Læsetid: 2 min.

Mikael Josephsen går ikke af vejen for det skingre og bitre

’Jubelidiot’ er bedst, når den rammer de blandede følelser
Mikael Josephsen.

Mikael Josephsen.

Finn Frandsen

1. marts 2019

Hvis man kender en alkoholiker (eller selv er det), kender man måske også til det med at være én stor undskyldning for sig selv – og f.eks. kalde sig selv for en jubelidiot.

Det ord har Mikael Josephsen valgt som titel til sin skriggule digtsamling, der citeret fra flapteksten: »er tredje del af hans misbrugstrilogi, som også indeholder KNÆK (2016) og Jeg er farmor (2018).« Det første digt i samlingen står som en søjle og konstaterer: 

»Det
Er
Et
År
Siden
Jeg
Har
Pisset
Ned
Ad
Mig
Selv.«

Mikael Josephsen ’Jubelidiot’.

Gucca

Selvhadet lyser ud af digtet, specielt fra et ord som ’pisset’ (og ikke det fredeligere ’tisset’).

»Vinyl fra halvfjerdserne« er en anden vigtig del af det ædru alkoholiker-jegs identitet. Røde mor, Slade, Gasolin, John Mogensen og i den dur. Digtsamlingen har form som en rocksang: Forspil, fire vers, et B-stykke, en guitarsolo og et sidste ’Out slow’, hvor flere af ordene godt nok er hakket i stykker, men som slutter i aftennatur og håb samt »en ganske anden stemning«.

Man skal da være velkommen til at klage over at jeg er i live

Det handler om overlevelse, så jubelidioten er også en kat med hele ti liv. Farspøgelset er der hele tiden, barndomserindringer krydses med nutidige »blanke støvler i gaderne« og heilen. Faren var ikke nazist, men tørstig travkusk, men det at have været hans søn er det samme som at have været »en lille jøde i dit nazirige«. Mikael Josephsen går ikke af vejen for hverken det skingre, det bitre eller den joviale trods.

Det hører man i denne hjemmescene, hvor det siger sig selv, at »Cv« er C.V. Jørgensen:

»Cv i stuen
jeg er vennesæl og åbner altandøren
indtil der bliver råbt
så skruer jeg højere op
der skal være musik i blokken
det siger sig selv

bagefter vasker jeg op
og spiser rygeost, man skal da
være velkommen til at
klage over at jeg er i live.«

Well, well, så holder jeg mere af de digte, der drømmer om solsorten og husker helt konkret fra barndommen, f.eks. det med træet med de »usandsynlig sure æbler på«, der på farens befaling »alligevel skulle indsamles i oktober«. Der kom nemlig de »lækreste fuldfede orm/ ud af dem«. Digtet slutter i denne blandede følelse af at være sin fars søn: »Og hvor stolt var jeg ikke over hele ansigtet/når han løftede glasset og/godkendte en orm«. Her får man selv lov til at føle og mærke jegets behov for et hævntogt mod faren fra Gedser til et skagensmaleri.

Mikael Josephsen ’Jubelidiot’. Forlaget Arabesk, 68 sider, 150 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu