FN-undersøgelse, at de nye oplysninger, der understøtter den teori, har »moderat bevisværdi« og »kan« udgøre »et betragteligt spor« i den fortsatte jagt på sandheden.

De nye vurderinger var blandt andet baseret på beretninger fra øjenvidner, som ikke blev hørt i 1961. De fortæller, at der var ild i generalsekretærens fly, inden det ramte jorden, og at de så mere end ét fly i luften. To tidligere ansatte i den amerikanske efterretningstjeneste NSA har desuden fortalt, at de på natten for flystyrtet hørte optagelser af opsnappet radiokommunikation, der kan være relevante for sagen.

Charles Southall, som var udstationeret ved en lyttepost på Cypern, har fortalt, at han hørte en optagelse af en pilot, der rapporterede, at han havde skudt et fly af samme type som Hammarskjölds ned. Og Paul Abram, der angiveligt var udstationeret i Grækenland, har fortalt, at nogen på en af de frekvenser, han overvågede, sagde: »Amerikanerne har lige skudt et FN-fly ned.«

Der er altså indikationer på, at der måske ikke var tale om en ulykke. Og sammen med svenskeren Göran Björkdahl sætter Mads Brügger sig for at opklare sagen.

Teori på teori

Det lykkes makkerparret at opspore en bekendt til den i dag afdøde belgiske pilot Jan van Risseghem, der i begyndelsen af 1960’erne var lejesoldat for oprørere i Congo, og som tidligere har været nævnt som en mulig gerningsmand.

I et telegram fra den dag, flyet styrtede ned, skrev USA’s ambassadør i Congo, at det er »muligt«, at Hammarskjölds fly blev skudt ned af en pilot, som en »normalt pålidelig kilde« har identificeret som Risseghem.

Til filmholdet fortæller Risseghems bekendte, Pierre Coppens, at piloten over for ham har erkendt at have angrebet Dag Hammarskjölds fly. Og en af belgierens kolleger fra tiden som lejesoldat vurderer, at de flight logs, som har udgjort en del af Risseghems alibi, er blevet forfalsket.

Det er interessante oplysninger, om end langt fra beviser. Men Brügger er tydeligvis ikke tilfreds med blot at grave et par nye detaljer frem. Så ville filmen være »forlist«, som han udtrykker det i dokumentaren. I stedet slipper han Risseghem-sporet og kaster sig over en anden og tilsyneladende helt urelateret teori.

I 1998, da den sydafrikanske Sandheds- og Forsoningskommission var ved at færdiggøre sit arbejde med at dokumentere apartheidtidens overgreb, faldt de over nogle dokumenter, som udgiver sig for at være den rygende pistol: en korrespondance mellem officerer i en påstået paramilitær organisation ved navn South African Institute for Maritime Research (SAIMR), der planlægger at »fjerne« Dag Hammarskjöld, hvilket amerikanske CIA og den britiske efterretningstjeneste MI5 ifølge dokumenterne er indstillet på at hjælpe dem med. Planen var angiveligt at placere sprængstof i Hammarskjölds fly.

Skurken i hvidt

I udgangspunktet er der god grund til at tvivle på den historie, dokumenterne fortæller. Sandheds- og Forsoningskommissionen kunne ikke verificere dokumenternes rigtighed. Hammarskjöld-kommissionen konkluderede i 2013, at »hverken SAIMR-dokumenterne eller deres indhold i sig selv kan behandles som troværdige«. Og FN’s ekspertpanel udtrykte i deres 2015-rapport »signifikant tvivl« om deres autenticitet.

Det skyldes blandt meget andet »diskrepanser« i dokumenterne, og at det ikke er godtgjort, at SAIMR overhovedet eksisterede i 1961. Da dokumenterne er fotokopier, og ingen kan finde originalerne, er det heller ikke muligt at foretage en teknisk undersøgelse af, om de er så gamle, som de udgiver sig for.

Men det skal selvfølgelig ikke være nogen hindring for at undersøge sagen nærmere. Da Brügger gør det, finder han »skurken« til sin historie: en mand ved navn Keith Maxwell, der drev medicinske klinikker i sorte townships og kaldte sig doktor, selv om han ikke var uddannet læge.

I begyndelsen af 90’erne har Maxwell fortalt en sydafrikansk journalist, at han var SAIMR’s commodore – en titel, der på dansk svarer til flotilleadmiral – og leder af organisationens militære enhed.

Maxwell gav journalisten dokumenter, der udgiver sig for at være fra SAIMR, og som ifølge filmen beskriver planer om statskup i afrikanske lande samt en plan om at sprede aids blandt den sorte befolkning.

Maxwell, der i dag er afdød, virker til at have været en excentrisk karakter.

Ifølge filmen gik han udelukkende klædt i hvidt – af og til endda i en gammeldags britisk admiraluniform med hat. Han beskrives som typen, der kunne lide at manipulere folk og lege med deres hjerner. Og ifølge Maxwells enke var han »nok en smule psykisk syg«.

Det styrker ikke ligefrem troværdigheden af de ting, han har sagt og skrevet.

Alle dokumenterne kan være fabrikeret af Maxwell, og de mundtlige udsagn, vi får fra filmens interviewpersoner, kan være noget, han har bildt dem ind – som når en af de lokale i et township, hvor kvaksalveren drev en klinik, fortæller, at Maxwell har været lejesoldat i Congo.

Træningslejr

Ud fra en liste med navne på folk, der i 1989 svarede på en avisannonce, hvor Keith Maxwell søgte »unge mænd med militær træning til udenlandsk kontrakt«, lykkes det dog Brügger at finde nogen, der kan fortælle noget om SAIMR.

Den ene, Clive Jansen, har et diplom fra SAIMR og fortæller, at han i 1993 trænede »med dem i omkring tre måneder« – ikke med våben, det var »mere som forelæsninger« – hvorefter han ikke hørte mere fra organisationen. Fra træningslejren husker Jansen bl.a. en amerikaner, som Brügger i filmen identificerer som Robert Cedars, en tidligere soldat i de amerikanske specialstyrker. Cedars fortæller, at SAIMR ville hyre ham til at træne folk, men at han ikke tror, »de lavede noget«.

Det dokumenterer ikke meget andet, end at Maxwell har organiseret en eller anden form for træningslejr, hvis præcise indhold og formål står lidt uklart hen. Der er langt derfra til mord på FN’s generalsekretær, for ikke at nævne de påståede statskup og folkemord.

Mads Brüggers historie står og falder derfor med filmens sidste to kilder.

Den ene er Karl Feil – bror til en ung kvindelig marinebiolog ved navn Dagmar Feil, der blev myrdet i 1990, og som ifølge en avisannonce indrykket af Maxwell arbejdede for SAIMR. Broren fortæller, at Dagmar kort inden sin død sagde til ham, at »de« ville slå hende ihjel.

Hvem »de« var, vidste hun ikke, men hun mente, at de var efter hende, og at de allerede havde dræbt tre eller fire i hendes team. Hvad hun præcis arbejdede med og hvor, ved broderen ikke, men »aids-forskning kom op flere gange, ret løst, i samtaler«.

Hvad Brügger vil høre

Mads Brügger hævder i filmen, at Dagmar Feil rejste til Mozambique »og andre afrikanske lande« for at give folk vacciner. Angiveligt opdagede hun, at SAIMR’s vacciner var kontaminerede, og ville gå til myndighederne. Men inden hun nåede at gøre det, blev hun myrdet.

Det er uklart, hvordan Brügger ved det. Den eneste kilde i filmen, der bekræfter påstanden, er Brüggers hovedvidne Alexander Jones. Ligesom Clive Jansen står han på listen over folk, der svarede på Keith Maxwells annonce i 1989.

Og han fortæller alt det, Mads Brügger gerne vil høre: at SAIMR var en hemmelig organisation af lejesoldater, der med finansiering fra »fremmede regeringer« destabiliserede lande og spredte aids med falske vacciner. At det er en kendt sag, at det var SAIMR, der myrdede Dagmar Feil. Og at organisationen havde en finger med i Dag Hammarskjölds død.

Der er mange grunde til at være skeptisk over for Jones’ påstande. Først og fremmest fordi der ikke er dokumentation for dem. Jones hævder, at han har tilintetgjort alle skriftlige spor af sin fortid i SAIMR. Dertil kommer, at hans forklaringer i filmen på centrale punkter er så ukonkrete, at det som seer er svært at vurdere hans faktiske indsigt i de forhold, han beskriver.

Hvad gælder Dag Hammarskjölds død, er Alexander Jones ikke noget førstehåndsvidne. Han hævder at have set et billede, der skal forestille Keith Maxwell og to andre mænd på stedet, hvor generalsekretærens fly styrtede ned. Det forekommer nærmest utroligt med tanke på, at Maxwell ifølge de oplysninger, jeg har kunnet finde, ikke kan have været mere end 17 år gammel i 1961.

Kendskabet til SAIMR’s påståede spredning af aids underbygger Jones med, at han har besøgt en af Maxwells klinikker, hvor »der var skærme og rør, et rigtigt laboratorium«. Over for det står udsagn fra aids-forskere, der til The New York Times har sagt, at det er stærkt tvivlsomt, om den plan, Jones beskriver, overhovedet ville kunne lade sig gøre.

Filmholdet har udtalt, at de også har været i kontakt med forskere, der siger, at det er »usandsynligt, men ikke umuligt«.

I så fald er det problematisk, at Brügger hverken har inkluderet den oplysning i filmen eller i de journalistiske nyhedsartikler, han er medforfatter på. Det kunne desværre tyde på, at han har fravalgt oplysninger, der taler imod vinklen.

Det er ikke ansvarlig journalistik. Når man tænker på, hvordan andelen af vaccinerede piger dykkede efter TV2’s HPV-dokumentar for nogle år siden, er det ikke svært at forestille sig, hvor ødelæggende konsekvenser Brüggers udokumenterede film kan få i Sydafrika. 

Tvetunget tale

Man kan selvfølgelig ikke udelukke, at historien eller dele af den er sand. Men det er svært at se gode journalistiske argumenter for, hvorfor Brügger ikke har ventet med at udgive filmen, til han efter yderligere research kunne underbygge kildens påstande bedre.

Jones hævder, at SAIMR havde mere end 5.000 medlemmer, og at »alle« i det sydafrikanske militær kendte til organisationen. I så fald må det være muligt at finde mere end en kilde.

Nogle vil utvivlsomt forsvare Brügger med henvisning til, at han i dokumentaren tager forbehold og udtrykker tvivl om historien. Som han siger i begyndelsen af filmen:

»Det her kan enten være verdens største mordmysterie eller verdens mest idiotiske konspirationsteori.«

Det fremstår dog hult, når selv samme Brügger i interviews med pressen hævder, at »det, vi afslører, er reelt så voldsomt, at det kan skabe stor ustabilitet« i Sydafrika, »fordi myndigheder og politikere har valgt at dække over sandheden«.

Når pr-materialet lover, at »filmen rummer en lang række uhyggelige afsløringer«, som er »verificeret af graverjournalister på flere anerkendte medier«, og når Brügger selv har været med til at skrive artikler i The Observer, hvor disclaimeren om idiotiske konspirationsteorier glimrer ved sit fravær, og påstandene behandles som regulært nyhedsstof.

Med det velansete medies brand i ryggen har historien spredt sig over hele verden. Desværre også i Information. Det er svært at forstå, hvordan det er sluppet igennem på den britiske avis.

Men de har måske heller ikke lyst til at researche en god historie ihjel.

Dokumentarfilm ’Cold Case Hammarskjöld’, Danmark, 2019, 128 min.