Læsetid: 3 min.

Melankoli, lykke og visdom samles i Lydmors genfødte univers

På sit seneste album synger Lydmor om at tabe sin coolness og gå i stykker som snefnug. Og når hun spiller koncert, serverer hun sig selv for publikum med hud og hår. Både album og liveoptrædener beviser, at danske Jenny Rossander er respektindgydende bevidst om, hvad hun laver
Lydmor lovede fra scenen, at hver koncert ville blive en unik engangsforestilling. Det var ikke svært at føle sig overbevist om ved onsdagens koncert.

PR-foto: Anna Marin

 

Lydmor lovede fra scenen, at hver koncert ville blive en unik engangsforestilling. Det var ikke svært at føle sig overbevist om ved onsdagens koncert.

PR-foto: Anna Marin

 

28. februar 2019

Da Lydmor malede sig med uv-maling og gik nøgen på scenen til sidste års Gaffa-prisshow var det, som om hun fik både lyttere og branchefolk til at spærre øjne, ører og ikke mindst deres sind op.

Med »Money Towers« – en af de overbevisende, bidske elektropopsange fra hendes seneste album I Told You I’d Tell Them Our Story – italesatte Jenny Rosander musikindustriens problemer med sexisme direkte fra scenen.

I disse famlende, generalprøveagtige forårsdage, hvor alt virker ekstra sårbart og blottet, spiller Lydmor tre koncerter i København. Henholdsvis på Spillestedet Stengade, Hotel Cecil og i DR Koncerthuset. Ingen tvivl om, at hun på alle tre venues vil servere sig selv for publikum med hud og hår.

For det er det, hendes tredje soloalbum handler om. At stå ansigt til ansigt med sine usikkerheder og at bruge dem mod systemets magt.

I Told You I’d Tell Them Your Story bliver beskrevet som en samling intense lydfragmenter af en dannelsesrejse, både geografisk og mentalt.

Elektroniske giganter

Efter to soloudgivelser og et samarbejde med WhoMadeWho-bassisten Bon Homme følte Jenny Rosander stadigvæk ikke, at hun havde lavet det, hun egentlig ville. Derfor flyttede hun til Shanghai. Og den kinesiske metropol gav hende inspiration til at omdefinere sit kunstneriske udtryk.

At Kina for nogen er en nærmest frygtindgydende elektronikgigant passer mere end fint ind i Lydmors elektroakustiske univers. Med I Told You I’d Tell Them Our Story iscenesætter hun sig selv som en ny, elektronisk gigant på den danske musikscene.

Albummet kredser om kærlighed, venskab og at løbe fra sig selv – men samtidig er det en sci-fi-allegori, der sætter biologien og teknologien i et posthumanistisk perspektiv.

Den lyse og uvilkårligt melankolske, pentatone klang, der konstant sniger sig ind i de raveinspirerede synthflader og maskinelle basspor, er perfekt til at indfange denne på én gang dragende og urovækkende diskurs.

Især nummeret »Claudia« fænger tekstligt såvel som musikalsk med sit narrative punch. Gennem teatralsk fortælling, farverige melodikollager og overraskende hvas ståltrådsguitar, opstår der et brus af uvis fremtid i ørerne.

Syret lykkerus

Der er langt fra Shanghai til Stengade. Men så levende som Lydmor fortalte om byen mellem numrene onsdag aften, virkede det, som om man efter koncerten lige så godt kunne være trådt ud på fortovet på den anden side af jorden.

Settet var præget af gennemførte, sfæriske synthpop-ballader. Men hun afbrød også sig selv og sin klare vokal til fordel for en ivrig, samplet bevidsthedsstrømssnak hen over den støt stigende bas.

Iført badeshorts og bodypaint lod Lydmor sig hvirvle rundt i dønningerne af sin egen lyd, totalt hengivent.

Det var, som om sangen »The Manison«, der også er første nummer på I Told You I’d Tell Them Our Story, bragte Lydmor i den stemning, som hun ønskede for aftenen. Den syrede lykkerus, hun viste, fik publikum til at huje spontant.

Lydmor lovede fra scenen, at hver koncert ville blive en unik engangsforestilling. Det var ikke svært at føle sig overbevist om.

Hun skiftede sikkert imellem at skrue på synthen med én hånd, mens hun lod basarmen tonse i vejret, at snakke pivåbent om den ensomhed, der havde ramt hende, og at snige sig nysgerrigt ud blandt publikum.

En darkwave-coverversion af Blur-hittet »Girls &Boys« fuldendte en koncert præget af både selvironi, selvsikkerhed, lysende talent og uudtømmelig visdom.

Lydmor synger om at tabe sin coolness og gå i stykker som snefnug. Men med sit seneste album og den række danske koncerter, der er fulgt med, viser hun både legesyge og respektindgydende musikalsk bevidsthed.

Lydmor: ’I Told You I’d Tell Them Our Story’ (Mermaid Records/HFN Music)

Lydmor + support: Nurse. Stengade, onsdag den 27. februar

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu