Læsetid: 5 min.

MANI ELLER FEST

Eller begge dele eller ingen af dem. Var det tyvende århundredes avantgarder afslutningen på fortiden eller begyndelsen på fremtiden?
Dada, den måske reneste af de klassiske avantgardegrupper, startede sin Cabaret Voltaire i Zürich den 5. februar, 1916.

Dada, den måske reneste af de klassiske avantgardegrupper, startede sin Cabaret Voltaire i Zürich den 5. februar, 1916.

fra bogen

1. marts 2019

»Der gik et sæt igennem os, da vi hørte den formidable larm fra de enorme toetagers sporvogne, der satte i gang og kørte forbi, strålende af flerfarvet lys ligesom i de festudsmykkede landsbyer, som floden Po pludselig ryster og river op med rode, da den går over sine bredder og gennem syndflodens vandmasser og hvirvler skyller landsbyerne med sig ud i havet.

Herefter blev stilheden dybere. Men mens vi sad og lyttede til den udmattede bønnemumlen fra den gamle kanal og til de knagende lemmer i paladserne, der stod faldefærdige bag deres fugtige grønsvær, hørte vi i samme øjeblik de forslugne automobiler brøle under vore vinduer.«

20. februar 1909, for 110 år siden, publicerede de italienske futurister deres manifest på forsiden af den franske avis Le Figaro.

Der var noget mondænt over det, dyrkelsen af farten og dynamikken i det moderne, der pludselig blev betragtet som noget nyt og aldrig før set, hvilket selvfølgelig er rigtigt, og så alligevel ikke.

Heller ikke når den store russiske digter Vladimir Majakovskij, der sendte revolutionen ud i rummet med sin udad farvestrålende og indad mørknende poesi, i 1914 kunne skrive:

»Soldater, jeg misunder jer!

I har det godt.

Se blot granatens håndaftryk sat på den hullede pelotonmur med

stumper af menneskehjerner. Hvor opfindsomt at fæstne i hundredvis af afhuggede menneskehoveder til dåremarken.

Jo, det er ganske vist! I har det langt mere spændende!

I behøver ikke tænke på, at I skylder Pusjkin tyve kopek, eller på, hvorfor Jablonovskij skriver artikler.«

Og så bogstaveligt skal det vel heller ikke forstås. Der er en del humor i det, en del ironi, måske »denne forskruede unge med det røde strithår, lidt uintelligent, lidt ukultiveret, men altid, oh! altid dristig og glødende«, som Majakovskij kalder ham, i virkeligheden, en anden virkelighed, mener noget helt andet, for:

»Der vil endnu gå en rum tid, før de unge, som sætter så stor pris på os, kan vende hjem fra slagmarken. Hvorimod I, som blev her for at passe jeres magelige syslen på aviserne og lignende kontorer, I er enten hjulbenede svæklinge ude af stand til at føre våben eller gamle fede klodsmajorer med hovedet fyldt af rynker og gråsprængt hår – og går mere op i at tænke på en så smertefri overgang som muligt til en anden og bedre verden end på den russiske kunsts skæbne.«

Mikkel Bolts præsentation af avantgardemanifester fra det 20. århundrede er ret konventionel i det. Der er ikke megen kritisk distance og ikke noget videre historisk perspektiv. Men måske var avantgarden selv ret konventionel, og det historiske perspektiv var ikke dens anliggende.

Marinetti førte i hvert fald sine futuristiske tropper direkte ind i Mussolinis fascistiske parti, og Majakovskij satte sig selv i scene som en slags poetisk propagandamaskine for Lenins udgave af vejen gennem proletariatets diktatur mod det kommunistiske paradis. Det tog digteren selv konsekvensen af ved sit selvmord i 1930.

Dada

Bolts omdrejningspunkt er revolutionen. Den bankede på døren i Rusland i 1914, og Lenin var nabo til værtshuset Holländische Meierei i Spiegelgasse i Zürich, hvor Dada, den måske reneste avantgardegruppe af alle, 5. februar 1916 startede sin eksplosivt revolutionære Cabaret Voltaire med en lille festtale af Hugo Ball:

»Her kan man blive vidne til, hvordan det artikulerede sprog opstår. Jeg lader simpelthen lydene komme dumpende. Ord dukker op, skuldre af ord, ben, arme, hænder af ord. Ai, oi, u. Man skal ikke lade alt for mange ord dukke frem. Et vers er muligheden for at klare sig bedst muligt uden ord og uden sprog. Dette fordømte sprog, tilsnavset af møntslidte kritikerhænder. Jeg vil have ordet, hvor det hører op, og hvor det begynder.«

Balls tanker om det gamle og det nye og den måske revolutionære forbindelse imellem de to tilstande er organiske, ligesom Khlebnikovs eksperimenter med et kosmisk sprog af drømmelyde er det i den russiske futurismes sammenhæng, mens dadaisten Tristan Tzara og den italienske futurist Marinetti opererer med en mekanisk forandring drevet af en slags blinde maskiner, der opererer på det konservative tilfældes præmisser.

Det samme gør stort set surrealisterne, i hvert fald den del af dem, der fulgte Breton og førte impulserne fra futuristerne og Dada gennem modernismens apokalyptiske udgangsporte til den postmoderne efterkrigs ørken.

Den klassiske avantgarde, hvis manifester udgør første halvdel af Mikkel Bolts udvalg, står spændt imellem det organiske og det maskinelle. Anden halvdel af udvalget befinder sig fra begyndelsen i ørkenen.

Et sidste festfyrværkeri

De postmoderne manifester er kommentarer til den klassiske avantgardes fallit, måske også̊ til dens falskspil.

Man kan sige, at de tanker, der fra midt i 1950’erne lægges frem af især situationisten Guy Debord, en mærkeligt kamæleonisk skikkelse, der på én gang fører sig frem som professionel revolutionær, melankolsk idéhistoriker, eksperimenterende filmkunstner, gadedreng, filolog og digter, ligesom flytter synet på selve fænomenet avantgarde fra at være begyndelsen på det nye til at være den sørgmodigt festlige afslutning på det forgangne.

Et sidste festfyrværkeri af lysende meningsfyldt nonsens.

Fordi manifesternes krav jo aldrig bliver indfriet, og fordi de, der affyrer dem, godt ved, at de aldrig vil blive indfriet. Det er ikke det, de handler om.

Det står temmelig klart, når man bladrer igennem Mikkel Bolts samling af farvestrålende udråb fra en svunden tids allerbedste. Det står også̊ klart, sørgeligt klart, når man læser både de klassiske og de postmoderne manifester, at deres tid er forbi, at den måske var forbi, mens de blev skrevet, allerede mens de italienske futurister forfattede de første afsnit af deres første manifest til en fremtid, der aldrig kom:

»Vi havde været oppe hele natten, mine venner og jeg, siddet under kuppelformede lamper med skærme af gennemhullet messing, stjerneprydede ligesom vore sjæle, fordi de som lamperne strålede fra et elektrisk hjertes sluttede lys. Længe havde vi trampet vor atavistiske lede ned i tykke orientalske tæpper, mens vi diskuterede på logikkens yderste grænse og fyldte meget papir med frenetisk skrift.

En umådelig stolthed svulmede i vores brystkasser, fordi vi følte, at vi i den stund var de eneste, der var vågne og oprejste som strålende fyrtårne eller fremskudte vagtposter over for en hær af fjendtlige stjerner, der stirrede ned på os fra den himmelske feltlejr. Vi var alene med fyrbøderne, der bevæger sig travlt omkring de infernalske kedler i dybet af de store dampskibe, alene med de sorte spøgelser, der rager i den glødende bug på lokomotiver i afsindig fart, og alene med de berusede, der langs byens husmure fægter med armene som usikre vinger.«

Sådan vil ingenting aldrig blive igen. For uanset hvordan, vil alvor af den slags ikke længere kunne rejses af de utopiske drømmes ruiner. De store dampskibe og de sorte lokomotiver med deres glødende bug er hugget op.

Der er ingen fyrbødere mere, og de berusedes vinger er blevet for sikre.

Mikkel Bolt (redaktør): ’AVANTGARDEMANIFESTER’. Klim,  480 sider, 350 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu